Elev-tv om mad og drikke

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sund mad i frikvarteret er godt. Men man skal også have noget at drikke til, og her vælger mange en Coca-Cola. Og det har tænderne ikke så godt af.

Det var de nære ting, som skoleelever fra ni skoler i Århus Amt satte fokus på, da de fredag formiddag i sidste uge sendte en halv times nyheder på TV2/Østjylland. Mange af indslagene handlede om det, eleverne putter i munden. 'Hvorfor forsvinder en is fra markedet, selv om den smager godt og er populær?', lød det undrende spørgsmål, som et hold unge reportere tog fat i. Andre kørte den videre over øl og natteliv, til hvordan det er at have en far, der har meldt sig til Natteravnene.

'Fair nok, nogen skal jo holde øje med os', svarede en pige fra Hammel. Eleverne havde produceret indslagene fra mandag til torsdag. Forinden havde deres lærere været på en uges tv-kursus hos TV2/Østjylland. De indslag, der ikke kom med i udsendelsen, ligger på hjemmesiden www.tvteen.dk, hvor man også kan se, hvordan man laver tv.

Og det med de populære is? De bliver taget ud af produktion for at give plads til de årlige nyheder på isskiltene.