Enkelte børn glæder sig til at tage hul på en frisk efter sommerferien. Men langt de fleste ser frem til mødet med deres nye skoler med bange anelser.

»Jeg havde troet, at mange børn ville være rejst i løbet af året, men næsten alle er blevet til den bitre ende«, siger Lene Elmose.

Hun har været lærer på Nordgårdskolen i Århus i 18 år. Skolen ligger midt i Gellerupparken og er kendt som Danmarks eneste folkeskole, hvor samtlige elever har indvandrerbaggrund. Efter mange års debat besluttede byrådet i november 2007, at dette skoleår skulle være skolens sidste på grund af faldende elevtal i hele det vestlige Århus. Forslaget blev lagt frem i samme skoleår, som Nordgårdskolen var gået over til at være heldagsskole.

»Heldagsskolen var et forsøg på at takle problemerne med børn, der taler ringe dansk og klarer sig fagligt dårligt. Vi havde ikke forestillet os, at der ville komme forslag om at nedlægge os, før det arbejde var evalueret. Overraskelsen var så meget desto større, fordi elevtallet i vores indskoling var begyndt at vokse«, siger Susanne Jacobsen, lærer på Nordgårdskolen i 7,5 år.

Alle lærere har fået job på andre skoler i Århus, men det bekymrer dem, at de fleste af de cirka 440 elever flyttes til tre naboskoler, som i forvejen har mange tosprogede.

»Politikerne siger, at de vil fremme integrationen, men nu risikerer tre andre skoler at blive 100 procent tosprogede. Vi savner en debat om, hvordan man sikrer integration, frem for at sprede eleverne med den ene hånd og samle dem med den anden«, siger Lene Elmose.

Med til debatten hører de betingelser, Nordgårdskolen har haft at arbejde under, mener lærerne.

Umiddelbart før beslutningen om at nedlægge skolen blev truffet, viste en undersøgelse, at hver fjerde elev har så massive problemer, at de slet ikke burde gå på skolen.

»Vi håber, eleverne får den undervisning, de har brug for, men det ærgrer os, at man først i forbindelse med lukningen erkender, at en meget stor gruppe har brug for specialtilbud. I det hele taget skal der ikke være ret mange børn i klasserne på en skole som vores. Når man vil integration, koster det lærerkræfter«, siger Lene Elmose.

Som heldagsskole fik Nordgårdskolen tilført flere resurser.

»Men vi fik ikke nok til at dække den ekstra undervisning. Kommunen har alene tørret problemet af på os lærere. Vi har fået sparring af psykologer, men børnenes problemer stikker så dybt, at vi ikke har kunnet handle os ud af dem«, siger Susanne Jacobsen.

Nogle bliver ensomme

De sprogligt svageste elever bliver overført til skoler med få tosprogede, så efter sommerferien skal nogle gå i skole mere end ti kilometer væk.

»Skolerne skal nok tage opgaven seriøst, men de er ikke vant til at arbejde med integration, og de får svært ved at videreføre det tætte samarbejde, vi har haft med forældrene, når de ikke længere lige kan komme forbi skolen«, siger Lene Elmose.

Lærerne er glade for, at børn med fagligt og socialt overskud får mulighed for at komme på andre skoler, men ikke alle børn har forudsætningerne for at klare sig, mener Susanne Jacobsen.

»Tvangsspredningen vil gå godt for nogle elever, men andre vil føle sig ensomme og marginaliserede. Integration sker ikke automatisk, fordi man flytter børnene fysisk. De får ikke noget med deres nye klassekammerater at gøre efter skoletid, når de bor så langt væk«.

Tosprogede børn bør ikke gå i skole fra 0. til 9. klasse uden at have kontakt til danske elever, er lærerne enige om. Alligevel er det uklart for dem, hvorfor Nordgårdskolen skulle nedlægges. De havde foretrukket, at byrådet havde fulgt skolebestyrelsens forslag om at gøre skolen til fødeskole med elever til 4. eller 5. klasse.

»Så havde de mindste børn haft et skoletilbud i nærområdet, og vi kunne have dannet venskabsklasser med modtageskolerne og forberedt overgangen i god tid. Det havde været mere ansvarligt og visionært. Det ville også have været spændende for elever og lærere fra modtageskolerne at være i kontakt med os«, siger Susanne Jacobsen.

Inddrag lærerne i debatten

Lærerne på Nordgårdskolen forstår ikke, hvorfor politikere aldrig sætter medarbejdere fra bunden af pyramiden sammen med forskere, når der skal findes løsninger på komplicerede problemstillinger.

»Den politiske dagsorden ser mest af alt ud til at gå ud på at gøre problemet mindre synligt, men på langt sigt er det rasende dyrt, hvis vores elever ikke bliver i stand til at tage en uddannelse og få job«, siger Lene Elmose.

Lærerne synes, de har gjort, hvad de kunne for at trænge igennem med deres budskaber.

»Da det kom frem, at 110 af vores elever var så svage, at de skulle have specialtilbud, reagerede formanden for børne- og ungeudvalget med et 'havde vi dog bare hørt om dem'. Vi har sagt det i årevis, men politikerne lod, som om d de ikke havde hørt det før«, siger lærernes tillidsrepræsentant, Hanne Palm.

Lærerne efterlyser en helhedsorienteret indsats, hvor der også både bliver taget hånd om familierne og skabt langvarige projekter med værksteder og job i bydelen.

»Vi sidder ikke med de vises sten, men man kunne nedsætte en tænketank, hvor man inddrager os, der arbejder med tosprogede, til at skabe en langsigtet vision. Nu nedlægger man skolen, og man taler om at rive boligblokke ned. Det er deres hjem, så det er klart, de føler sig forfulgt af samfundet. Det er ydmygende at blive fremstillet som dem, de andre ikke vil lege med, og derfor lukker området sig om sig selv«, siger lærerne.