Nu stemmes der, og vi bør stemme nej.

Enhver af os bør venligst lette sig

og sætte kryds i nederste rubrik,

hvor nej'et står, og derpå ta' et slik

på kanten rundt om vedlagte kuvert.

Det kan da ikke være særlig svært.

Og så skal stemmesedlen puttes i.

Så har vi fået sagt, hvad vi vil si'.

Men vi er blot en lille bitte brik

i dette spil. Og husk: I mat'matik

gi'r minus gange minus nemlig plus,

og det kan altså spille os et puds,

så nej og atter nej kan bli' til ja,

for ingen andre hørte, hvad vi sa'.

Her kan man godt misunde barnets trods.

Et treårsbarn er klogere end os,

for store voksnes vilje bøjer sig,

når først at barnet insisterer: 'Nej!'

I skolen tager vi den næste tørn.

Vi kalder ungerne 'forhandlingsbørn'.

Hver lærer står forklarende og bleg,

mens at eleven holder på sit 'nej'.

Så starter en proces. Den kender vi.

Og nøgleordet er 'demokrati',

hvor barnet skal forstå, at man kan ej

få ret hver gang og bare sige 'nej'.

Med hængerøv og bagvendt sat kasket

og hiphop-techno-pubertets-falset

på stemmebåndet bliver ungen sej

og prøver stadig med et stædigt 'nej'.

Ja, lær af barnets trælse stædighed.

Sig 'nej' og bliv blot ved og ved og ved.

Moralen er: Som David er vi klar

mod Goliat, når vi har givet svar.

Hvor der er vilje, er der også vej.

Respekt for barnet. Derfor si'r vi 'nej'.

Fru Fischer