Danskerne forveksler lighed med enshed. Det mener Rita Dunn, som synes, at de danske skoler burde differentiere undervisningen meget mere og gemme de sociale færdigheder til særlige gruppeforløb, siger hun i en pause i sin optræden i Ringsted.

Hun sænker stemmen til teaterhvisken og siger, at hun er bange for det, hun nu skal sige. For hun ved, at det bryder danskerne sig ikke om. Hun rømmer sig og siger: 'Jeg vil ikke lyde negativ, og det er med største forsigtighed, at jeg siger det - men jeg forstår ikke Danmark og Skandinavien. I er demokrater. I har en filosofi om, at alle skal være ens. Ingen skal være bedre end andre. Fint nok. Men hvor er jeres realitetssans? De begavede børn lærer anderledes, forskellige slags børn lærer på forskellige måder. Hvorfor må de for eksempel ikke arbejde helt alene eller to og to det meste af tiden', smiler Rita Dunn.

Kun få af børnene lærer noget, når de arbejder sammen i grupper, siger hun. 'De kan have det sjovt, de kan pjatte, de kan hygge sig, og de kan lære en masse socialt, men de lærer altså ikke det, vi prøver at undervise dem i', siger hun.

I stedet foreslår hun, at man lader børnene selv vælge, hvordan de vil arbejde, når de skal lære noget fagligt. Og så bruger en anden del af tiden på at lære dem at arbejde sammen i grupper.

'Det er naturligvis vigtigt at kunne samarbejde og føle, at man er fælles med andre, men hvorfor ikke undervise dem i det på et andet tidspunkt end der, hvor de skal lære fagligt', siger hun. Ifølge Rita Dunn lærer 12 procent bedst, når de arbejder alene, bedre end med en lærer. 'Det er især de meget kvikke børn, som vil have lov til at springe skridt over for at lære hurtigere', siger hun.

'28 procent arbejder bedst sammen med andre børn to og to - og ikke i en gruppe. Andre 28 procent vil helst sidde sammen med læreren. Resten foretrækker at skifte - og altså også indimellem være i en gruppe', smiler Rita Dunn. Når hun giver en opgave til en klasse, siger hun til børnene, at de selv må bestemme, om de vil arbejde alene, to og to, i grupper eller sætte sig sammen med hende. Hvordan skal lærere, som i forvejen er pressede af for mange børn i klassen, kunne praktisere alle disse læringsstile samtidig?

'Det er ikke sværere, det er bare anderledes. I stedet for at starte timen med at stå og tale lader man børnene gå i gang på deres foretrukne metode, eller man arbejder alle på en gang med forskellige metoder', siger Rita Dunn.

hbjorgensen@dlf.org

Bløde stole og musik

Omgivelserne betyder ifølge Rita Dunn noget for 70 procent af eleverne: 'Mange gange ser man en lærer, som står ude på gangen og tysser på dem, der sidder og snakker, når hans klasse skal skrive stil og arbejde koncentreret. Det er en lærer, der er følsom over for lyd, og som derfor går ud fra, at alle andre også foretrækker stilhed. Men faktisk er der mange mennesker, især de globale, som arbejder bedst, hvis der er blød musik eller en jævn baggrundsstøj. Ellers begynder de at blive distraherede, når deres sidekammerat trækker vejret, eller de kan høre, at stolen knirker', forklarer Rita Dunn. Nogle foretrækker at lære nyt stof, mens de sidder ret op og ned ved et bord på en relativt hård stol. Rita Dunn siger, at det typisk er analytiske personer, som foretrækker at sidde på den måde. Mens andre børn har glæde af at få lov til at sidde på en pude - eller endda på en pude på gulvet. Også lyset har stor betydning. Analytiske personer foretrækker klart arbejdslys, mens globale ofte helst vil have lidt dæmpet lys. Så koncentrerer de sig bedst.

hbj

Tag skoene af

De kinæstetiske børn har brug for at bevæge sig, når de skal lære noget nyt. Omkring 15-20 procent kan ikke lære, hvis de skal sidde stille, fortæller Rita Dunn. Derfor har hun udviklet en metode, som kan få de kinæstestiske børn til at interessere sig for matematik. Her er tallene limet fast på et stort stykke plastik, der ligger på gulvet. Børnene skal nu tage deres sko af og bevæge sig rundt på tallene. De kan for eksempel lære at regne ved at hoppe fra et tal til et andet og ved hjælp af spørgsmål og svar på papirstykkerne korrigere deres svar. Der kan laves andre opgaver, hvor et rigtigt svar giver mulighed for at hoppe videre.

De taktile børn, som har brug for at røre ved noget, kan lære ved at tage noter. Men inden de har lært at skrive, lærer de bedst bogstaver, hvis man for eksempel knuser nogle nudler og limer dem fast på pap, så børnene kan føle bogstaverne, mens de lærer dem. Eller de skal have mulighed for at fremstille nogle undervisningsmaterialer selv.

Rita Dunn har brugt metoderne både i almindelige klasser og især til at undervise børn, som ikke har lært at læse i den almindelige skole.

Hun fortæller om et eksperiment i en meget læsesvag 2. klasse, hvor børnene oprindeligt kunne lære tre-fire nye ord hver uge. De kom op på 17-18 ord om ugen ved hjælp af metoderne, fortæller hun.

Man kan godt gå videre med for eksempel visuelle og auditive metoder, når børnene blot starter på noget nyt på den måde, som passer bedst.

hbj