»Der er nu kun en papirvæg mellem parterne i skoleforhandlingerne«, sagde undervisningsminister Julius Bomholt i en kritisk fase i forhandlingerne. Det illustrerede dagbladet Information den 20. marts 1957 under overskriften »Fra den skolepolitiske arena«

Dengang DLF var mest enig med De Konservative

Bølgerne gik højt i 1950'erne - både i og omkring folkeskolen og i Folkeskolen. Det store spørgsmål var, om eleverne skulle deles eller undervises sammen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1958 fik Danmark både en ny folkeskolelov og en ny gymnasielov. Debatten op til lovenes vedtagelse var både tilspidset og højrøstet. Stridspunkterne havde først og fremmest været, om Danmark skulle have en delt eller udelt skole, eller - for at sige det mere mundret - skulle børnene i byerne fortsat sorteres efter 5. klasse efter karakterer, og skulle samme ordning også indføres ude på landet? Det mente Danmarks Lærerforening, DLF, Danmarks Realskoleforening, DR, og Gymnasieskolens Lærerforening, GL. Det samme mente Det Konservative Folkeparti og dele af Venstre. Socialdemokratiet og De Radikale var imod.

DLF har fra sin stiftelse været partipolitisk neutral. Foreningen skulle dengang som nu »varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, styrke sammenholdet og virke for folkeskolens udvikling«. DLF's samfundsmæssige betydning har først og fremmest været, at foreningen har præget samfundsdebatten om folkeskolen og læreruddannelsen, og at man har påtaget sig medlemskab af kommissioner og udvalg og her repræsenteret en pædagogisk saglighed. Forud for 1958-lovens vedtagelse markerede foreningen sig klart politisk. DLF havde en »eliteorienteret og akademisk tankegang«, som Henning Bregnsbo udtrykte det i 1971 i bogen »Kampen om skolelovene i 1958«, hvor han har kulegravet forløbet. »Danmarks intelligens måtte ikke - til skade for landet - hæmmes i sin udvikling«, mente DLF ifølge Bregnsbo.

Spørgsmål melder sig umiddelbart: Hvad var baggrunden for DLF's synspunkt? Stod alle medlemmer bag? Og fik foreningens standpunkt betydning for gennemførelsen af loven?

Danmark var dengang i forandring. Landet kom relativt velbjerget ud af krigen, befolkningstallet var stigende, besættelsestiden havde store fødselsårgange, og 100.000 forlod landbruget og søgte til industrien og forskellige servicefag i byerne. Omegnskommuner udviklede sig eksplosivt, og der blev bygget nye skoler.

Mange mennesker blev ikke i det lokalsamfund eller den socialgruppe, hvor de var født. De sociale og kulturelle modsætninger mellem samfundsklasser og mellem land og by var stadig relativt store. Folkeskolen havde for eksempel forskellige timetal og fag i land og by, og kun byernes mellemskoleklasser og de såkaldte præliminærkurser i stationsbyerne gav adgang til gymnasiet og dermed videregående uddannelse.

»Maskeret propaganda«

Folkeskolens opdragelse til demokrati havde været til debat allerede under besættelsen. Fra flere sider var det blevet hævdet, at det gjorde skolen hverken i sin organisation, sit indhold eller sin struktur. Inger Merete Nordentoft - som var formand for Københavns Lærerindeforening og Fælleslærerrådet fra 1939 til 1945, aktiv i modstandskampen, senere landskendt som enlig mor og inspektør på Katrinedalskolen i København og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti - udsendte for eksempel i 1944 den kritiske publikation: »Opdragelse til demokrati«. Hendes synspunkter blev udbygget af gruppen Frit Danmarks Lærergruppe og udsendt allerede i juni 1945 som »Emdrupplanen«. Gruppen ville gerne overtage den tyske skole i Emdrup, som lå i de bygninger, hvor Danmarks Pædagogiske Universitetsskole nu har adresse.

Den offentlige skole skulle, mente gruppen, både i byerne og på landet have en fælles linje til det 18. år uafhængig af elevernes intelligensforskelle. Samtidig skulle en statslig forsøgsskole oprettes. Planen blev sendt til Folketinget og skabte debat.

