»En god lærer er sød og forstående. Men hun skal ikke være overdrevet pædagogisk og karma-fikseret. Kittie går ind for karma, men det er ikke for meget«, siger Patrik Rædkær Pedersen fra 8.k på Mørdrupskolen i Espergærde.

Han og klassekammeraterne er enige om, at de har en rigtig god klasselærer. Hun varierer sin undervisning og giver eleverne ansvar for egen læring. Men hun er også forstående og taler med eleverne om andet end det faglige.

»En god lærer forstår, at vi er i en alder, hvor vi er følsomme. Hun skal være glad, for så bliver vi også glade«, siger Luna Nikoline Kyhl.

»Men det er vigtigt, at hun er hård, når det kommer til stykket, så vi får lavet vores ting. Det er Kittie«, siger Jonas Agerbo Traulsen, og klassen nikker.

I et hjørne af lokalet sidder 8.k's klasselærer Kittie Andreasson Jensen og lytter opmærksomt. Hendes ansigt lyser op, når hun beskriver, hvad alle de rosende ord betyder for hende.

»Det giver mig næring. Jeg har lyst til at undervise, når jeg kan se, at min omsorg, forståelse for og anerkendelse af eleverne giver tifold igen. Det bekræfter mig i, at jeg gerne vil være lærer«, siger hun.

Klassen skal være den gode familie

Hun blev klasselærer for 8.k, da den for knap to år siden blev sat sammen af elever fra Mørdrupskolen og en nærliggende landsbyskole. Kun fem af eleverne har gået sammen før. Ifølge klasselæreren kan det være meget problematisk at sætte en klasse sammen i den alder, fordi der let kan opstå et hierarki. Men det er ikke sket i 8.k.

På Mørdrupskolen specialiserer lærerne sig i bestemte klassetrin, og Kittie Jensen underviser kun i udskolingen. Det er positivt, mener hun.

»Jeg tror, der kan opstå mange misforståelser, hvis man som lærer ikke sætter sig ind i, hvilken størrelse man har med at gøre. I udskolingen er der så mange følelser og hormoner på spil, og som lærer skal man kunne give eleverne en forståelse. De er jo fantastiske, når man først kommer ind til dem«.

Hun yder en stor indsats for at tale med eleverne om andet end skole. Efter hendes mening er der intet i klassen, som hun ikke kender til.

»Hvis eleven ikke selv kommer til mig og fortæller om sine problemer, gør en anden. De holder øje med hinanden«, siger hun.

En af årsagerne til de gode forhold i klassen skyldes, at hun opfordrer eleverne til at se hinanden som en slags familie.

»I en familie skal man være tryg, og man skal hjælpe og holde af hinanden. Selvfølgelig opstår der konflikter, men så hjælper de andre. Ellers kan familien ikke fungere«, siger Kittie Jensen.

Hvis der opstår en konflikt mellem hende og en af eleverne i klassen, er det ikke kun de to implicerede, der skal løse problemerne. Det er hele gruppen.

»Jeg følger en hawaiiansk model, der hedder 'Hopono pono'. Den går ud på, at alle er fælles om problemerne. Jeg skal bare sige: 'Hopono pono', så ved de godt, at de er fælles om konflikten. Alt afhængig af omfanget kan jeg selvfølgelig godt tage snakken med den enkelte, men det handler ofte også om alle de passive tilskuere«, siger hun.

Variation er vigtig

Hun har i dag rykket en del af 8. k's undervisning udenfor på skolens græsplæne. Eleverne har sat sig i en stor rundkreds, og inde i midten pakker læreren nøjsomt en stor, glitrende sten ud af et stykke stof. »Den magiske sten«, der stammer fra Andesbjergene.

»Husk nu, at alle skal have lov til at få nogle anerkendende ord med på vejen. Vi får det altid godt, når vi hører nogle positive ord om os selv«, siger hun og kigger rundt på de opmærksomme, tavse elever.

