For første gang skal behov nu vejes op mod økonomi, når specialundervisningen i folkeskolen skal vurderes. Det er den glidebane, som KL og Finansministeriet har sat gang i med aftalen om den kommunale økonomi.

Der er tale om en klassisk studehandel, som løser et problem for de to parter på hver sin side af bordet. Til gengæld skaber den så problemer for forældre, elever og lærere.

Når man læser den tørre aftaletekst, kan man se de to parter for sig - på hver sin side af bordet: Staten i skikkelse af Claus Hjort Frederiksen vil have kommunerne til at spare også på folkeskoleområdet.

KL - i form af socialdemokraten Jan Trøjborg - forklarer på sin side, at man jo gerne vil spare, især på specialundervisningen, som er en voksende udgift på de kommunale budgetter. Men kan ikke, så længe folkeskoleloven giver eleverne ret til specialundervisning, hvis det skønnes, at behovet er der. Og kommunerne kan ikke få lov til at vurdere behovet, fordi forældrene har ret til at klage til Klagenævnet for Specialundervisning, hvis de er uenige i kommunens afgørelse. Og klagenævnet giver dem ofte medhold.

Det var et problem allerede sidste år ved de samme forhandlinger. Her lovede regeringen så at ændre loven, så kommunerne fik muligheder for at bremse udgifterne.

Men det er som bekendt ikke lykkedes at få gennemført en ændring af folkeskoleloven. Og derfor har problemet for de to ikke ændret sig. Så nu har de udtænkt en ny metode: I stedet for at ændre loven ændrer de reglerne for at klage.

For det første skal klagenævnet argumentere mere, hvis det vil afvise en kommunal afgørelse. For det andet skal klagenævnet nu også tage økonomien i betragtning. Og endelig lover de to parter hinanden at se nærmere på, hvordan klagenævnet er sammensat.

I øjeblikket har nævnet en juridisk formand - og med ved bordet sidder repræsentanter for handicaporganisationer. De er velinformerede, velargumenterende og svære at komme uden om.

Så er det nemmere at skifte dem ud.

Man kan sådan set godt forstå KL. For den kommunale økonomi er offer for klassisk abeflytning:

Det står i folkeskoleloven, at elever skal have støtte, hvis de har behov for det. Det ser smukt ud. På den anden side strammer staten den økonomiske styring mere og mere for kommunerne, som hverken må sætte skatten op eller overføre penge fra et år til et andet. Den kommunale frihed består i selv at bestemme, hvordan man vil skære ned. Så aben ender på skulderen af den enkelte kommune og i sidste ende den enkelte skole, som får tildelt aben af kommunen.

Der findes mange gode eksempler på, at det er muligt at inkludere flere elever i den almindelige folkeskole ved at ændre i undervisningen eller tildele støtte - og det behøver ikke engang altid at være dyrt - som det også fremgår af dette nummer af Folkeskolen. For alle lærere ønsker at inkludere flere elever. Men det er svært.

I mange tilfælde koster det altså også penge.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org