Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi skal holde op med at lede efter nogen at give skylden, hvis et barn har indlæringsvanskeligheder. Om det er i skolen, hos forældrene, i samfundet eller i den neurologiske arv, årsagen skal findes, er ikke særlig interessant.
Derimod er det overordentligt vigtigt, at lærere og forældre kan aflæse de signaler, et barn udsender, når det har indlæringsvanskeligheder, så de i fællesskab kan lægge en plan til løsning af problemerne - både hjemme og i skolen.
Det er også vigtigt at understrege, at der ikke er tale om sygdom, dovenskab eller retarderethed, men måske koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt, motoriske vanskeligheder, sprogproblemer, dagdrømmeri, rastløshed og så videre. Der skal sættes ord på problemet, så det får krop og fylde og kan bearbejdes. Hvis barnet selv forstår, hvad der er galt, bliver problemet mindre.
Endelig skal alle - voksne som børn - være klar over, at ikke to hjerner arbejder ens. Vi har alle vore stærke og svage sider, og det gælder om at udnytte de stærke sider, samtidig med at de svage stimuleres. Man er ikke syg eller dum i hovedet, fordi man ikke kan finde ud af matematik. Vi har alle noget, vi er gode eller mindre gode til, og det er ikke bedre at kunne regne med brøker, end det er at kunne skille en cykel ad. Alle kan lære. Men måden, man lærer på, kan være forskellig. Derfor skal undervisningen indrettes specielt til hver enkelt elev.
Sådan nogenlunde kan man sammenfatte hovedbudskabet i de to bøger, den amerikanske børnelæge og professor ved University of North Carolina, Mel Levine, netop har udgivet. De udkom på dansk i sidste uge på Dansk Psykologisk Forlag, og Mel Levine var i Danmark for at præsentere dem. Folkeskolen mødte ham i København.
- En lærer kan ikke bare hælde information ud og så tro, at alle kan forstå, hvad der bliver sagt, siger han.
- Det svarer jo til, at alle patienter, der kommer ind på et hospital, får den samme medicin.
- Vi har alle vores egen måde at tilegne os stoffet på. Derfor må lærebøger, fremgangsmåde og lektiemængde variere fra elev til elev, forklarer Mel Levine.
- Hvis matematik får eleven til at gå i baglås, så lad faget hvile nogen tid, gå langsommere frem eller prøv med en anden indgangsvinkel. Lad for eksempel eleven beregne forskellige ting i virkeligheden såsom antal cyklede kilometer på en uge og gennemsnitsfarten. Men det forhadte fag må ikke skæres bort, og i den tid, det ligger stille, skal det erstattes med noget, eleven er virkelig god til.
- Eleven skal få en fornemmelse af succes ved at arbejde hårdt med noget, han eller hun er god til. Oven på sådan en succes kan man så arbejde videre med matematikken eller skriveøvelsen, eller hvad der nu var problemet, siger Levine.
Lær at forstå signalerne
Han har etableret en lang række efteruddannelseskurser for lærere over hele USA. Her lærer de at blive opmærksomme på de signaler, børn med begyndende indlæringsvanskeligheder sender.
Aggressivitet eller indadvendthed har ofte rod i elevens usikkerhed eller angst over for et givent fag. Ifølge Mel Levine findes der 10-12 hovedvanskeligheder på det indlæringsmæssige. Det kan være opmærksomhedsproblemer, læsevanskeligheder, matematikproblemer, hukommelsessvigt, sproglige vanskeligheder, adfærdsproblemer, motoriske vanskeligheder, somatiske problemer, manglende sociale færdigheder, tristhed, ængstelse eller manglende motivation.
- Børn med indlæringsvanskeligheder sætter en slags forstørrelsesglas på lærerens undervisning. Hvornår er det, at eleven 'står af' ? Hvordan kommer vi over den hurdle? Hvad vil det sige at lære?
- Og læreren skal lære at lytte til børnenes tale: Leder de efter ordene? Bruger de alt for enkle, ikke-alderssvarende ord? Fuldender de ikke sætningerne? Svarer de med enstavelsesord og vægrer sig ved en detaljeret fremstilling? Så skal der nemlig gribes ind. Der skal lægges en undervisningsplan for det pågældende barn i samarbejde med forældrene og en psykolog eller læsekonsulent tilknyttet skolen.
- Det gælder om at diagnosticere problemet og afmystificere det. Ikke mindst over for barnet. Der må ikke være tale om en etikette, men om et forbigående problem, som kan fjernes. Visse ting er helt enkle at kurere, når først lærer og elev bliver opmærksomme på dem, siger Mel Levine.
Han definerer indlæringsvanskeligheder som en forsinket indlæring af de grundlæggende færdigheder. Hvis det kniber med evne, viden eller arbejdsmetode, så er der indlæringsproblemer. Og det skal der tages fat på med det samme.
Mel Levine går ikke ind for læseklasser. De kan isolere elever med problemer. I stedet foreslår han en klassekvotient på 15-18 elever. De elever, der har indlæringsvanskeligheder, skal tilbydes en overordnet undervisningsplan, som lærere, forældre og andre involverede, for eksempel pædiater, psykolog, læsekonsulent eller fysioterapeut, udarbejder i fællesskab. Der er tale om en undersøgelse af barnet udført af et tværfagligt team. Metoden er fænomenologisk, idet den går ud på at registrere barnets problemer og afhjælpe dem.
