'Hvor mange af jer går i fast rutefart mellem køleskabet og skrivebordet, når I skal lære noget svært. Rejs jer op. Okay. Hvor mange vil helst høre musik i baggrunden. Lad mig se jer stå op'. 74-årige Rita Dunn går langsomt rundt mellem rækkerne af godt hundrede skoleledere, skolekonsulenter og lærere, som har mulighed for at bruge en dag og 1.495 kroner på at møde kvinden bag begrebet learningstyles. Hun er i færd med at inddele os efter, hvilken læringsstil der passer bedst til os hver især. Det vil sige, hvordan vi helst skal undervises, hvis vi skal lære mest muligt.

Rita Dunn er lidt af en amerikansk legende. Hun er oprindelig lærer, har undervist i en menneskealder og er nu professor på St. Johns University i New York. Siden 70'erne har hun sammen med sin mand udgivet en lang række bøger og artikler, som publicerer research og fortæller om begrebet 'learningstyles' - læringsstile. Hun har sit eget program på universitetet, hvor hun uddanner lærere fra hele verden - og så underviser hun i øvrigt i statistik. Der er også oprettet omkring 120 centre over hele verden, som underviser i metoderne. I Danmark bruges teorien også i skoleverdenen, de fleste steder dog mest som inspiration.

Men professoren hviler ikke på sit værk. I otte timer, kun afbrudt af frokost, vandrer den energiske dame rundt i salen på høje hæle og får tilhørerne til at svare på spørgsmål og inddele sig selv og andre i grupper. Hun hiver gråhårede lærere og ærværdige skoleledere op på scenen, hvor de skal agere en 1. klasse, som lærer at læse blandt andet ved hjælp af små børnesange og fagter.

Lyd og berøring

Begrebet læringsstil går kort fortalt ud på at finde netop den kombination af 21 elementer, hvor hver enkelt lærer bedst. Derfor har Rita Dunn udviklet et skema, hvor hun tester børnene. De 21 elementer er ikke lige vigtige. Statistisk vil nogle af dem være afgørende for 70 procent af eleverne, mens andre elementer kun betyder noget for nogle få. Normalt er det fem-seks elementer, der har betydning.

En af de mest kendte er perceptions-metoden. Det vil sige, hvordan man bedst opfatter nyt stof. Nogle, de auditive, lærer ved at lytte - andre vil helst se på for eksempel et bogstav. De er visuelle. Lidt mindre kendt er de taktile, de, som lærer bedst, hvis de sidder og rører ved noget eller for eksempel tager noter. De sidste er kinæstetisk begavede. De lærer bedst ved at bevæge sig.

Der er udført en lang række studier - både af Rita Dunn og af andre, som arbejder med lignende teorier - som viser, at børn lærer bedst, hvis de får mulighed for at lære på den måde, som passer til dem. Men Rita Dunn bruger ikke meget tid på at komme med intellektuelle argumenter. I stedet demonstrerer hun med tilhørerne selv og masser af eksempler fra hverdagens skoleliv, hvordan det virker: 'Hvor mange af jer har sagt til især drengene: Sid stille og lyt, så skal du nok lære noget?', spørger hun - og en skov af hænder ryger i vejret. 'Det har jeg også gjort. Men faktisk er det kun 12 procent af alle børn, som lærer bedst ved at lytte. Jo yngre børn er, desto mere er de taktile eller kinæstetiske elever, så de har også svært ved at lære, hvis de skal sidde stille og ikke må bevæge sig og røre ved noget. Mange børn, som har svært ved at lære at læse, er enten taktile eller kinæstetisk begavede børn. De kan sagtens lære det, hvis man lader dem starte indlæringen på deres foretrukne måde, og så siden går over til den visuelle og auditive metode', fortæller hun forsamlingen.

'I de første 18 år, jeg underviste, sagde jeg til de studerende: Tag mange noter. Jeg troede, at de så lærte bedst. Det gælder også for de taktile elever, altså de, som lærer bedst, mens de sidder med noget i hænderne. Men det gælder ikke resten. De lærer bedst ved at lytte, se på tingene eller ved at bevæge sig', fortæller hun.

Det er en pointe, som hun gentager igen og igen, som en vækkelsesprædikant, i løbet af dagen: I hendes verden findes ikke en rigtig læringsstil. Der er kun metoder, som passer mere eller mindre godt til bestemte mennesker.

