Som klasselærer bruger jeg mindst 20 minutter på fortælling hver eneste dag gennem en klasses samfulde ni skoleår. Fortæller eller lader eleverne fortælle. Problematiserer og fortolker. Nedtoner og fremhæver. Abstraherer og generaliserer. Og somme tider udlægger til åben diskussion.

Det kan være fortælling om fødsel, familie, store bedrifter, ulykke og død, om fodbold, ørkenrotter og fritidsjob eller om Sys Bjerre, klimaproblemer og udviste irakere.

Den lille fortælling er med til at udvikle jeg'et, fordi den handler om eksistens, men styrker også fællesskabet, fordi den skaber tryghed og samhørighed. Eleverne lærer hinandens baggrund, interesser, præferencer, tilbøjeligheder og sprog at kende. Og læreren får lejlighed til at vise og udvikle fællesskabets, fordragelighedens og generøsitetens muligheder.

Når Thea fra 4. klasse for eksempel fortæller, at hendes forældre skal skilles, fordi hendes far har fået følelser for en anden kvinde end hendes mor, bidrager det til at hjælpe hende af med følelsen af ensomhed og forladthed, men det kalder også på medfølelse hos de andre elever i klassen, og det afstiver selvværdet hos andre elever med fraskilte forældre, det er med til at forme den enkeltes opfattelse af normativitet, det fremmer en sprogliggørelse af følelsesmæssigt vanskelige emner, og det giver læreren mulighed for at inddrage etiske perspektiver i undervisningen.

Min faglige intuition siger mig, at den lille fortælling har en meget stor betydning for elevernes læringsparathed. Mange elever bruger enorme resurser på at positionere sig i klassens hierarki og er mere end nogensinde i danmarkshistorien sårbare over for andre elevers syn på dem og bange for at gøre sig til grin eller forivre sig socialt eller fagligt. Den fortrolighed, den klassekultur og det sprog, der udspringer af fortælling og samtale under lærerens ledelse, frigør en mængde energi og frihed til at lære.

Det er selvfølgelig bare en fornemmelse, som det nok kan være svært at måle eller skaffe evidens for!

Erik Schmidt