Kommune vil slippe for at ansætte viceskoleinspektører

I stedet for at få en stærkere ledelse risikerer små skoler at stå svagere efter sommerferien

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til august skal alle små skoler have styrket ledelsen med en viceskoleinspektør. Det følger af lærernes overenskomst med Kommunernes Landsforening, KL. Men i Gjern Kommune kan det gå lige modsat. Her risikerer fire små skoler med mellem ni og 13 lærere at stå med en svagere ledelse.

Politikerne i den lille midtjyske kommune tøver med at bevilge de 400.000 kroner, som de fire nye stillinger koster. Derfor frygter skolelederne på de fire skoler, at de kommer til at aflevere 560 timer af deres ledelsestid til deres nye kolleger, når de træder ind på kontoret den 1. august. Skolelederne vil således komme ned på blot 820 timer til ledelse.

- Det vil betyde, at jeg skal undervise 10-12 timer om ugen mod fem timer i dag. Det bliver ikke let at lede en skole under de vilkår, siger skoleleder Conni Overbye fra Gjern Skole.

Hun tror ikke på, at den såkaldte synergieffekt ved at være to kan opveje hendes nedgang i ledelsestid.

- Selvfølgelig bliver vi mere effektive, hvis vi er to ledere på hver skole. Men vi skal bruge tid på at tale sammen, og der vil også være møder, som vi begge skal deltage i, så vi kan ikke uden videre deles om mine timer. Det er logik, siger Conni Overbye.

På vegne af skolelederne fra de fire små skoler i Gjern har hun bedt Danmarks Lærerforening om at udsætte tidspunktet for, hvornår viceskoleinspektørerne skal være ansat. I ventetiden skal DLF arbejde på at få sat tal på, hvor mange timer en skoleleder mindst skal have til ledelse.

- Det vil sikre, at kommunerne ikke bare kan tage timer fra os skoleledere og give dem til viceskoleinspektørerne. Man indgår jo ikke en overenskomst for at gøre forholdene ringere, siger Conni Overbye.

Ønsker dispensation

Politikerne i Gjern Kommune er enige i, at det er en dårlig løsning, hvis skolelederne skal gå ned i tid.

- Aftalen er ekstra dyr for os, fordi vi har valgt at bevare vores fire små skoler. Derfor har vi søgt KL om dispensation fra dette punkt i overenskomsten, siger formanden for kulturelt udvalg, Ella Porskær, Venstre.

- Hvis vi ikke får det, overholder vi selvfølgelig overenskomsten. Men vi har ikke penge til fire nye viceskoleinspektører på vores budget i kulturelt udvalg. Hvis byrådet siger nej til en ekstra bevilling, så står skolelederne med sorteper, siger Ella Porskær.

Forhandlingsleder Anders Havkrog fra Kommunernes Landsforening regner med, at KL sender ansøgningen fra Gjern Kommune til vurdering i Lærernes Centralorganisation. Men her vil den næppe få en blid medfart. DLF mener, at det er op til Gjern Kommune selv at finde de nødvendige ressourcer.

- Jeg er enig med de fire skoleledere i, at det er et problem, at kommunen ikke vil leve op til overenskomstens intentioner om, at små skoler skal have styrket deres ledelse. Så vi vil se seriøst på deres henvendelse. Men vi vil ikke forringe vores overenskomst, siger Stig Andersen, der er formand for fagligt udvalg i DLF.

Gjern Kommune er langt fra et enkeltstående tilfælde. Derfor opfordrer Stig Andersen KL til at sende en kraftig melding til kommunerne om, at de ikke må underminere overenskomsten.

- Hvis kommunerne alene ser påøkonomien og ikke vurderer behovet for ledelsestid på den enkelte skole, så kan de godt regne med, at vi stiller yderligere krav til ledelsestiden, når vi skal forhandle overenskomst igen i 1999, siger Stig Andersen. Lærerforeningen er i øjeblikket ved at undersøge, om kommunerne lever op til, at skolerne skal have tildelt mere tid til ledelse. Resultatet vil ligge klar i slutningen af maj.

Skoleledere som gidsler

Problemet er, at der ikke står nogen steder, at kommunerne skal bevilge ekstra penge til de nye stillinger på de små skoler. I budgetvejledningen for 1999 skriver KL dog, at kommunerne i forbindelse med ansættelsen af de nye viceskoleinspektører ikke alene bør vurdere, hvilke opgaver ledelsen skal udføre. De skal også sørge for, at den samlede afsatte tid til ledelse står i et rimeligt forhold til antallet af opgaver.

Det betragter kulturudvalgsformand Ella Porskær ikke som noget problem i Gjern Kommune.

- Mængden af opgaver er ikke ret stor på vores små skoler, så vi har slet ikke behov for at udvide ledelsen med viceskoleinspektører, siger Ella Porskær.

Den holdning tager Stig Andersen skarpt afstand fra.

- Hvis det er kommunens motiv, så er der reelt tale om, at den tager skolelederne som gidsler for at lægge pres på overenskomstens parter, som har indgået en aftale i gensidig forståelse. Det er en urimelig situation at bringe skolelederne i, siger Stig Andersen.

Henrik Stanek er freelancejournalist