Overbestemthed er nok et nyt ord for nogen. For direktør Lars Goldschmidt, Dansk Industri, er det udtryk for den virkelighed, lærerne må finde sig i at være en del af, når de arbejder i en politisk styret offentlig sektor.

»Politikerne elsker at love mere, end der er penge til. Derfor vil de krav, deres løfter efterfølgende stiller til den offentlige sektor, med sikkerhed aldrig kunne opfyldes alle sammen. Det kalder jeg overbestemthed«, siger Lars Goldschmidt, som er oplægsholder ved KL's og Danmarks Lærerforenings ledelseskonferencer i slutningen af juni.

Overbestemtheden gør ledelse uundværlig. Det er nemlig lederens opgave at klarlægge realiteterne for i dette tilfælde lærerne.

»Den gode ledelse skal fortælle sine medarbejdere, at det ikke er muligt at opfylde alle politiske mål på én gang, men på samme tid melde ud, hvor der skal satses, nemlig der, hvor der er størst sandsynlighed for succes«, siger Lars Gold­schmidt, der taler af erfaring efter mange år som leder i det offentlige, blandt andet i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Skolelederen må også påtage sig ansvaret for at sikre, at folkeskolen når længst muligt ad den udstukne politiske rute, men også være parat til åbent at erkende over for lærerne, at det ikke er muligt at nå det hele.

Dialog og klare meldinger er nemlig en forudsætning for et godt samarbejde mellem ledelse og lærere, mener Lars Goldschmidt.

»En af mine hovedpointer er forventningsafstemning. Det er så vigtigt, at man taler sammen om sine forventninger, for det er jo typisk det, der går galt, når man skal lede professionelle. Ledelse og professionelle har forskellige forventninger til, hvad der skal komme ud af det«.

Definitionen passer

Lærerne lever ifølge Lars Goldschmidt til fulde op til den klassiske definition på at tilhøre en profession. De tilhører en faggruppe, der udøver deres arbejde på grundlag af en videregående uddannelse og ud fra videnskabelig og erfaringskvalificeret viden, de er præget af en vis fælles forståelse af arbejdet og dets betydning, og de har en fælles faglig verdensanskuelse og normer for, hvordan man skal opføre sig.

Det er alt sammen vældig godt, fordi de har stor faglig indsigt, og de er gode til deres arbejde. Bagsiden af medaljen er bare, at den professionelle ofte har svært ved at tillægge andres argumenter samme værdi som sine egne, tilføjer Gold­schmidt.

Det er lærerne ikke alene om, for det gælder også andre professionelle. Lægerne er nok det mest klassiske eksempel. For lærernes vedkommende har det i høj grad ført til, at folkeskolen er blevet bremset i sin udvikling, mener Lars Goldschmidt.

Man lyttede ikke til omverdenens ønske om forandring. Der var ellers god grund til at stille nye krav. Folkeskolen passer nemlig i dag til 40 procent af børnene. De ti procent dygtigste bliver ikke tilstrækkelig udfordret, og de 50 procent svageste har brug for langt mere faste rammer, mener Goldschmidt.

»Derfor valgte man fra centralt politisk niveau at smide 'Pisa-bomben'. Det var ikke nogen særlig elegant måde at komme i dialog på, men det var udtryk for frustration hos politikerne, som ikke følte, at de kunne trænge igennem til lærerne«, mener Goldschmidt.

Ledelse er noget nyt

Mange faggrupper bliver dagligt udfordret inden for deres organisation, fordi de møder andre professionelle med en anden faglig baggrund. Det gør lærerne ikke. Tvært-imod arbejder de i et ekstremt homogent miljø.

Alligevel er det langtfra nogen nem opgave at være skoleleder.

»Går vi 20 år tilbage, så befandt skolen og lærerne sig i et miljø, som var totalt ledelsesfremmed. Holdningen blandt de fleste lærere var, at ledelse var af det onde. Så hvis man gav ledelsen større indflydelse, ville den garanteret misbruge den.

Fra det udgangspunkt har skolen og lærerne udviklet sig i retning af at anerkende ledelse som nødvendigt og i nogle tilfælde som et positivt bidrag til skolens virke«.

Lars Goldschmidt lægger vægt på, at udviklingen skal ske i en dialog mellem ledelse og lærere, som skal bidrage med hver deres professionalisme. Lærerne ved bedst, når det gælder redskaber til den bedst mulige undervisning til det enkelte barn, men lærerne skal også være indstillede på at lytte til omverdenens krav og forventninger.

Lærere og ledere i folkeskolen har hidtil stået klippefast på, at man skal have en læreruddannelse for at være skoleleder. Det formelle krav er efter lærernes mening den bedste måde at skabe forståelse mellem leder og medarbejdere på. Men det er Lars Goldschmidt ikke enig i.

Når man skal lede professionelle, kan man godt have samme uddannelse, men det er ikke en forudsætning for at blive en god leder.

»Det afgørende er, at man er i stand til at forstå de professionelle og sætte sig ind i, hvordan de tænker, og have en dialog på et professionelt niveau. Derfor kan det være en fordel at have samme uddannelse som dem, man skal lede, men det kan også være en ulempe. Man kan nemlig have svært ved at se de begrænsninger, den professionelle har, fordi man ligner hinanden for meget«, siger han.