Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En blanding mellem undren, måben, smilen
blev reaktionen, da vi så 'Profilen'.
Her sad fru Tørnæs i sin magt og vælde
som vor minister, og hun sku' fortælle
om alle disse nye fremtidsplaner,
som hun har udtænkt, mens vi stille aner,
at der skam mangler lærere og penge,
men hun har ikke tid at vente længe,
så der skal engelsk, tysk på skolens skema
langt før end nu, og hendes store tema
er 'fagligheden'. Damen har set lyset.
I hver kommune mærker man snart gyset.
For skatten den må nemlig ikke stige,
så flere timer får vi ikke lige
straks med det samme, og så må man spørge;
Hvad hulen har hun så tænkt sig at gøre?
For damen nå'de ikke at forklare,
hvor skolen og kommunen så må spare.
Jo, en idé vil hun vist gennemføre ...
'Vi fyrer bare skoleinspektører!'
Men hun skal hjælpes. Ingen tvivl om dette.
Her er lidt gode tips: Lad os dog sætte
lidt flere klasser sammen, så de største
af klasserne er dem, vi har i første.
Og selve undervisningssituationen
kan bare klares gennem megafonen.
Og hvad med skiftehold? Så klokken fjorten
står næste hold af børn ved skoleporten.
Vi underviser så til klokken tyve.
Når man blot er i gang, vil tiden flyve.
Og bøgerne kan bruges af de mange
små børn på skift og hver dag flere gange.
Halvér' vor løn. Det manglede da bare.
Vi ofrer gerne lidt, når man skal spare.
For halv bli'r seminarietiden osse.
Den, der ta'r fire år, er sgu en tosse.
Vor løn bli'r lisså halv og mer' beskeden.
Men husk - Vi ofrer alt for fagligheden!
'Merit' er Ullas løsning på hver trængsel.
Jeg tænker på Margrethe med stor længsel.
Fru Fischer