God hjælp til sorg

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere, når en klassekammerat er i sorg. Skal man spørge, hvad der er galt, eller skal man lade som ingenting? Henriette von Irgens-Bergh fra Kræftens Bekæmpelse holder gratis kurser for 6.-8.-klasser om hjælp til børn i sorg. Læs mere på cancer.dk/omsorg

Hvad er sorg?

»Sorg er rigtig mange ting. Det er ikke kun, når mor eller far dør. Der er også, når børn oplever skilsmisse, eller deres allerbedste kammerat flytter. Helt enkelt kan man sige, at sorg er, når du mister nogen eller noget, som har stor betydning for dig«.

Hvordan hjælper man en klassekammerat i sorg?

»Først og fremmest skal man have modet til at spørge den, der har mistet, om det er noget, han eller hun har lyst til at snakke om. Man skal være den, der tager initiativet. Det kan være svært selv at række ud, når man har mistet. Der skal ikke hvile et pres på børnenes skuldre om, at de skal være små terapeuter, men de skal vise lidt ekstra opmærksomhed og omsorg. Det kan være en lille ting som at spørge klassekammeraten, om han eller hun har lyst til at være med til at spille rundbold«.

Hvorfor skal børn lære at hjælpe en klassekammerat i sorg?

»Det er vigtigt, at vi snakker om sorg, så det ikke bliver tabu. Vi skal turde spørge personen, der har mistet, også selvom der er risiko for, at vedkommende begynder at græde. Det er langt værre at opleve tavshed end at blive spurgt en gang for meget. Tavshed sætter bare nogle dybe ar. Man får ikke bearbejdet sin sorg, og så går man med den hele livet. Det er vigtigt, at man får sorgen ud«.

jwh@dlf.org