Danmarks Lærerforening tog afstand. Forslaget var for omfattende til at være sagligt begrundet, og underskriverne var kommunister. Det var - skrev Folkeskolens redaktør H. Bahne Jensen i august 1945 - »maskeret propaganda« for en kommunistisk demokratiopfattelse. DLF gik sammen med Danmarks Realskoleforening og Gymnasieskoleforeningen og udarbejdede et modtræk med forslag til forsøgsundervisning og til en fremtidig delt skolestruktur. Men DLF's synspunkter mødte modstand - både internt og eksternt.

Indenfor i foreningen ville fraktionen af landsbylærere beholde den struktur, de havde, nemlig en udelt skole gennem hele skoleforløbet - en uenighed, DLF forsøgte at holde inden døre. Samtidig udsendte folk med tilknytning til foreningen og bladet »Hjem og Skole« i 1954 den såkaldte »Askovadresse«. Deres hovedsynspunkt var, at folkeskolen skulle være udelt og hvile i sig selv. Dens liv og arbejde burde ikke forstyrres af, at nogle af eleverne skulle videre i eksamensskolen. Bag adressen stod også repræsentanter fra partierne Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre - blandt andre den tidligere og senere radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen.

I august 1954 skrev Folkeskolen, at DLF ville give eleverne i land og by lige muligheder, men - skrev redaktør H. Bahne Jensen i kursiv - »inden for den bestående struktur«, og foreningen ville »ikke følge den Jørgen Jørgensenske parole: Luk eksamensmellemskolen«!

I midten af 50'erne blev flere skolelovsforslag lagt på Folketingets bord, og den socialdemokratiske undervisningsminister, Julius Bomholt, der var erklæret tilhænger af en udelt skole, fremsatte et forslag om en »mild deling« i håb om at imødekomme Danmarks Lærerforening, men Venstre og De Radikale kunne ikke støtte forslaget. Det Konservative Folkeparti fremsatte så et forslag om en delt skole, som DLF - og Folkeskolens redaktør - helhjertet tilsluttede sig. Forslaget var - skrev redaktør Kai Dose i en leder den 18. oktober 1956 - »så gennemtænkt, realitetsbetonet og frisindet«, og det måtte kunne samordnes med regeringens forslag.

Men forhandlingerne lykkedes ikke. Bomholt ville gennemføre en seks- eller syvårig udelt skole med et frivilligt 8. skoleår. »Minister taber balancen« hed det i overskriften til Kai Doses leder i Folkeskolen den 15. november. »Det er uhørt at fremsætte et skolelovsforslag uden medvirken af repræsentanter for de ansvarlige lærerorganisationer. Så vidt vides er det ikke sket før i dansk skolelovgivning, og det forekommer utilbørligt over for de mange tusind mennesker, der skal arbejde under en sådan lov«.

Misbilligelse og spændetrøjetrusler

DLF fandt situationen håbløs og ønskede en hurtigtarbejdende kommission nedsat, men ønsket blev ikke imødekommet. I den tilspidsede situation meldte landsbylærernes fraktion markant ud i avisen Social-Demokraten den 30. november under overskriften »Folkeskolens redaktør modtager misbilligelse«. DLF's hovedbestyrelse varetager først og fremmest byskolernes forhold, sagde hovedstyrelsesmedlem, førstelærer Magnus Kirk fra Hammerum til avisen. Anledningen til interviewet var, sagde han, »Folkeskolens gentagne voldsomme angreb på undervisningsminister Julius Bomholts nye skolelovsforslag«. Magnus Kirk var formand for DLF's bladudvalg, og til avisen sagde han: »Folkeskolens redaktør er suveræn, og bladets spalter skal være tumleplads for det frie ord. Sådan har vor stilling til bladet altid været«. Men tilføjede så en slet skjult trussel: »Jeg håber ikke, det skal blive nødvendigt at lægge spændetrøje på redaktøren«.

