I den forgangne uge landede Børnerådet og Dansk Center for Undervisningsmiljøs undersøgelse af relationen mellem lærere og elever på beslutningstagernes og pressens skriveborde. Helt forventeligt er bølgerne gået højt, for hvor man godt kan stole på, at børn mobber hinanden, når de siger, de gør det, er det noget andet, når børn siger, at lærerne mobber. Så skal der diskuteres metode og definitioner, før man kan tage stilling til elevernes udsagn.

Tilbage i historien skulle eleverne ses, men ikke høres. Derfor holdt generationer af skoleelever deres bøtte, når lærerne og lærerinderne kommenterede på alt fra deres påklædning og deres kropsholdning til deres faglige præstationer. At svare igen - eller at fortælle det hjemme - var ganske utænkeligt. Derfor må man glæde sig over, at dagens elever ikke holder tand for tunge. Mere tankevækkende er det, at de negative oplevelser, de fortæller om, ligner dem, jeg mindes fra min egen skoletid, og som jeg har mødt mange gange i erindringerne. Der er dog den forskel, at de (endnu) ældre - som gik i skole før spanskrørets afskaffelse, hvilket skete i København i 1952 og på landsplan i 1967 - også blev udsat for legemlig revselse. Det skete mest som lussinger. I modsætning til spanskrøret, som skulle hentes, var de nemlig lige ved hånden.

Vi har ikke historiske undersøgelser, der kan sammenlignes med sidste uges rapport. Vi ved således ikke, hvor udbredt det var tilbage i tiden, at lærerne ydmygede og hånede eleverne. Men der er god grund til at mene, at der til alle tider har været lærere med forskellige faglige og menneskelige kvalifikationer.

Elevernes svar er på én gang i tråd med historien og tidstypiske. Moderne børn vil ses og høres og ikke skældes (alt for meget) ud. Går man ind i rapporten, vil man også kunne konstatere, at eleverne ønsker et medansvar for, at det bliver rart at gå i skole. »Vi skal selvfølgelig opføre os ligesom den gode lærer . vi skal ikke svare igen og være sure. Vi skal være glade og aktive i timerne og tale pænt til dem .«, siger en pige fra en 7. klasse. Her er virkelig en forskel til min egen skoletid i 1960'erne. Ingen drømte dengang om, at det kunne være anderledes, eller at skolen også var »vores«.

Eleverne i undersøgelsen siger det, vi godt vidste og stadig kan huske, nemlig at hån og ydmygelser, straf og skænd alle dage har været en integreret del af skolens hverdag. Flere århundreders fortielser er brudt, og dermed er der også skabt et håb om, at det engang kan blive anderledes. En diskussion om metoder og definitioner er altid relevant, når man har med følsomme emner at gøre, og bør ikke kun trækkes frem, når eleverne siger, at lærerne mobber. Umiddelbart forekommer det mere perspektivrigt at diskutere, hvad det er i skolekulturen, som har gjort det legitimt at forfølge nogle elever og tale grimt til andre foran hele klassen. I min skoletid var det lærerautoriteten, som alene afgjorde sagen - hvad mon det er i dag?