Ugebrevet Mandag Morgen bragte i sidste uge en omfattende artikel med tilhørende interview om Danmarks Pædagogiske Universitet og dets trængsler. Artiklen lægger op til en debat, der kan blive enten konstruktiv eller destruktiv. Jeg vil søge at dreje debatten i den konstruktive retning.

Kort om baggrunden

Indtil fusionen blev den pædagogiske forskning i Danmark varetaget af Danmarks Lærerhøjskole (DLH), Danmarks Pædagogiske Institut (DPI), universiteterne og enkelte andre institutioner. Universiteterne og DLH havde den konventionelle fordeling af deres opgaver, det vil sige forskning og undervisning, og Lærerhøjskolen var af sin formålsparagraf styret mod forskning til folkeskolens tarv, mens de øvrige institutioner kunne sprede derespædagogiske opgaver overet bredere felt.

Forud for fusionen havde DLH været igennem en periode med fristyre og en grundig ekstern evaluering, der konkluderede, at der var stor tilfredshed med undervisningen, mens forskningen led af den mangel, at der ikke blev publiceret tilstrækkeligt internationalt. Evalueringsrapportens resultater blev i flere sammenhænge fordrejet på en måde, der kom til at danne grundlag for et dårligt rygte og en opfattelse af, at institutionen havde spillet fallit, mens fakta er, at DLH dels havde udvidet sine aktiviteter, dels havde skabt sig et særdeles positivt ry hos brugerne. Det forhold skal ikke skjule, at Lærerhøjskolen især med sine aktiviteter i provinsen havde ekspanderet langt mere, end det oprindeligt var hensigten. DLH måtte fremtræde som en temmelig ustyrlig institution, der i højere grad var lydhør over for folkeskolens ønsker og behov end over for Undervisningsministeriets intentioner. Specielt havde man betænkeligheder ved de forskningsmæssige aktiviteter, der foregik i provinsen.

Det er svært at frigøre sig fra forestillingen om, at det har spillet en rolle for ministerens dispositioner, da forslaget om oprettelse af et pædagogisk universitet blev til. Det nye universitet skulle først og fremmest beskæftige sig med forskning, der kunne gøre Danmark kendt i udlandet, det skulle kun have sine aktiviteter i København, det skulle ikke influeres af folkeskolens krav, og det skulle være 'forskningstungt'.

Det nye universitet skulle ikke rettes mod folkeskolen, hvis efteruddannelsesbehov i stedet skulle dækkes af de nye CVU'er (centre for videregående uddannelse), der ikke skulle rumme forskning.

Danmarks Pædagogiske Universitet

Lars-Henrik Schmidt blev udpeget som den første rektor og blev den, der kom til at formulere det nye universitets idé og struktur. Der er her tale om nytænkning og en indgangsvinkel, der rusker op i den gamle struktur. Opdelingen af det pædagogiske i den struktur, de nye institutter angiver, er ikke tosset, men rummer muligheder for at inddrage faglige områder, der kun alt for lidt har været sat i forbindelse med den pædagogiske tænkning. En antropologisk vinkel, der ser de pædagogiske institutioner som kulturer, en sociologisk vinkel, der belyser større sociale sammenhænge, en filosofisk vinkel, der analyserer de begrebslige sammenhænge og kreationer, en psykologisk, der ser på individet, og endelig en curriculumvinkel, der ser på læseplaner og den tilknyttede didaktik. Disse områder vil naturligvis overlappe hinanden, men det gjorde de gamle kategorier også. De vil give anledning til diskussioner om, hvilke temaer der omfattes af det ene og hvilke af det andet. Men det gjorde de gamle også. Der er heller ikke noget nyt i, at de først hen ad vejen får substans. Det er derfor yderst konventionelt, når institutlederne beklager sig over endnu ikke at have fundet denne substans, og Schmidt svarer, at det kommer hen ad vejen. Kombinationerne her er så nye, at deres substans ikke kan foregribes. Det egentlig ubehagelige og vanskelige er, at Lars-Henrik Schmidt forkaster det 'gamle', som egentlig ikke var så dårligt, med en respektløs arrogance, der vanskeliggør den nødvendige dialog. Der må nemlig en dialog til, hvis de, der skal udføre arbejdet, skal have mulighed for at omsætte de nye ideer til praksis.

Når Schmidt i Mandag Morgen psykologiserer mod sine medarbejdere med en bemærkning om, at de 'forsøger at teste, hvordan de kan reagere mod et rektorstyre', tager han fejl. Medarbejderne bør ikke karakteriseres som pubertetsunge, der gør oprør mod autoriteten, men derimod respekteres for den erfaring og kompetence, de repræsenterer. Det er beklageligt, at Schmidts interessante udspil spoleres af en ledelsesstil, der frastøder kvalificeret arbejdskraft.

