Det er utrolig vanskeligt at få støtte til at hjælpe de elever, der har særlige behov og måske ikke hører hjemme i den almindelige skoleklasse. 77 procent af de tillidsrepræsentanter, Danmarks Lærerforening har spurgt i en ny undersøgelse, betegner lærernes muligheder for at få støtte til de elever som dårlige eller meget dårlige. Lærerne mangler hjælp til holddeling, speciallærer, støttelærer/tolærerordning og undervisning i specialcenteret.

»Det helt store problem er rummelighedstanken, der ikke er fulgt op med tilstrækkelige resurser. Vi har elever, der hører hjemme i specialskoler, der spises af med to ugentlige støttetimer. Det er uanstændigt over for både eleven, klassekammeraterne og lærerne«, lyder en kommentar i DLF's undersøgelse.

Endnu værre står det tilsyneladende til, når det drejer sig om de børn, lærerne henviser til støtte uden for den almindelige klasse. Her svarer 86 procent af tillidsrepræsentanterne, at lærernes muligheder for at henvise elever med særlige behov til specialpædagogisk indsats uden for normalklassen er dårlige eller meget dårlige. Det kan være gruppeordninger, specialklasse eller specialskoler, viser DLF's undersøgelse.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening:

»Det er en meget stor belastning for mange lærere, når de oplever, at de har identificeret nogle problemer, som de ikke kan få hjælp til at løse. Men vi må ikke nøjes med at konstatere problemerne, vi må også bidrage til at finde løsninger på dem. Der skal flere resurser til elever med behov for særlig støtte. Men vi svigter vores medlemmer, hvis vi ikke tager fat i og forsøger at hjælpe dem med at finde løsninger på de konkrete problemer, de står med i dagligdagen ude på skolen. Som organisation må vi bidrage til at kvalificere lærerne til opgaven«.

Det bliver værre

Professor i specialpædagogik Niels Egelund kalder det et »dystert og alarmerende« billede, der tegnes i undersøgelsen.

»Jeg er bekendt med, at mange ofte synes, at det er svært. Uanset hvor kvalificeret og veluddannet en lærer er, så er der børn med så massive problemer, at de skal have hjælp udefra«.

Efter hans opfattelse er det bydende nødvendigt at tilføre flere resurser for at kunne hjælpe de svageste elever. For at hjælpe lærerne til de børn, som kan blive i den almindelige klasse, drejer det sig om, at hver skole mindst skal have én læsevejleder og én AKT-vejleder (adfærd, kontakt, trivsel), som har tid sat af på årsplanen til at støtte kollegerne.

Men dernæst handler det også om at opprioritere de særlige tilbud, som formidles via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

»Der er katastrofalt dårlige betingelser for truede elever. PPR mestrer op til års behandlingstid for børn, som decideret er truet i deres udvikling - ikke bare fagligt, men også socialt. Vi oplever et totalt fravær af hjælp«, siger en tillidsrepræsentant i undersøgelsen.

Og det er gået den forkerte vej med kommunalreformen, mener en anden:

»Antallet af timer til specialundervisning er skåret ned til en tredjedel siden kommunesammenlægningen. Før blev timerne til særlig bistand givet efter behov - nu gives de som et procenttillæg (landsgennemsnit) uden hensyntagen til det reelle behov«.

Niels Egelund deler den alvorlige bekymring for udviklingen. Det ser slemt ud nu, men det bliver værre, forudsiger han.

»Jeg nærer en stor bekymring for fremtiden, fordi jeg forudser, at specialinstitutionerne vil blive brugt langt mindre. Lige nu har kommunerne i forbindelse med kommunalreformen sluttet en borgfred om, at man ikke tager elever hjem fra de tidligere amtsskoler, men den holder jo kun frem til 2010, og så bliver det for alvor slemt. Så vil vi se, at flere kommuner vil holde de børn i den almindelige klasse«.