»Gi' os Danmark tilbage«, hedder Dansk Folkepartis (DF) kontroversielle kampagne mod retten til at bære tørklæde ved domstolene, og det står ikke klart, hvad det er for et Danmark, DF ønsker sig tilbage, men fareretorikken er ikke til at tage fejl af. Det globaliserede og multikulturelle samfund har reduceret nationalstatens betydning, og det er der nogle, der reagerer på ved at drømme om de forgangne tider ved nationens grundlæggelse og det dertil hørende ideal om ét land, ét folk og ét sprog.

Nu er Politiken kommet med en form for modreaktion. DF skal ikke tage patent på danskheden, og danskere er ikke bare fremmed-angste, selvtilstrækkelige mennesker i campinghabit. Med kampagnen »Jeg er også dansker« vil Politiken gerne hylde, at danskerne aldrig har været mere mangfoldige end nu, og opfordrer derfor danskerne til at give deres bidrag til et mere nuanceret portræt (også i helt bogstavelig forstand) af danskere og danskhed.

Politikens kampagne kulminerer Grundlovsdag (hvis nogen skulle have glemt, hvad vi fejrer 5. juni), for som chefredaktør Tøger Seidenfaden siger, så er det »festdagen for det danske demokrati. Rummelighed og mangfoldighed er helt centrale danske værdier«, hedder det på Politikens hjemmeside. Men hvis disse værdier er særligt danske, er kampagnen så ikke helt overflødig? Eller er den snarere udtryk for, som Travis Malnizon fra København skriver på Politikens hjemmeside, at danskernes fremmeste egenskab er ved at skifte fra racisme til selvfedhed?

Og hvad er det egentlig at være rigtig dansk? I Berlingske Tidende kunne man den 14. april 2008 læse kronikken »Dansk identitet uden værdier og paratviden«, og her præsenterede forfatterne til bogen »I hjertet af Danmark. Institutioner og mentaliteter« nogle af resultaterne af en helt ny interviewundersøgelse, hvor såvel nye som gamle danskere skulle forholde sig til, hvad der er særligt dansk. Forfatterne skelner mellem dimensionerne »knowing«, »doing« og »being«, eller med andre ord kan man være dansk gennem det, man ved, men også gennem det, man gør, eller man kan simpelthen føle sig dansk. Undersøgelsen viser, at danskhed kun i mindre grad handler om viden og værdier, for danskerne definerer først og fremmest deres danskhed gennem det, de gør (doing). Der er måder at gebærde sig på, som er i overensstemmelse med flertallets normer, og så er der måder, der ikke er. Med andre ord er dansk kultur ifølge undersøgelsen et spørgsmål om vaner, og her kommer majoritetskulturen til at sætte skel til »de andre«, nydanskerne.

Og hvad er det, der gør den personlige og kulturelle følelse af at høre til en nation så stærk? Benedict Anderson, professor i internationale studier på Cornell University, har undersøgt, hvad der gør folk villige til at elske og dø for nationen. Og til at hade og dræbe for den. Hans svar er, at nationer er »Forestillede fællesskaber« [på engelsk Imagined Communities, som hans værk hedder]. Nationer er noget, man forestiller sig, noget, der ikke er der, men det bliver det ikke mindre virkeligt af. Tværtimod. Det, man forestiller sig, er stærkere end det, der virkeligt er, og det er forklaringen på nationens emotionelle magt og på, at nationalhed ikke er til at udrydde. Når der i Andersons karakteristik af nationalstaterne er tale om »Fællesskaber«, hænger det sammen med, at uanset den faktiske ulighed, der måtte være fremherskende inden for en given nation, så opfattes nationen som et dybt horisontalt kammeratskab. Det må være muligt at forestille sig dette uden at ende i hverken selvtilstrækkelighed eller selvfedhed.

Conni Hesel Rickmann er lærer på Åby Skole i Århus