Foran mig løber to piger på syv-otte år. Med hver deres ketsjer, og en gul bold.

De prøver at spille tennis.

Enhver tennisjæger, som er på jagt efter kommende stjerner, ville erklære dem begge fuldstændig talentløse og løbe deprimeret videre.

Det er lidt synd. Her er faktisk meget at lære - for voksne.

Godt nok er der ikke meget, der lykkes elitesportsmæssigt.

Pigerne kan nemlig ikke ramme den bold.

Heller ikke hvis de tager bolden i den ene hånd og kaster op til sig selv. Der er ingen koordination mellem ketsjerhånd og boldhånd. Der samles op og samles op.

Til sidst kaster de skiftevis bolden til hinanden. Men nej, den kommer aldrig retur via ketsjeren.

Det er imponerende, at de bliver ved. Men det gør de, og de morer sig.

Der står heller ingen voksne ved sidelinjen og skælder ud og retter til. De er alene.

Der er ikke et ondt ord imellem dem. De lader ikke deres frustrationer gå ud over den anden.

De leger sammen, og den leg fungerer optimalt. Til begges tilfredshed.

Oplevelsen er ikke kun udtryk for to børns prisværdige legehjerte, men også udtryk for udfoldelse af tålmodighed - med sig selv og med hinanden - af nærmest gigantiske dimensioner.

Deres konfliktløse leg får mig til at tænke på mobningsdebatten, som mediemæssigt kulminerede for et par år siden i forbindelse med en WHO-undersøgelse, der antydede, at hvert fjerde barn i Danmark selv siger det bliver drillet i et omfang, så det går over i mobning.

En ganske grim høj procent - især sammenlignet med andre lande.

Det er klart, at arbejdet med mobning fortsat foregår på mange skoler, selv om medierne har slukket udsendelseslamperne, men lige pludselig fokuserer medierne igen - antændt af en given alvorlig sag - og så vil det vise sig, at på trods af mange gode aktiviteter, og med den sandhed også i bakspejlet, at der er skoler, som har god fod på mobningen på grund af særlige forhold, så mobbes der stort set i samme omfang som tidligere.

Uanset alle skolers lokale kampagner, velmente og velforberedte aktiviteter og gode tiltag så er jeg sikker på, at al mobning har afsæt i voksnes væremåde. Du kan ikke fjerne mobning i skolen uden at forandre de voksnes væremåde. Det er det gamle udsagn om, at børn ikke gør, hvad vi siger, men de gør, hvad vi gør.

Voksnes mobning af hinanden, voksnes primære fokusering på svage sider frem for stærke, voksnes evige holden 'sjov' med kollegaer, som har en skavank, er klassisk og bliver udtryksformer, børn overtager, fordi de ser dem praktiseret og udført til stor moro for andre voksne.

Sådan er det, og jeg tror, de skoler, institutioner og andre børnefyldte arenaer, som har fået mindre mobning, først og fremmest har ændret deres voksenadfærd.

Kampe mod mobning handler om at blive bedre til at holde kæft i tide, vise en ordentlig kulturel adfærd og større vilje til at synliggøre de enkelte børns kvaliteter og stærke sider.

Så får vi bugt med mobningsspiralen.

Tænk hvis evnen til at vise svaghed også blev honoreret, fordi det logisk nok er en styrke, at man tør vise sine mindre stærke sider. Hvor mange gange har voksne ikke sagt nej tak til at være med til noget, fordi 'det er jeg ikke så god til'.

Man har meldt sig ud af fællesskabet, fordi man ikke ville udstille sine svage sider i det offentlige rum.

Som et supplement til oplevelsen med de to tennispiger husker jeg fortællingen om de to badmintondrenge. Den ene var vældig god, men den anden var det modsatte, men som tennispigerne blev drengene ved.

Der var heller ingen voksne ved sidelinjen.

Til sidst sagde drengen, der ikke kunne ramme: 'Du er godt nok bedst til at ramme'.

Den anden svarede: 'Du er bedst til ikke at ramme'.

Frode Muldkjær er børnejournalist