»Fest på pigernes værglse. Dem der vil skal skrive sig på hær!«

Vi er næppe ankommet til spejderhytten langt ude i skoven, hvor jeg sammen med 3.x skal på lejrskole, før Sebastian har slået en seddel op i pejsestuen. Drengene råber, når de taler sammen. De siger ret tit »Ass Jack«, fordi de har set »Angora By Night«, og så skraldgriner de. Lasse og Emil vil gerne høre musik, så de skruer op, mens de åbner for den næste pose chips.

På pigernes værelse har Lea og Ann-Sophie ondt i maven, Natalie græder, fordi Melanie har sagt, at hendes rygsøjle buler mærkeligt ud, og Ann Kirstine er helt ulykkelig, fordi Sebastian ikke vil være kæreste med hende mere. »Han sagde bare: Jeg slår op!«, hulker den stakkels pige. »Åh, jeg har så ondt i mit bryst«, siger Ann Kirstine melodramatisk. »Dine bryster«, siger Marie, som retter hende og får alle pigerne til at grine højt.

Der er tale om tiårige børn, og med al den inderlighed og børne-pop-kultur er det dejligt at opleve, at nogle børns nysgerrighed også kan indfanges af noget, der ligger uden for dem selv - omgivelserne, historien, naturen. Filip er helt altereret, fordi han har set et rålam i skovbunden. Thomas og Kevin udkæmper fantasislag i en lysning. To er nok til et kæmpeslag. »Jeg må erkende, at jeg hellere ville have levet i Napoleons tid for 200 år siden«, siger Thomas. Der er ubetalelige øjeblikke for læreren, når man er på lejrskole.

I pædagogikken buldrer for tiden rationalister og empirikere frem. Sidstnævnte er en slags superrationalister. Følelser bliver lagt på is, Grundtvig er på vej ud i kulden, lejrskoler regnes ikke for noget, og slagordet om »skolen for livet« er ikke længere helt stuerent på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, hvor den nye dekan, Lars Qvortrup, vil have gjort op med »den grundtvigianske ursuppe« og indført evidensbaseret forskning.

Kultur og pædagogik er ligesom økonomi underlagt konjunkturer. Bølger af ideer, som skiftevis er båret af fornuft og følelser. Men der er to grunde til, at rationalisterne ikke får skovlen helt under hverken Grundtvig eller reformpædagogik. Den ene er eleverne. Den anden er lærerne. Danske elever vil kun tage imod undervisning, hvis de kan motiveres følelsesmæssigt. Og danske læreres glæde ved at undervise har ikke med evidens, men med de ubetalelige øjeblikke at gøre.

Erik Schmidt