Opdragelse og undervisning er igen blevet aktuelle emner i debatten om skolens opgave. Der bydes ind med forskellige forklaringer på, hvorfor og hvordan skolen kan løse opgaven.

I sin tiltrædelsesforelæsning på Danmarks Pædagogiske Universitet argumenterer Jens Rasmussen for et kompleksitetsperspektiv, så vi undgår at forenkle problemstillingen og dermed giver afkald på at finde én brugbar forklaring og løsning. Jens Rasmussen gør opmærksom på, at familien opdrager ud fra kærlighed, skolen ud fra lighed. Opdragelsen i familien (også i den moderne familie) 'foregår spontant og okkasionelt', siger han, mens opdragelsen i skolen er planlagt og kontinuerlig. 'Skolen forsøger at neutralisere de opdragelses-, socialiserings- og personlighedsforskelle, som eleverne hver især møder frem til skolen med, ved at behandle eleverne ens, altså som en homogen størrelse og ikke som i familien, hvor børnene hver især betragtes som noget ganske særligt'.

Skolers og interviewede læreres udsagn om, at forældrene må tage sig af den opdragelse, der retter sig mod den karaktermæssige side af børns udvikling, mens skolen skal tage sig af den side af opdragelsen, der retter sig mod den kundskabsmæssige side, går gale veje. Det fører skolens opgave på vildspor, hvis vi tror, vi kan foretage en arbejdsfordeling mellem forældre og lærere, hvor opgaven med andre ord er henholdsvis opdragelse og undervisning. Skolen kan ikke undlade at opdrage. Det har den aldrig kunnet! - tænk blandt andet på 'Den skjulte lærerplan' af Mette Bauer. Det skal den heller ikke! De sidste 20-30 års forskning har sat fokus på dette. En pædagogisk professionel lærer, jævnfør Dale, medtænker i sine didaktiske overvejelser også dannelsessiden af undervisningen. Dannelse er jo ud over kundskaber og færdigheder også opdragelse, hvor det at forholde sig til normer og værdier bliver aktuelt. I videnssamfundet sættes refleksioner og kommunikation om normer og værdier på dagsordenen. Jens Rasmussen nævner, at 'man må nærmest sige, at skolen søger at undgå mediet kærlighed, også i form af en eventuel særkode, der måske kunne kaldes for skolekærlighed'.

Måske kunne der her ligge en ny pointe og en mulighed for en gen- eller nybeskrivelse og udvidelse af skolens dannelsesopgave. Bollnow tog allerede i 1959 fat i skolens opdragelsesopgaver. Disse består hos Bollnow af både kontinuerlige og diskontinuerlige læreprocesser. Dannelsesopgaven karakteriseres af sådanne kontinuerlige læreprocesser, der kan planlægges. De diskontinuerlige læreprocesser går gennem krise, valg og handling på baggrund af en blanding af handlingsfrihed og situationens tvang. Her er mennesket på spil - det giver sig hen i et vovestykke, gribes fuldt og helt i åbenhed, gensidighed og forpligtethed. Bollnow bruger begrebet møde for de diskontinuerlige læreprocesser.

Det er ikke let at være lærer, fordi det uforudsigelige er et vilkår i undervisningen - det er ikke muligt at forudberegne følgerne af opdragelsen. Det sidste er genkendeligt for os i den praktiske virkelighed, uanset om vi er forældre eller ansatte i skolen. Vi kender om nogen til forskel på at have vovet og forsøgt eller risikeret. Når vi forsøger eller risikerer noget, kan vi i erfaringsdannelsen, når den er negativ, ærgre os og alt efter størrelse af forsøget føle stor smerte. Men når vi vover, sætter vi os selv på spil, og nederlag giver os følelsen af at mislykkes.

Det er dog også, når vi tør vove, at vi er til stede fuldt og helt som menneske og ikke som en pædagogisk særform. Tillid bliver afgørende for den omskabende kraft, hvor mennesket må udlevere sig uden forbehold. Et vovestykke kræver moralsk mod. Vi stiller krav til hinanden som menneske og ikke til en rolle.

Måske kan bevidsthed om en mulig ny forståelse for hele opdragelsesprocessen, hvor opdragelsens struktur består af både kontinuerlige og diskontinuerlige læreprocesser - af dannelse og eksistentielle møder - give indhold til den særkode: skolekærlighed, som Jens Rasmussen nævner. I så fald vil vi også kunne udvikle den i skolen til gavn for børnene, deres forældre og for de ansatte på alle niveauer i skolen med gensidig respekt for kompleksiteten, uden at vi bliver handlingslammede.

Marianne Kondrup er skoleleder