Når jeg spørger etniske forældre (med muslimsk baggrund), hvad deres børn vil være eller uddanne sig til, svarer de fleste, at deres børn skal have en høj uddannelse, være læge eller pilot.

Hvorfor har de sådan nogle høje forventninger til deres børn? Jeg vil kort ridse op, hvad der gør, at vi ser forældrene som en passiv partner i skolesammenhæng, og om baggrunden for deres drøm på børnenes vegne.

En stor del af forældrene har enten selv haft en skolebaggrund i deres hjemland eller er blevet opdraget af deres forældre. De blev socialiserede i en skole og i en verden udenfor, som bygger på et autoritært samfunds- og menneskesyn. Især forældre, der kommer fra socialt og uddannelsesmæssigt dårligt stillede familier, bliver i deres hjemlands skoler set som objekter. Det påvirker forældrenes opfattelse af og tro på, at en stor del af dem ikke kan noget i forhold til deres børns skoler, og de ser lærerne eller andre faggrupper som guder, fordi de har en uddannelse og ved alt.

Jeg har oplevet, at forældrenes samvær med lærere og pædagoger ofte bygger på usikkerhed, fordi de føler sig uduelige. De har svært ved at føre en samtale med lærerne om deres børns skolesituation, fordi de har mindreværdskomplekser. Tænk hvis de nu kommer til at sige et eller andet, som er dumt. Derfor bygger deres samvær med lærerne ofte på nogle standardsætninger, som at det går godt med Ali, tror du Ayse bliver læge, og jeg håber, de får en uddannelse.

Forældrene indoktrinerer allerede deres børn i syvårsalderen til, at de skal have en høj uddannelse. Individets prestige stiger, men stadigvæk er det sådan, at unges uddannelse er med til, at familiens prestige også stiger. Jeg ser indoktrinering fra syvårsalderen som en hæmsko for barnets udvikling, og når barnet ikke opfylder forældrenes forventninger, viser mine erfaringer, at børn bliver presset.

Her mener jeg, at både lærerne og andre professionelle skal være opmærksomme på forældrenes ambitionsniveau på deres børns vegne. Læreres kendskab til børnene skal efter min mening være en hjælp til dem, og jeg har gode erfaringer med, at læreres gode kendskab til børnene letter forældrenes pres på dem.

Min måde at få forældrene til at lette presset på deres børn eller at reducere deres forventninger til dem er at sige, at det vil få alvorlige konsekvenser for deres børn, eller det kan give alvorlige psykiske lidelser, hvis de dropper deres skole. Jeg vil opfordre lærerne til at fastholde betydningen af forældrenes menneskelige kontakt til deres børn i forbindelse med deres børns sociale og kulturelle udvikling og ikke mindst i forbindelse med deres uddannelse. Både i mit daglige arbejde som projektleder og som underviser for etniske forældre i samarbejde med skolen eller andre pædagogiske institutioner er mit råd til forældrenes høje ambitionsniveau på deres børns vegne, at de starter med sig selv. Nøglen til den gode fremtid for deres børn ligger hos dem selv. Reaktionerne er forskellige. Nogle kom med standardsætninger, som for eksempel at de ikke kan tale og skrive dansk, og derfor kunne de ikke hjælpe med lektierne. Svaret er, at det ikke handler om lektier. Det handler mere om, at de ser deres børn, og om, at samværsformen er domineret af forældrenes forventninger. Mit svar til forældrene er, at så længe børnene føler, at de ikke bliver anerkendt, og at der ikke bliver givet plads til deres egen drøm i samværet med forældrene, så længe kan der ikke blive tale om, at de bliver læge eller pilot.

Ahmet Demir er cand.pæd. og familieterapeut og leder af Blæksprutten