»Friheden skal slippes løs, men det skal ikke være ansvarsløst. Derfor skal vi have et partnerskab, der løbende skal holde møder i en periode på fem år«, sagde Lars Løkke Rasmussen på Marienborg i sidste uge.
Klaus Holsting
»Skolen skal ikke topstyres«
Lars Løkke Rasmussen vil ikke styre folkeskolen fra sit kontor i Statsministeriet. Lærere, kommuner, skoleledere og staten skal sammen udvikle skolen, siger han.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Tina Nedergaard holdt i sidste uge møde på Marienborg med leder af skolens rejsehold Jørgen Søndergaard og organisationer som DLF, KL, LO og FTF.
På mødet fortalte Jørgen Søndergaard om, hvad rejseholdet havde fået ud af sin tur gennem kommuner og skoler, men ingen, heller ikke Jørgen Søndergaard, ville for alvor ud med noget konkret på det efterfølgende pressemøde.
Rejseholdets anbefalinger til, hvordan kvaliteten kan løftes i skolen, bliver først offentliggjort, efter at de er blevet præsenteret for regeringens rådgivende organ Vækstforum fredag den 4. juni.
Men statsministeren benyttede lejligheden til at fastslå, at han har et andet ledelsessyn end sin forgænger. Anders Fogh Rasmussen gav løfter til befolkningen i valgkampen om, hvad der skulle ske på for eksempel skoleområdet. Løfterne blev efterfølgende skrevet ind i regeringsgrundlaget. Undervisningsministerens opgave var så at indfri løfterne, hverken mere eller mindre.
Denne topdown-metode har også betydet, at DLF ikke har kunnet komme i seriøs dialog med Undervisningsministeriet under Fogh-regeringerne. Der var jo ikke noget at snakke om.
Det vil Lars Løkke nu lave om på
»Skolen skal ikke topstyres. Der skal være færre regulativer og mindre detaljestyring og mere frihed til den enkelte skole. Men det skal være frihed under ansvar. Der skal være skarpe mål og ejerskab«, sagde han.
Hans idé er, at et partnerskab bestående af lærerne, skolelederne, kommunerne og staten i fællesskab i enighed skal formulere de mål, der kan udvikle skolen. Uden for denne kerne kan organisationer som Skole og Samfund og Danske Skoleelever give deres besyv med.
DLF: Velkommen til partnerskab
Statsministeren nævnte en række eksempler på mål, som partnerskabet kan tage fat på, når de begynder på deres arbejde i august: Alle børn skal kunne læse, inden de går ud af 2. klasse. De 95 procent af en årgang, der begynder på en ungdomsuddannelse, skal også gennemføre den. Antallet af unge, der forlader folkeskolen som dårlige læsere, skal halveres.
»Friheden skal slippes løs, men det skal ikke være ansvarsløst. Derfor skal vi have et partnerskab, der løbende skal holde møder i en periode på fem år«, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen hilste det nye partnerskab velkommen. Han havde allerede på mødet foreslået tre projekter, som partnerskabet kunne tage fat på: En halvering af antallet af elever, der forlader skolen med for ringe læsefærdigheder. En reducering af antallet af lærere, der går på førtidspension og invalidepension. Og en undersøgelse af, hvor eleverne er uddannelsesmæssigt, et år efter at de forlader folkeskolen.