Folkeskolens nye minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, bebuder et opgør med inklusionsreformen fra 2012. Vi er nok mange, som klappede i hænderne, da vi hørte den melding - ovenikøbet ledsaget af ord om, at der er for meget fokus på økonomi. Det er unægtelig sandt.

Men så melder eftertanken sig. For hvis opgøret betyder, at ministeren vil tilbage til dengang, hvor en stadig større del af eleverne i skolen blev udskilt i reservater, som var tilegnet deres særlige gruppe, så er det en elendig ide. Gamle dage i forhold til inklusion og specialundervisning er ikke gode, for dengang var det både dyrt og stigmatiserende for mange elever. Der var også dengang mange elever, som ikke fik støtte.

Interview: Minister lover mere frihed til lærerne og inklusionsopgør

Nu er problemet som bekendt, at inklusionsloven er blevet en spareøvelse. Det betyder - med alt for få undtagelser - at en enkelt lærer skal håndtere 25-27 elever på en gang. Læreren kan få vejledning. Læreren kan få undervisning i, hvordan man inkluderer elever med forskellige typer »særlige behov«. Læreren kan få gode råd og læse mange bøger.

Men når dagen kommer, står læreren helt alene med inklusionsopgaven i en klasse med for mange elever og for lidt forberedelsestid.

Det er ikke inklusion, men tålt ophold for mange elever - og deres lærer. Og det er desværre hverdagen hver eneste dag i folkeskolen. Det er dokumenteret så tit, at man næsten ikke orker at tænke på det. Senest stod lærere frem i Folkeskolens artikelserie »#inklusion«, hvor vi også holdt et debatarrangement, som fokuserede på løsninger.

For løsningerne findes. De behøver ikke engang at være exceptionelt dyre. Men naturligvis koster de mere end en lærer/en klasse. Der er flere muligheder. I dette blad fortæller forsker Janne Hedegaard Hansen for eksempel om co-teaching. I denne undervisningsform skifter eleverne mellem forskellige typer undervisning i et fast system - og der er to voksne, en lærer og en speciallærer/-resurse, som forbereder, gennemfører og evaluerer undervisningen sammen.

Det kræver, at man tænker i organiseringen omkring skolen. Som forskeren tidligere har fastslået, ligger der resurser i at få hele støttesystemet omkring klassen og læreren ind i selve undervisningen i stedet for at være en »dekoration« rundt om. Det vil betyde ekspertise og ekstra hænder i klassen og sender ikke elever med »særlige behov« ud af klassen som i de gode gamle dage.

Men naturligvis skal der også hentes penge op af kommunekassen. Og det er måske ikke helt så urealistisk nu som tidligere. I den nye økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne lægges der op til, at inklusionen skal fungere i »almenmiljøet«, og at der skal ske en analyse af blandt andet resursetrækket. Djævlen ligger i detaljen i ordvalget. Man kan håbe, at det betyder, at sparehatten skal smides ud, og at der bliver tænkt i ægte inklusion.