Mel Levine opregner fire teknikker: spørgeskemaer til forældre, lærer og elev, interview med eleven foretaget af en professionel, test af eleven og iagttagelse af eleven i klassen og under leg. Barnet inddrages naturligvis og får sat ord på sit problem.
I bogen 'Med barnet i centrum. Om undervisning af børn med særlige behov' går Mel Levine meget handlingsorienteret til værks. I slutningen af hvert kapitel med hver sit problemmønster får forældre og lærer en køreplan til at afhjælpe problemet - hjemme og i skolen. I denne køreplan lægges der vægt på at finde barnets stærke sider og udnytte dem til at arbejde med problemet.
Plads til forskellighed
Bogen 'Børn med alle slags hjerner. Alle kan lære' handler om de samme indlæringsvanskeligheder, som Mel Levine har beskrevet i den første bog - denne gang skrevet direkte til børn som en af de yderst få børnebøger om indlæringsvanskeligheder.
Meningen er, at forældre og barn kan læse den sammen, eller læreren kan gennemgå den sammen med klassen. Vi hører om fem forskellige børn og deres hverdag med fem forskellige hjerner. De har alle nogle vældig stærke sider, men der er også noget, de ikke er så gode til. Altid-Rede-Frede får de mest fantastiske idéer til opfindelser i timerne, men har svært ved at koncentrere sig om skolearbejdet. Sonya kan ikke finde nøglen til læsningens kode, og Christian ved ikke, hvordan man skal opføre sig for at komme godt ud af det med andre børn.
I andre sammenhænge fungerer børnene fremragende. Vi følger de fem børns glæder over det, der lykkes, og fortvivlelse over det, de ikke kan finde ud af. Bogen anviser en løsning til dem alle.
- Meningen med at skrive en bog for børn om indlæringsvanskeligheder er, ud over at hjælpe det enkelte barn, også at give børn en forståelse og tolerance over for andres svagheder og vise, at ingen er perfekt, forklarer Mel Levine.
- Vi har alle vore svage sider. Pessimismen er overvældende hos så mange børn, der tror, de ikke duer. Hvis ikke der bliver taget hånd om dem på et tidligt stade, ender de med at forkaste de voksnes verden og danne egne bander med egne regler.
- Samfundsmæssigt koster disse unge langt mere, når de kommer ud i misbrug eller kriminalitet, end de ville koste, hvis problemerne var blevet taget i opløbet i klassen. Det kræver færre elever i hver klasse og flere lærertimer, siger Mel Levine. Han mener, de ressourcer er godt brugt.
Han karakteriserer den ideelle skole som et sted, der levner hvert barn plads til at demonstrere netop sin styrke. Barnet skal ikke vente til efter skole med at gøre det, det er god til, og så spille en birolle i skoletiden. Hvert barn skal være en ekspert på sit felt.
- Find et emne, der interesserer barnet, siger Levine, edderkopper, indianernes levevis, ponyens pleje, flytyper under Anden Verdenskrig, eller hvad ved jeg. Gå i dybden frem for i bredden. Lad barnet læse om emnet og skrive om det og tegne til det. Lad det tage fotos og fortælle om det til de andre. Sådan kan man skabe en succes. Det skal være lystbetonet.
Barnet skal også opnå succes på det motoriske område. Hvis det kniber, kan barnet være meddommer eller medtræner i boldspil, foreslår Levine.
Den ideelle skole underviser også i, hvordan hjernen fungerer, og eleverne bør ikke afslutte folkeskolen uden at have fået et indblik i deres egen hjernes funktion -The mind that's mine- som Mel Levine kalder det.
Charlotte Bach er freelancejournalist
Lægens egen hjerne
I slutningen af bogen 'Børn med alle slags hjerner' fortæller Mel Levine om sin egen hjerne. Om hvordan han ikke bestilte ret meget i skolen i 5. klasse, fordi han hellere ville lege med sine kæledyr. Han var elendig til sport og hadede idrætstimerne, men fik nogle få gode venner. Som voksen blev han børnelæge og fik mere og mere interesse for børn med skoleproblemer.
Han og hans kone bor på en stor gård i North Carolina med fasaner, svaner, hunde, katte, heste og et muldyr. Men især holder han gæs. Mere end 150 fra hele verden.
Mel Levine er vild med gæs. Hans hjerne er vild med dem, og han keder sig aldrig, når han er sammen med dem. Nogle af gæssene har gode sociale færdigheder og får en masse gåsevenner. Andre skal spille seje hele tiden. De fleste er gode til at huske. Mange er gode til at snakke (skræppe). Enkelte har problemer med at finde det rette skræp på det rette tidspunkt. Kun få har opmærksomhedsproblemer, og de er nogle af Mel Levines bedste fuglevenner, selv om de tager på hjernerejser.
Mel Levine: Med barnet i centrum - Om undervisning af børn med særlige behov. Dansk psykologisk Forlag. 380 sider. 398 kroner. Oversat af Henny Thomsen.
Mel Levine: Børn med alle slags hjerner - Alle kan lære. Dansk Psykologisk Forlag. 220 sider, illustreret 248 kroner. Oversat af Else-Marie Thomsen.
Barnet skal ikke vente til efter skole med at gøre det, det er god til