Kommune slipper fortællingerne løs
Brønderslev Kommune har succes med at fortælle gode historier om folkeskolen. Det vælter ind med ansøgninger til ledige stillinger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
120 ansøgere til fire stillinger. Lærere og skoleledere står i kø for at komme til at arbejde i Brønderslev Kommune.
»Vi har aldrig fået så mange ansøgninger som nu, og der er altid kvalificerede ansøgere, når vi søger skoleledere. Med positive historier om vores skoler har vi sat Brønderslev på landkortet«, siger børne- og kulturdirektør Henning Risager.
Han har skrevet »Folkeskolens fantastiske fortællinger - storytelling i praksis« sammen med kommunens udviklingskonsulent Mette Krogh. Bogens 24 fortællinger er fortalt af elever, lærere, skoleledere og forældre og handler blandt andet om morgensang, legepatruljer og undervisning. Desuden diskuterer forfatterne, hvordan kommuner kan blive bedre til at dyrke storytelling i deres interne og eksterne branding.
For kommunerne har et ansvar for folkeskolens - og dermed lærernes - image, mener Henning Risager.
»Pressens billede af folkeskolen svarer ikke til vores. Vi har tilfredse lærere, elever og forældre, så vi vil give et andet billede. Bogen beskriver ikke sensationer, men hverdagshændelser, og dem bruger vi til at vise borgerne, at vi har et fint tilbud. Men også til at fortælle, at folkeskolen er en attraktiv arbejdsplads, hvor man som lærer får mange positive oplevelser«, siger Henning Risager.
Bogen er resultat af et projekt, som opstod, da Brønderslev og Dronninglund Kommuner blev lagt sammen. Projektet nåede et foreløbigt højdepunkt, da det i november sidste år blev tildelt prisen for det mest innovative kommunale projekt i 2007. Men det kan ikke stå alene, understreger Henning Risager.
»Vi supplerer med et andet, som handler om, at lærerne selv skal være med til at skabe respekt om lærergerningen, og følger også op med et kursus i kommunikation for 25 lærere«.
Det handler ikke om at tegne et lyserødt billede af folkeskolen.
»Hvis vi lader, som om der ikke er problemer i folkeskolen, er der ingen udfordringer for lærerne. Vi skal finde en balance mellem godt og skidt«, understreger Henning Risager.
Her spiller forholdet til pressen også ind.
»Vi har et rigtig godt samarbejde med de lokale medier, som er modtagelige for gode historier. Til gengæld fortæller vi også, når vi har begået en fejl. Så ved pressen, at vi arbejder med problemstillingen«, siger Henning Risager.
Læs anmeldelsen af »Folkeskolens fantastiske fortællinger - storytelling i praksis« på folkeskolen.dk
Henrik Stanek