Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu stemmes der, og vi bør stemme nej.
Enhver af os bør venligst lette sig
og sætte kryds i nederste rubrik,
hvor nej'et står, og derpå ta' et slik
på kanten rundt om vedlagte kuvert.
Det kan da ikke være særlig svært.
Og så skal stemmesedlen puttes i.
Så har vi fået sagt, hvad vi vil si'.
Men vi er blot en lille bitte brik
i dette spil. Og husk: I mat'matik
gi'r minus gange minus nemlig plus,
og det kan altså spille os et puds,
så nej og atter nej kan bli' til ja,
for ingen andre hørte, hvad vi sa'.
Her kan man godt misunde barnets trods.
Et treårsbarn er klogere end os,
for store voksnes vilje bøjer sig,
når først at barnet insisterer: 'Nej!'
I skolen tager vi den næste tørn.
Vi kalder ungerne 'forhandlingsbørn'.
Hver lærer står forklarende og bleg,
mens at eleven holder på sit 'nej'.
Så starter en proces. Den kender vi.
Og nøgleordet er 'demokrati',
hvor barnet skal forstå, at man kan ej
få ret hver gang og bare sige 'nej'.
Med hængerøv og bagvendt sat kasket
og hiphop-techno-pubertets-falset
på stemmebåndet bliver ungen sej
og prøver stadig med et stædigt 'nej'.
Ja, lær af barnets trælse stædighed.
Sig 'nej' og bliv blot ved og ved og ved.
Moralen er: Som David er vi klar
mod Goliat, når vi har givet svar.
Hvor der er vilje, er der også vej.
Respekt for barnet. Derfor si'r vi 'nej'.
Fru Fischer