“Vi skal gøre op med forestillingen om, at teori er noget, som bor inde på læreruddannelsen, og praktikken foregår ude i virkeligheden – og så skal man bygge bro mellem de to verdener. Teori og praksis skal være til stede både på uddannelsen og på skolerne”.

Ordene kommer fra Pia Rose Böwadt, som er docent på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og forfatter til bogen “Ny i lærerjobbet”, som netop er udkommet. Hun har tidligere været en af forskerne bag undersøgelserne “Først og fremmest elsker jeg at arbejde med børn – om studerendes valg af lærerlivet” og “Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?” Bogen er tænkt som en håndsrækning til nyuddannede lærere, men hvis læseren regner med at få konkrete værktøjer og “ti gode råd til det gode forældremøde”, bliver man skuffet. Den erfarne læreruddanners ærinde er et helt andet.

“Min pointe til de nye lærere er, at de har brug for en stor fond af teori, ellers holder de ikke ret længe i jobbet. Den fond vil de kunne bruge hele vejen gennem et forhåbentlig langt lærerliv, hvor de også skal være med til at kvalificere og udvikle skolen”.

Ikke mere, men bedre praktik

Det er ikke, fordi Pia Rose Böwadt underkender, at mange nyuddannede lærere oplever at stå i situationer, hvor alt omkring dem er kaos. Hvor de føler, at læreruddannelsen ikke har klædt dem på til at håndtere virkeligheden, når en elev kravler rundt i vindueskarmen, en anden sidder i fosterstilling under sit bord, mens en tredje elevs mor er i telefonen, fordi hendes barn har været i konflikt i frikvarteret.

“Det er den virkelighed, de nyuddannede lærere slår sig på i deres første job. Så mange føler, at det er kontraintuitivt, når jeg siger, at ‘nej, det er ikke bare redskaber til at håndtere den situation, du har brug for’. Det skal man også have, men redskaberne kan ikke stå alene”, siger Pia Rose Böwadt.

Hun mener heller ikke, at svaret ligger i at have mere praktik som en del af læreruddannelsen, hvilket har været et forslag i forbindelse med udviklingsarbejdet om en ny læreruddannelse:

“Praktik i dag er i høj grad en socialisering ind i praksis. Og hvad nu, hvis det er en dårlig praksis?” spørger hun. “Der er brug for bedre praktik. Min tese er, at den nuværende praktikordning er behæftet med en del fejl og mangler, som gør, at den ikke virker efter hensigten. Så vi kan ikke bare gange op på den”.

I stedet skal praktikken og for så vidt også den nyuddannede lærers første år i jobbet ændres, så der er mere fokus på refleksion og didaktisk udvikling, mener Pia Rose Böwadt.

“Der er en tendens til, at både skoler og studerende lægger meget fokus på den lokale kontekst, mens de er i praktik. Man bliver optaget af det, der foregår her og nu i den klasse, man står i. Men som lærerstuderende glemmer man at få lidt distance til det, man oplever, og få reflekteret over det”.

Om forskeren

Pia Rose Böwadt er docent på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Hun har siden 2016 forsket i blandt andet læreres motivation og arbejdsglæde og lærerstuderendes motivation. Hun har tidligere været en af forskerne bag undersøgelserne “Først og fremmest elsker jeg at arbejde med børn – om studerendes valg af lærerlivet” og “Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?”

Pia Rose Böwadt har desuden deltaget i arbejdet med at udarbejde anbefalinger om en ny læreruddannelses indretning af praktik.

Bogen “Ny i lærerjobbet” udkom 15. august på forlaget Samfundslitteratur.

Kræv at få en mentor på det første job

De nyuddannede lærere skal på samme måde have plads til at hæve sig op i helikopterperspektiv, mener Pia Rose Böwadt.

“Vores undersøgelser viser, at mange nye lærere oplever, at de bliver betragtet som flyvefærdige, når de står der. De får fuldt skema og alle de opgaver, som en lærer med lang anciennitet har, og så er det forståeligt, at de knækker”.

Skal vi for alvor løse udfordringerne med praksischok, må vi ændre tænkningen omkring nyuddannede lærere, argumenterer Pia Rose Böwadt:

“Man er slet ikke færdiguddannet, bare fordi man står med eksamensbeviset i hånden. Måske skal vi begynde at tænke på de første to år som en form for pædagogikum, hvor man stadig lærer at være lærer. Det tror jeg vil gøre en forskel. Vi er nødt til at sluse de nyuddannede ind på en human måde, måske med nedsat skema, hvor de kun underviser i de fag, de er uddannet i, og ikke får de mest udfordrede klasser”.

