Kina er blevet en del af skolehverdagen på Vonsild Sogneskole

Vonsild hepper på Kina

Olympiaden i Beijing senere på året har opnået speciel opmærksomhed på Vonsild Sogneskole, efter at eleverne har fået en venskabsskole, der ligger få kilometer fra de store sportsfaciliteter

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom det langtfra er alle elever i 3.a på Vonsild Sogneskole i Kolding, der er vilde med sport, er der udsigt til, at eleverne vil følge opmærksomt med, når olympiaden i Kina løber over tv-skærmene i august.

Eleverne og deres skolekammerater har særlig grund til at interessere sig for det store land i øst, fordi Vonsild Sogneskole har en venskabsskole, der ligger få kilometer fra de store olympiadefaciliteter i Bei­jing.

»Vi har lavet en masse, der har med Kina at gøre«, siger Louise, ni år.

»Jeg har for eksempel været med i en gruppe, der byggede et kinesisk hus i en papkasse. Det lignede et dansk hus, men det gør ikke noget, for vi havde på nettet fundet ud af, at der ikke er så stor forskel, bortset fra at de sover på madrasser på gulvet. Bagefter tog vi billeder af huset og sendte det til den kinesiske skole«.

»Vi skabte et helt Beijing, og bagefter satte vi tårne, broer og motorveje ind på de rigtige steder, så det blev tredimensionelt«, siger Mads, ni år.

»Vi tegnede de sportsgrene, der er med i De Olympiske Lege«, siger Magnus, ti år. »Bagefter fotograferede vi dem. Vi tegnede flag, og vi tog billeder af vores familier og lagde lyd på i PowerPoint og sendte det derover«.

Ambassadehjælp

På lidt længere sigt ville det være spændende at knytte kontakt fra elev til elev. Det kræver, at alle har en e-mail-adresse, og at engelskkundskaberne kommer op på et højere niveau.

»Vi har allerede skrevet lidt, men det kunne være sjovt at gøre det mere og at sende billeder, så vi kan få noget at vide«, siger Louise.

Eleverne i 3.b synes, de er godt med, når det gælder Kina. Det skyldes ikke mindst, at deres klasselærer Stefan Åge Nielsen sammen med skoleinspektør Jens Bay for kort tid siden var på besøg på venskabsskolen, der på engelsk hedder AnHuiLi Central Primary School.

»Det var lidt svært at komme i kontakt med skolen, fordi mail på engelsk ingen respons gav. Siden har vi fundet ud af, at kun få af lærerne på skolen kan engelsk. Derfor måtte vi have hjælp fra den danske ambassade i Beijing, og det gav resultater«, siger Jens Bay.

I Kina havde de to skolefolk følgeskab af en tolk, så besøget gav et stort udbytte.

»Der er basis for et konkret samarbejde, der koncentrerer sig om børnenes hverdag i de to lande, og på sigt kunne det være meget spændende, hvis vi får råd til at sende klasser på besøg i Kina«, siger Jens Bay.

Da Stefan Åge Nielsen ankom til den kinesiske skole, var noget af det første, han så, en undervisningstime med høj grad af disciplin og orden. Eleverne skulle i billedkunst farve papir, så det lignede batik, og der var ikke plads til ret meget kreativitet.

»Heldigvis så vi bagefter de samme elever slå sig løs i frikvarteret, så uden for timerne har de plads til at ligne danske elever«, siger han.

Ingen fodbold

På mindst to felter er der stor forskel på Vonsild Sogneskole og AnHuiLi Central Primary School. Sidstnævnte er meget langt fremme med it-udstyr, og man gør, hvad man kan for at undgå udfoldelse, der kan give eleverne småskrammer.

»Ingen fodbold i skolegården eller i idrætstimerne. Kommer en elev lidt til skade, resulterer det i en forældreklage, og den slags har man respekt for«, siger Stefan Åge Nielsen.

Om det også gælder på andre skoler i Kina, er et åbent spørgsmål. AnHuiLi Central Primary School er som en af få blandt hundredtusinder af skoler i Kina udvalgt til at være med i udvekslingsprojektet.

Forbindelsen mellem Vonsild og Kina er etableret gennem projektet »Heart-to-heart«, der i Danmark administreres af Team Danmark.

Til efteråret besøger to repræsentanter for den kinesiske skole Vonsild.