Analytiske matematiklærere

Et andet af de 21 elementer, som har betydning for de fleste, er spørgsmålet om, hvordan eleven tænker. Vigtigst er forskellen mellem henholdsvis 'analytiske' og 'globale' tænkere. Det analytiske menneske tænker helst via en skridt for skridt-metode, forklarer hun. Først får man præsenteret et element, derefter bliver der bygget mere og mere ovenpå, indtil hele billedet er klart. Det er den analytiske metode. De analytiske elever kan godt lide at lære at læse efter den fonetiske metode - hvis de altså også er auditivt begavede, siger hun.

Rita Dunn demonsterer skridt for skridt, hvordan man kan undervise i adjektiver ved at tale om først farven, derefter størrelsen og andre karakteristika ved en sweater - stopper så pludselig op og råber: 'Er det kedeligt? Jamen, det er den analytiske metode, skridt for skridt, bygge langsomt ovenpå. De fleste lærere er analytiske og underviser på den måde. Det er jeg også selv. Men langt de fleste børn er 'globale' - de keder sig og orker ikke at følge med på denne måde', siger hun.

Globale børn lærer nemlig modsat de analytiske. I stedet for at starte forfra vil de globale have hele billedet præsenteret, før de kan interessere sig for enkeltdelene. De skal starte med et stort spørgsmål, der kalder på undren. Eller med en historie, som griber essensen, eller en vittighed.

'De siger: Hvorfor skal jeg lære det? Og de nægter at engagere sig, før deres nysgerrighed er vakt. Man underviser de små børn ved hjælp af globale metoder - men i 3. klasse begynder man at undervise analytisk. Den passer ikke til børnene. I gymnasiet er cirka 20 procent analytiske. Blandt voksne er 28 procent analytiske, 55 globale - resten kan begge dele. Men 65 procent af lærerne er analytiske. Og næsten alle matematiklærere er analytiske og underviser ved hjælp af skridt for skridt-metoden. Har nogle af jer nogensinde haft problemer med matematik? Har I hørt en matematiklærer sige: Jeg er ligeglad med svaret, jeg vil høre, hvordan du punkt for punkt er nået frem til det', spørger hun ud i salen. En ny skov af hænder ryger i vejret. Det er den analytiske lærer, der er i aktion, forklarer hun.

Køleskabet

Endelig når hun frem til turen frem og tilbage for de, der lærer bedst, mens de gumler på et eller andet.

'Hvis I går i fast rutefart frem og tilbage mellem køleskabet og skrivebordet, når I skal lære noget svært, er I sikkert globale. Hvis det er ligemeget, hvad der er i køleskabet, er I sikkert udpræget globale. Analytikere plejer at lave sig en kop kaffe, stille den fra sig og lade den stå og blive kold, mens de arbejder koncentreret', siger hun - og fortæller om sin egen 'globale' mand, som helst arbejder i et halvmørkt rum med musik og tv tændt og masser af snacks og drikkevarer inden for rækkevidde - mens hun selv er helt modsat.

Hun anbefaler dog ikke, at man giver frit indtag til børnene for at lette deres indlæring. Hun har nogle regler, som gælder, hvis man skal indføre undervisning efter principperne om læringsstile.

Eleverne må ikke praktisere en læringsstil, som generer andre. Det vil sige, at de, som vil høre musik, i reglen har høretelefoner på. Skal de forsøge sig med at spise, skal kun grøntsager være tilladt. Og de skal være kogt let, så de ikke larmer. I øvrigt går Rita Dunn ind for at indrette forskellige miljøer i skolen og så lade eleverne selv vælge, hvad der passer bedst til dem. En anden regel er, at eleverne skal vise, at de lærer bedre, når de får lov at bruge deres foretrukne læringsstil.

Det er vigtigt, at eleverne selv bliver helt klar over, hvordan de lærer bedst, hvordan rummet og undervisningen optimalt er indrettet.

'Vi arbejder med, at hver enkelt barn skal lære, hvordan det arbejder bedst. Den viden kan eleven tage med sig gennem hele skolen - også selv om eleven kommer til at arbejde med en lærer, som ikke bruger learningstyles, forklarer Rita Dunn.