Kittie Jensen har opfundet legen om »Den magiske sten«, og hun leger den med alle klassetrin. Alle i rundkredsen skal give stenen videre til en anden fra klassen, og når den bliver overleveret, skal afsenderen sige en positiv ting om modtageren. 8.k tager legen meget seriøst.

»Jeg synes, du er rigtig dygtig til det faglige, og du er også sød. Det er dejligt at have en god stræber som dig i klassen«.

»Du er en af dem, der gør klassen til vores klasse«.

»Jeg ved godt, at vi ikke ses så tit. Men det ville være dejligt at være noget mere sammen med dig, for du virker som en rigtig sød person«.

Tilkendegivelserne er mange og ærlige, og alle i kredsen skal have stenen én gang. Drengene skal også give til pigerne og omvendt.

»Det bliver nemmere at sige noget pænt til hinanden, når stenen er med. Der er ikke så meget hokuspokus i det. Man kan sagtens lege, selvom man går i 8. klasse«, siger Kittie Jensen.

Hun gør meget for at variere undervisningen, og når det ikke er gennem selvopfundne lege og pludselige ture ned til køkkenet, bruger hun undervisningsformen cooperative learning, hvor eleverne arbejder i grupper, og læreren sørger for, at der er stor udskiftning, så alle arbejder med alle. På den måde sikrer hun det gode sammenhold i klassen.

Hvis eleverne er ugidelige over en opgave, siger hun ofte: »Jeg forstår godt, du synes, det er kedeligt, men ...«, og det er noget, der virker.

»De vender bøtten, når man viser dem forståelse. Selvom jeg stiller krav til dem, bliver de mere samarbejdsvillige, når jeg har givet dem forståelse. Bare de tre ord 'jeg forstår godt', det har en stor virkning på mange unge«, siger hun.

Derudover gør hun meget ud af sit sprog. Hun bander ikke i klassen, og når læreren ikke bander, gør eleverne stort set heller ikke. Hun er også meget opmærksom på ikke at bruge ironi, når hun underviser.

»Sprog er supervigtigt at arbejde med, fordi det kan give børn nogle mén. Især hvis det er noget, der gør ondt på dem«, siger hun.

Grobund for god læring

8.k har en lige så klar definition af en dårlig lærer som af den gode. Ifølge eleverne hidser den dårlige lærer sig op uden grund, er kedelig og tager ikke hensyn til elevernes personlige problemer. Den dårlige lærer kommer fra den gamle skole og underviser på den samme kedelige måde, og det kan mærkes på elevernes humør.

»Alle klasser er da værre ved en dårlig lærer end ved en god. Stemningen i klasselokalet er dårlig, og måske bliver eleverne lidt mere snakkesalige«, siger Marie Engelbrecht Jeppesen. Men i klassen er de enige om, at de ikke rigtig har dårlige lærere på Mørdrupskolen.

Kittie Jensen havde også et meget nært forhold til sin tidligere klasse. Hun fortæller, at eleverne på nogle punkter nærmest opfatter hende som en ekstra mor.

»Jeg viser dem anerkendelse og forståelse og holder af dem. Nogle gange kan jeg komme til at kalde dem for 'skat', og det er da bare hyggeligt. Så siger jeg: 'Godt gået, skat', hvis jeg bliver stolt af dem. Men jeg er professionel. Når jeg er her, er jeg på og giver dem omsorg ognæring. Men når jeg har fri, har jeg fri, og de to verdener skal ikke blandes sammen«, siger hun.

Men hun mener, det er essentielt at være personlig over for eleverne, når man er sammen med dem. Så får de også lyst til at lære mere.

»Det giver grobund for god læring. Det er vigtigt, at børnene er glade for, at de har lært noget og er blevet accepteret og anerkendt. Hvordan har vi det ikke lige selv, når vi har opnået det efter en arbejdsdag?« spørger hun.