Et af de mest konkrete råd, hun kommer med i bogen, er, at den nyuddannede skal bede sin nye arbejdsplads om at få en mentor – også selv om det kan være grænseoverskridende at gøre og derfor burde være noget, skolen arrangerer som en selvfølge.

“Og det skal være en, der er uddannet til at være mentor, ellers er vi lige vidt. Hvis man får en mentor, som ikke er kvalificeret, bliver det hurtigt til, at man får lidt staldtips og så videre. En mentor bør være med til at bidrage til den didaktiske udvikling for den nye lærer, og det skal ikke bare handle om den lokale, konkrete virkelighed, som hurtigt kommer til at skygge for de store linjer”.

Pas på forestillingen om den gode lærer

Mindre konkret, men lige så vigtigt, er Pia Rose Böwadts råd til lærerstuderende og nye lærere om at forberede sig bedre på den virkelighed, de kommer ud i. For det er en virkelighed, som kan gøre det svært for dem at leve op til deres forestillinger om at være en god lærer. Hendes forskning viser, at de lærerstuderende har en tendens til at lukke ørerne for historier om, hvor hårdt lærerjobbet kan være.

“Vores undersøgelse viste et mønster hos især førsteårsstuderende, men også fjerdeårsstuderende, som ikke ville høre om den organisatoriske virkelighed, man kommer ud i som nyuddannet. Det er på sin vis forståeligt, for når man har valgt et fag, som man gerne vil arbejde inden for, har man ikke lyst til at høre, at lærerne har det dårligt på deres arbejde, er nedslidte og bukker under. De studerende vil ikke sættes i bås med dem, de opfatter som ‘brokkehoveder’”.

Det er bare ikke uden konsekvenser at lukke ørerne, uddyber hun.

“Vores undersøgelser viser, at de får det, jeg kalder et ‘organisatorisk chok’, når de kommer i arbejde efter uddannelsen. Lærerjobbet indeholder masser af opgaver, som ligger ret langt fra mange af de studerendes forestilling om, hvad det vil sige at være ‘en god lærer’, som løfter en hel klasse med sit engagement, og som brænder så meget for børnene, at det i sig selv vil bære dem igennem de udfordringer, de møder”.

Den forestilling vil Pia Rose Böwadt gerne puffe lidt til med sin bog. For selv om forestillingen kan være meget motiverende, indeholder den også faldgruber.

“For eksempel gør forestillingen undervisningen til kerneopgaven, og så bliver alle andre opgaver nemt til noget, der står i vejen for, at man kan udføre ‘det egentlige arbejde’. Jeg vil gerne sige, at de andre opgaver – møder, elevplaner, skole-hjem-samarbejde – også er en del af arbejdet, og det er der en vis modstand imod. Klagen er berettiget et stykke hen ad vejen, for det kan være meget tidskrævende og føles unyttigt. Men måske skal man udvide fortællingen om ‘den gode lærer’ til også at omfatte nogle af de andre opgaver. For eksempel skal man ikke bare opfatte forældrene som et forstyrrende element”.

Forestillingen om ‘den gode lærer’ har også en anden slagside, fortæller Pia Rose Böwadt. Den gør nemlig den enkelte lærer ansvarlig for nederlaget, hvis man ikke lykkes i lærerjobbet fra starten.

“Mens de studerende stadig går på uddannelsen, har de troen på, at de lykkes som lærere fra dag et”, siger hun og fortæller om en af sine forskningsundersøgelser:

“Når vi spurgte de studerende om deres forventninger til arbejdsvilkår og rammer, sagde de ting som: ‘Man skal bare ville det rigtigt meget’, ‘det sker ikke for mig’ og ‘jeg brænder så meget for det, at jeg holder ud for elevernes skyld’. Der er en meget stærk motivation i den tankegang, og det er jo positivt. Men de nyuddannede kunne med fordel være mere realistiske i forhold til den ramme, de træder ind i. Ulempen ved ikke at anerkende, at rammerne og arbejdsvilkårene også betyder noget, er, at de nyuddannede retter pilen mod sig selv, hvis de fejler i forhold til at blive den lærer, de gerne vil være”.