Måske er det godt, at skoledirektørerne ikke er med i denne undersøgelse. I hvert fald er det interessant, at resultaterne er mere og mere positive, jo højere man bevæger sig op i skolens hierarki.

Ledere, lærere og elever i 8.- og 9.-klasser bliver spurgt om, hvad eleverne lærer på deres skole. Lærere og elever er enige om, at eleverne lærer at arbejde i grupper, og at de ikke lærer at være patriotiske. På alle andre områder ser lærerne mere optimistisk på læringsresultaterne, end eleverne gør. Mens ni ud af ti lærere for eksempel mener, at eleverne har lært om vigtigheden af at stemme ved kommune- og folketingsvalg, så er det kun hver anden elev i 9. og hver tredje i 8. klasse, der har den samme opfattelse. Og, som der står i rapporten, 'selv om lærerne er noget mere optimistiske end eleverne, så er det dog for intet at regne i forhold til skoleledernes opfattelse af, hvad eleverne lærer'. Ledernes selvbillede af skolen er meget flottere end de øvriges! Det er tankevækkende. På samme måde er det interessant at sammenligne med svarene fra de øvrige 27 lande i undersøgelsen, 'Cevic Education Study', som omfatter 90.000 elever, 10.000 lærere og 4.000 skoleledere.

I denne bog, som er den anden danske rapport fra projektet, sættes der fokus på ledernes og lærernes opfattelser af politisk dannelse. Det dokumenteres, hvor Danmark ligner eller afviger fra de øvrige nordiske lande, og - lidt mere overfladisk - der sammenlignes med den øvrige verdens opfattelser af politisk dannelse.

Rapporten tegner et noget mere positivt billede af den danske folkeskole, end det oftest ses i internationale undersøgelser (derfor vil den heller ikke få stor omtale i medierne). Når det gælder politisk dannelse, er den danske folkeskole 'i stand til at kombinere et tilfredsstillende fagligt niveau med nogle 'bløde værdier' for undervisningen', lyder en konklusion. På 8. klassetrin hører Danmark til i den bedste tredjedel, og de danske 9.-klasser er blandt de absolut bedste i hele undersøgelsen. Stærkest af alle lande støtter de danske elever kønnenes lige politiske rettigheder; og de danske 9.-klasser er helt i top med opfattelse af åbne muligheder for diskussion og dialog i undervisningen.

Bogens mylder af tal præsenteres i gode tabeller og oversigter og med få, præcise beskrivelser. Men da undersøgelsen (kun) er kvantitativ, bliver det ved røntgenbilledet af rummet for politisk dannelse. Forskerne forsøger sig kun med ganske få tolkninger af tallene. Rapportens samlede billede viser mange spændende nuancer. Der er også en del overraskelser, men på dem gives der ingen forklaringer. Landkortet bliver tegnet og bredt ud. Vi kan se, hvor vi står. Men ikke hvorfor - og vi kan heller ikke se, hvor vi skal hen.

Det næste, man kunne ønske sig, var undersøgelser af, hvad der faktisk sker i de 'rum', hvor den politiske dannelse sker - i skolen, hjemmene, kammeratflokken, fritidsklubben og på arbejdet. Ledere og lærere kan have interesse i at tegne et mere positivt selvbillede af skolen, end eleverne har. Men hvad er det for eksempel, der gør, at lærerne prioriterer undervisning om og med medier meget højere, end eleverne gør det? Årsager, sammenhænge og forklaringer mangler. Næste logiske skridt må være at lede efter (nogle af) dem.

Rum for politisk dannelse

Af Jens Bruun, Jens Johansen og Peter Allerup

280 sider, 225 kroner

Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

www.dpu.dk/forlag