Problemerne er overkommelige

Problemerne er til at få øje på, men de er ikke uoverkommelige.

Tydeligst står måske det økonomiske. Etableringen af nye uddannelser uden forhåndsundersøgelse af deres afsætningsmuligheder er muligvis arrogant. Aftagernes reservation er forståelig. Men det er et problem, der bør løses med en redegørelse for den kompetence, de nye kandidater vil opnå. Det er et problem, der kan løses gennem information og dialog, ikke via en postuleret bedreviden. Lars-Henrik Schmidt kan måske ikke overkomme og magter måske heller ikke en sådan dialog. Der er imidlertid endnu medarbejdere, der kan den slags - hvis de altså er på rektors side, hvis de går ind for ideen, hvis de ikke er skubbet væk.

Personligt tror jeg, det er for optimistisk at tro, at der allerede det første år vil være ansøgere til det hele. Jeg tror, der skal to eller tre år til og dertil en god, fortløbende dialog.

Som jeg allerede har antydet, er der ikke grund til at bekymre sig for, om forskningen vil gå i gang. De videnskabelige medarbejderes egen nysgerrighed og behovet for at få undersøgt ting i den pædagogiske verden skal nok sikre det. Her er det betydningsfuldt, at mange allerede har et godt navn, der kan trække opgaver til.

Når aftagerne, Skoledanmark for eksempel, foreløbig ikke mener at kunne bruge kandidaterne, hænger det sammen med det allerede nævnte. Her er det noget andet, der er problematisk, nemlig den ekstreme centralisering omkring København. Det er indlysende, at provinsen, uanset informationsteknologi og bredbånd, kun i behersket grad vil kunne udnytte DPU. Skoledanmark når ud i landets fjerneste afkroge. Danmarks Pædagogiske Universitet er et københavnerfænomen. Derfor vil der opstå konkurrerende institutioner i provinsen, og en del af det forudsete kundegrundlag vil forsvinde. Lærerhøjskolen samlede kandidatstuderende fra hele landet. Heraf for eksempel et par tusind i Århus. Få af dem ville tage til København, mens et tilbud i Århus vil kunne bære en institution.

Et andet problem, der foreløbig ser ud til at have vanskeligheder ved at finde sin løsning, består i, at to populære og professionsrettede uddannelser nedlægges. Cand.pæd.pæd. og cand.pæd.psych. De nye toårige uddannelser når ikke et acceptabelt niveau, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, at den nye psykologiuddannelse ikke kan danne grundlag for autorisation. Derfor må potentielle kandidater forventes at søge til universiteterne. DPU kan let komme til at anbringe sig i en situation, hvor tilbudene udkonkurreres af andre institutioner. Igen er det et problem, der skal løses enten gennem større fleksibilitet, end der for øjeblikket lægges for dagen, eller gennem en forøget information om de nye uddannelsers kompetenceproduktion.

DPU privilegerer København. Det er ikke rektors skyld, men han er ministeriets agent i denne sammenhæng og bliver derfor præsenteret for problemerne.

Den nye, interessante og dristige idé er ikke forklaret tydeligt nok, og argumentationen er ikke afprøvet gennem en fornuftig dialog.

Det er tvivlsomt, om økonomien er generøs nok til at bære et eksperiment, der må anses for at vare to-fem år.

Institutionsmedarbejdernes mangeårige erfaring respekteres og medinddrages ikke, hvorved ressourcer spildes, og medarbejdere stødes bort.

Den interne kommunikation er yderst problematisk, ligesom ledelsens beføjelser synes at række videre, end rimeligheden tilsiger en.

Rektors ledelsesstil fremkalder samarbejdsproblemer, der ikke behøvede at eksistere.

Hvad værre er

Eksperimentet, Danmarks Pædagogiske Universitet, kunne være en pudsig parentes i landets historie, hvis ikke der tegnede sig uhyggelige konsekvenser for den danske folkeskole.

Den forskningsbaserede efter- og videreuddannelse fjernes fra provinsen og provinsens lærere.

De nye videreuddannelser lægger et lavere niveau end de, der afskaffes.

Den nye forskningsinstitution har ikke folkeskolens tarv som sit sigte.

Det direkte og meget frugtbare samspil mellem skolens praktikere og de pædagogiske forskere reduceres til minimum.

Det er helt pudsigt, når ministeren ser alt dette som udtryk for et kvalitetsløft.

Der skal to eller tre år til og dertil en god, fortløbende dialogDer er her tale om nytænkning, der rusker op i den gamle struktur