Det skabte voldsom røre, foreningen fremstod svækket, og på forsiden af Folkeskolen blev der ugen efter bragt, hvad man kaldte »to erklæringer«. En, hvor forretnings- og bladudvalget beklagede »interviewets fremkomst«, og en fra Magnus Kirk, hvor han beklagede, »at enkelte udtryk har fået en skarpere form end af mig tilsigtet. Idet jeg ikke ønsker at stå i noget modsætningsforhold til foreningens linie«.

I samme blad kunne man længere inde så finde nogle få linjer fra redaktør Kai Dose, hvor han »på baggrund af udvalgserklæringen på ledersiden« frafaldt at kommentere sagen.

Forlig om en »mild deling«

I 1957 blev der dannet en socialdemokratisk-radikal regering med Jørgen Jørgensen som undervisningsminister. Hans forhandlingsevne, en sandsynlig sympati mellem ham og DLF's formand Stinus Nielsen - som personligt gik ind for princippet om den udelte skole - og nok en stigende erkendelse i DLF af, at man burde søge forhandling, skabte en ny situation.

I hovedstyrelsen var købstadslærerne i flertal, og de gik ind for fortsat deling af eleverne. Men Stinus Nielsen tilkendegav forhandlingsvilje, og den 17. oktober kunne man i Folkeskolen læse, at han »tilsagde foreningens positive støtte til en løsning, så langt som man mener det forsvarligt at gå på grundlag af praktiske erfaringer og under hensyn til kendskab til barnets evner og behov«. Han beklagede samtidig, »hvis vor skoles fremtid skulle opbygges på et lovbud, som ikke får tilslutning fra skolens arbejdere«.

Jørgen Jørgensen ønskede, at DLF skulle bakke op om en ny lov, og at Venstre, som det store parti det var, skulle stemme for. Samtaler mellem minister og lærerformand og lange forhandlinger i Folketinget fulgte, og i april 1958 blev man enige. Forliget hang imidlertid i så tynd en tråd, at spørgsmålet om, hvorvidt læreruddannede fra Den Frie Læreskole i Ollerup skulle kunne få ansættelse i folkeskolen, var ved at sprænge det. Enden blev, at de skulle bestå en prøve - en regel, der stadig gælder. Men vigtigere var det, at mellemskoleklasserne skulle afskaffes, land og by sidestilles, og en mild deling kunne opretholdes efter 5. klasse, når lærere og forældre var enige på den enkelte skole. Og der kunne nu oprettes 8.-9.-klasser på folkeskoler.

DLF måtte altså opgive at fastholde strukturen. Til gengæld fik medlemmerne udvidet deres arbejdsområde. Venstre stemte for loven. Taberne blev både Det Konservative Folkeparti, Gymnasieskoleforeningen og Danmarks Realskoleforening. De Konservative havde forsvaret delingen og det elitære princip og de to lærerforeninger deres skoleformers andel af skoleforløbet. Begges forløb blev beskåret.

Den Blå Betænkning

I 1960 udsendte Undervisningsministeriet en ny vejledning for folkeskolens undervisning, Den Blå Betænkning, som den hurtigt blev døbt blandt skolefolk. Den indeholdt fælles undervisningsplaner for 6.-7. klassetrin - undervisningen skulle have samme indhold, uanset om der var tale om delte eller udelte klasser.

Det var dengang en udbredt opfattelse, at elevernes sortering efter skolepræstationer var sortering i henhold til intelligens, denne var medfødt og konstant og sorteringen således retfærdig. At intelligens er dynamisk, og at sociale forhold og fysisk og psykisk stimulering er af betydning for intelligensudviklingen, er nu bredt accepteret, hvad mange lærere også dengang havde erfaring for. Baggrunden for DLF's holdning var nok først og fremmest, at mange af lærerne i byerne var tilfredse med det høje faglige niveau og den effektivitet, som lærerne oplevede, at deres ret autoritære klasseundervisning havde. Det måtte ikke forringes, men skulle bevares. Desuden ville en tilsvarene ordning på landet sikre en tilstrømning til eksamensskolen, mente de.

