I den aktuelle folkeskoledebat bliver fænomenet forklaret som biologiske kønsforskelle. Men forskellige studier viser, at piger sandsynligvis bliver underdiagnosticeret og bærer rundt på uopdaget autisme eller ADHD. Viden på området er måske knap så entydig, som den ellers oftest fremstår.

Drenges overrepræsentation i specialundervisningen har medført et massivt fokus på behovet for at tænke i nye køns-pædagogikker i skolen, der skal være »drengevenlige«:

»Vi kan se, at drengene bliver hægtet af, og derfor skal vi udvikle pædagogikken, så den også rammer dem« (Christine Antorini, Politiken, februar 2012).

»Det er, som om pigerne har fundet ud af, hvad skolen vil have dem til at gøre, mens mange drenge lærer anderledes og derfor ender med at udfordre systemet. Og nogle af de drenge ender i specialundervisningen« (Benedikte Ask Skotte, Jyllands-Posten, november 2011).

For den brede offentlighed er fortællingen om de biologiske kønsforskelle da også overbevisende og til at tage at føle på, når udfordringerne med »de urolige drenge« skal håndteres.

Men har evolutionsteorien om, at drenge naturligt er mere udfarende og har behov for kamp og konkurrence, måske fået for meget indflydelse på skolens pædagogiske arbejde?

Noget tyder på, at den biologiske fortælling ikke samler alle brikkerne i forståelsen af drenge og piger i skolen.

Piger med udviklingsforstyrrelser

Foreløbige kliniske erfaringer får forskere til at efterlyse mere viden om piger med autisme og ADHD. Den svenske forsker Svenny Kopp har i sin afhandling (»Girls with social and/or attention impairments«, 2010) vist, at kun hver tiende pige fik den rigtige diagnose fra begyndelsen, og at piger med en spiseforstyrrelse i teenageårene oftest havde en udiagnosticeret autismediagnose.

Piger med en lavere begavelse (IQ under 70) får oftere en autismediagnose, hvorimod vanskeligheder hos piger med normal eller høj begavelse typisk tolkes anderledes.

Tilsyneladende er piger med autisme eller ADHD dygtigere end drenge til at kamuflere deres problemer, idet de kopierer en relevant adfærd. De spørger måske mere og er mere talende, hvilket kan »tilsløre« en manglende interesse eller indlevelse i og forståelse af den pågældende situation (Autisme.dk).

Men ifølge undersøgelserne risikerer problemerne på sigt at manifestere sig i selvskadende adfærd (for eksempel cutting) eller spiseforstyrrelser, hvis pigerne i stedet for specialpædagogiske tilbud tilbydes psykoterapeutisk behandling.

Eftersom størstedelen af forskningen primært er baseret på drenge, mener nogle forskere altså, at det er sandsynligt, at piger - som ikke ligner de urolige drenge - ikke genkendes i systemet som piger med udviklingsforstyrrelser, og at deres adfærd mistolkes eller overses af omgivelserne.

Hjerner er formbare

Især hjernens biologi er blevet fremhævet som den primære årsag til den skæve kønsfordeling blandt børn med udviklingsforstyrrelser. Tesen foreslår, at drenges hjerner er forskellig fra pigers, idet den udvikler sig langsommere og derfor er mere sårbar over for miljøbetingede påvirkninger og i forhold til udviklingen af sprog.

Men der findes også en anden hypotese, der i stedet foreslår, at visse gener på X-kromosomet kan relateres til udvikling af autisme. Idet pigerne har to af de samme kønskromosomer (XX), mens drenge har to forskellige kønskromosomer (XY), betyder det ifølge denne teori, at pigerne er bedre genetisk beskyttede på grund af det ekstra raske X-kromosom.

To førende forskere i hjernens udvikling, Christian Gerlach og Jesper Mogensen, mener, at forskelle på kønnene i højere grad hænger sammen med den måde, som piger og drenge opdrages på.

»(…) hjernens struktur og funktion også er et produkt af individets erfaringer« (Kristeligt Dagblad, august 2011).

Der er ifølge deres forskning meget få markante forskelle på drenge- og pigehjerner. Selv forskellene på mænds og kvinders sproglige og matematiske formåen er minimale og må derfor betragtes som statistisk ubetydelige. Til gengæld er der større variation fra den ene drengehjerne til den anden, end der er fra gruppen af drengehjerner til pigehjerner.

I pædagogisk sammenhæng giver det derfor ikke mening at arbejde ud fra tesen om, at drenge- og pigehjerner lærer forskelligt.

Vi finder det, vi leder efter

Også udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD er meget komplekse og kommer vidt forskelligt til udtryk hos det enkelte menneske.

Diagnoserne kan kun for-
klare, hvorfor nogle børn oplever vanskeligheder i bestemte 
situationer. De kan ikke forklare, hvordan det vil præge det enkelte barns liv.

Ifølge specialpædagogikken er det undervisning i sociale færdigheder og social tænkning samt ro og forudsigelighed, der bør spille en afgørende rolle op gennem hele skoleforløbet - hvilket umiddelbart står i kontrast til det aktuelle fokus på »drengevenlige aktiviteter«, konkurrence og hierarki og et formodet interessefællesskab.

Vores virkelighed formes også af den viden, vi har til rådighed om drenge og piger og udviklingsforstyrrelser. Og eftersom den tilgængelige viden er mangelfuld - hvad er vi (fagfolk, politikere, forældre) så egentlig i stand til at tænke om drenge og piger og udviklingsforstyrrelser? Der er en tendens til at finde det, man leder efter - og det betyder også, at man ikke finder det, man ikke leder efter - for eksempel piger med ADHD- eller autismeadfærd.

Det handler ikke om at øge antallet af diagnosticerede børn, men om at undersøge og tage stilling til de fremherskende billeder, vi har af den »udadreagerende dreng« og »den stille pige«, med andre perspektiver og blikke.