Fysik/kemi

Jagten på. . . 1

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

guld, farver, dykning, kulde og varme, flyvning

Elevbog af Ole Goldbech

68 sider, 153,75

Videoprogram (Danmarks Radio): 593,75 kroner

Alinea

I tilknytning til fem tv-programmer, som Danmarks Radio producerede og udsendte for et par år siden, udgiver Alinea nu denne bog, som lægger op til en række projektarbejder. Samtidig udgives de fem tv-programmer samlet på en video.

Bogen starter med en prisværdig kort og klar gennemgang af, hvordan man kan arbejde med projekter. Både arbejdsformen og det teoretiske, sproglige og eksperimentelle ligger på et niveau, som passer til folkeskolens ældste klasser.

Første emne er jagten på guld. Videoen viser, hvorledes Jane og Jens får en tur ned i en guldmine i Sydafrika. Flere kilometer under jordens overflade oplever de, hvorledes man finder guldårerne og bryder malmen. I udvindingsanlægget følger de processerne, til de står med det rene guld, som blandt andet bliver slået til smukke mønter.

Med videoen som inspirationskilde lægger bogen nu op til nogle projekter, som eleverne kan vælge imellem, for eksempel smykkefremstilling, udvinding af metal og udvaskning af 'guld'.

I et projekt som udvinding af metal udføres det kendte forsøg, hvor kobber fremstilles ud fra malakit. I sammenhæng med videofilmen får eleverne en klar begrundelse for, hvorfor man udfører sådanne forsøg. De ser, at det ikke blot er noget i en bog, men noget, som finder sted i stor industriel skala og med stor betydning på verdensplan.

Nogle af videofilmene er lidt mere tynde. Som 'Jagten på at dykke under vand', der nærmest er et dykkerkursus. Men det reddes til dels af bogens projekter, som ikke lader sig begrænse, men finder overskrifter langt ud over videoens indhold. Projekterne er som regel ikke blot relevante ud fra faglige og samfundsmæssige begrundelser eller ved deres relation til hverdagen, men i vid udstrækning også ud fra deres hensyntagen til elevernes forskellige forudsætninger og interesser. Derved bliver materialet meget anvendeligt.

Som det fremgår af titlen på den sidstnævnte videofilm, er det en dårlig idé at lade alle videotitlerne starte med 'Jagten på. . .'. I de fleste tilfælde virker det søgt.

Gunnar L. Clausen