Men i løbet af 60'erne fik folkeskolen mange nye lærere, og i de fleste kommuner blev eleverne i 6.-7.-klasserne »samlæste« - altså udelte! Så mens DLF's holdning i 50'erne fremstod som et forsøg på at bremse udviklingen, blev det 60'ernes mange unge lærere, der accentuerede den. Man kan sige, at DLF strittede imod den udelte skole, mens medlemmerne - sammen med forældrene - lokalt afskaffede den!

Redaktøren og den pædagogiske sagkundskab

Men samtidig var der i dele af befolkningen en udbredt angst for voldsomme samfundsforandringer. Man var i den tidlige fase af den kolde krig. Man frygtede kommunismen og var bange for mere yderliggående demokratiforståelser. Demokrati havde noget med valgdeltagelse og ikke med skolegang at gøre, mente mange.

Men flere indlæg i Folkeskolen giver indtryk af, at mange lærere ikke delte disse holdninger. Samtidig giver Folkeskolens mange skarpe ledere indtryk af, at redaktøren var i defensiven, som de citerede bemærkninger om »Emdrupplanen« og »Askovadressen« er eksempler på. Redaktøren forsvarede sine standpunkter i juni 1958. Under overskriften »Organisationsvælde og folkestyre« skrev han den 12. juni 1958 på lederplads, at DLF »ikke har lagt andet pres på lovgivningsmagten end det, en naturlig hensyntagen til den pædagogiske sagkundskab bevirker. Og at en organisation, når den bliver spurgt angående sit kompetenceområde, med vægt fremfører saglige pædagogiske synspunkter, kan ikke bebrejdes den«.

Eftertiden har erfaret, at denne sagkundskab kan have mange ansigter.

Ellen Nørgaard er dr.pæd. i skolehistorie og tidligere docent ved Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Universitet

Medlemsbladet jubilerer

Folkeskolen fylder 125 i år, derfor bringer vi en række nedslag fra og om bladet - og om behandlingen af fortidens begivenheder i og omkring skolen og Danmarks Lærerforening.

Seriens første artikel, »125 år med medlemsdebat«, blev bragt i årets første nummer.

Seriens anden artikel, »Den forhadte paragraf 8 og Folkeskolen«, blev bragt i nummer 12.

Danmark i 1950'erne

Baggrunden for den debat, der førte til folkeskoleloven i 1958, handlede både om skolen og den samfundsmæssige udvikling:

Skoleloven fra 1937, som skulle forbedre landdistrikternes skoler, var mange steder ikke blevet ført ud i praksis på grund af Anden Verdenskrig, og over 80 procent af eleverne gik stadig kun i skole hver anden dag.

Folkeskolen var syvårig og omfattede 470.000 børn. Godt halvdelen gik i landdistrikternes 3.500 skoler. Kun fem procent af en skoleårgang kom dengang i gymnasiet (i dag har Danmark kun under 1.700 folkeskoler med cirka 700.000 elever fordelt på 11 årgange, og 63 procent kommer i gymnasiet).

Socialdemokraterne havde statsministerposten meget af tiden frem til 1960. Partiets politik var, at staten skulle påtage sig et øget ansvar for samfundets økonomiske, sociale og kulturelle udvikling og dermed også for skolen. Både planlægning, lovgivning og forskning blev dermed mere velfærdspolitisk orienteret - velfærdsstaten var ved at tage form. Et centralt eksempel er tilladelsen til forsøgsudvikling i folkeskolen og læreruddannelsen fra 1951. Forsøg med udelte 6.-7.-klasser blev gennemført i København, på Frederiksberg og i Horsens. Bag denne politik lå erkendelsen af, at uddannelse var en forudsætning for både at kvalificere befolkningen og fremme økonomisk vækst - landets intelligensreserver skulle mobiliseres. Samtidig skulle skolen - efter besættelsestidens erfaringer - opdrage til demokrati, og særlige uddannelsesmæssige foranstaltninger skulle sikre, at de store årgange blev integreret og beskæftiget i det danske samfund.