Ideen med Dansk Center for Undervisningsmiljøs (DCUM) og Børnerådets undersøgelse »Relationer mellem lærere og elever« er at afdække elevernes oplevelser i relationen til lærerne. Det er synd og skam, at det fokus glider i baggrunden på grund af diskussion om en helt igennem valid undersøgelsesmetode, som har været brugt i årevis, og på grund af det ensidige fokus på den lille del af rapporten, som handler om mobning. Rapportens hovedsigte er at give et nuanceret billede af, hvordan eleverne oplever deres relationer til lærerne. Derfor har vi bedt eleverne forholde sig til en lang række specifikke oplevelser - for eksempel ros, respekt, tolerance, ydmygelser, hån og trusler - der kan indikere henholdsvis gode eller dårlige relationer.

Undersøgelsens ærinde er at afdække elevernes syn på deres relation til lærerne, og det er dét, rapportens konklusioner handler om. Undersøgelsen hævder ikke at afdække sandheden om relationerne mellem lærere og elever, for det ville række ud over en hvilken som helst spørgeskemaundersøgelses muligheder. En spørgeskemaundersøgelse viser per definition ikke et udtømmende og uangribeligt billede af virkeligheden. Men når den - som denne undersøgelse - er både fagligt og metodisk velfunderet, kan den give et validt billede af, hvordan forholdene ser ud inden for en bestemt ramme og i en bestemt kontekst, og dermed udgøre et seriøst grundlag for videre debat. Man bør forholde sig til, at mange elever dagligt, ugentligt eller flere gange om måneden oplever at blive ydmyget (otte procent), hånet (ni procent), ignoreret (20 procent), forfulgt (11 procent) eller får fortalt, at de ikke duer til noget (syv procent).

Eleverne har i undersøgelsen fortalt, hvordan relationen til lærerne påvirker dem, og hvad de kunne ønske sig. Som voksne har vi pligt til at tage deres udsagn alvorligt. Både DCUM og Børnerådet har særlig ekspertise inden for og årelang erfaring med kvantitative og kvalitative undersøgelser, og hvis man ser bort fra det emne, vi her sætter fokus på, adskiller denne undersøgelse sig ikke fra tidligere. Hvad angår undersøgelsesdesign, metode og respondenternes repræsentativitet kan vi derfor stå inde for resultaternes validitet. Her skal kun kort knyttes en kommentar til kritikken om svarmuligheder, hvor det anføres som problematisk, at der gives fire negative svarmuligheder og kun én positiv: Svarmulighederne er i undersøgelsen opdelt efter hyppighed, og for at nuancere et bekræftende svar - som vel at mærke kan være positivt eller negativt afhængigt af spørgsmålets karakter! - har det været muligt at svare »hver dag«, »flere gange om ugen«, »flere gange om måneden« eller »sjældent«. Det giver ikke mening at nuancere svarmuligheden »aldrig«.

De usaglige angreb på undersøgelsens metode overskygger sammen med det ensidige fokus på mobbetallene desværre det nuancerede billede, rapporten giver af elevernes syn på deres relationer til lærerne. Med mobbefokusset følger nemlig den sædvanlige diskussion om mobbedefinitioner - for ved elever i 7. klasse overhovedet, hvad de taler om? Lad blot denne diskussion hvile i denne omgang.

Vi håber og tror, at man i både lærer- og skolelederkredse vil anerkende, at elever i 7. klasse i hvert fald kan svare på, om de føler sig rost, motiveret, overset, ydmyget eller truet. Og således burde der være grundlag for at tage rapportens resultater til efterretning og lade dem danne afsæt for en konstruktiv og fremadrettet dialog. DCUM vil meget gerne indgå i et samarbejde med alle relevante parter med interesse for at skabe optimale vilkår for trivsel, udvikling og læring til gavn og glæde for alle skoleelever.