I den forløbne uge kom resultatet af endnu et politisk initiativ, som skal forhindre unge i at droppe ud af ungdomsuddannelserne. 2.996 elever fik stemplet »ikke-uddannelsesparat«.

Problemet med, at unge dropper ud af uddannelser - eller aldrig kommer i gang - er et af de største problemer i dagens Danmark. For de muligheder, man har uden en uddannelse, bliver stadig færre. Så der er god grund til at gøre noget.

Men den bureaukratiske løsning med at kalde en ung »ikke-uddannelsesparat« er værre end problemet. Hensigten er sådan set den positive, at man vil sikre, at de unge får en plan for, hvordan de så bliver parate til en uddannelse. Men hvordan det hjælper at starte med at slå dem oven i hovedet, skal man nok have en højere politik-eksamen for at forstå. Hvorfor ikke bare give de unge hjælp til at komme i gang uden den medfølgende trussel om at skære i børnepenge eller kontanthjælp, hvis de ikke makker ret og stempler ind i uddannelsessamfundet.

I denne uge skriver Folkeskolen om en gruppe unge, som især er overset, og giver et billede af, hvorfor pisk- og gulerod-løsninger ikke vil komme til at virke.

De er aldrig i fokus i medierne. Det er dem, man kalder »stille piger«, men som i virkeligheden består af mindst lige så mange stille drenge. Det er efter lærernes mening en gruppe, som tit ender med at droppe ud af en ungdomsuddannelse.

Ofte har de levet et stille liv gennem ni år i skolen, hvor lærere og forældre af misforstået hensynsfuldhed lader dem være i fred.

Men det er faktisk elever, som har store problemer bag den selvudslettende facade. Nogle har en hjerneskade, andre bliver mobbet.

»De risikerer at gå glip af hele deres ungdomsliv. Når de kommer hos os som 17-20-årige, har de spillet computer derhjemme hele deres liv. Og hvis de skal nævne tre venner, kan de ikke. De er lige præcis nogle af dem, som ikke får en ungdomsuddannelse. Fordi de typisk dropper ud«, siger en lærer fra Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation, der er en specialskole for unge og voksne i Aalborg. Og det virker.

20 uger med to lektioner om ugen ser ud til at være nok til, at mange af dem kommer ud af isolationen.

Indsatsen kom i stand, fordi specialskolen opdagede flere og flere stille unge. De lever i en hverdag med angst, generthed og ensomhed. Ofte kan de godt følge med fagligt, de vil også gerne deltage i undervisningen, men de tør ikke, kan ikke og ved ikke, hvordan de skal komme videre.

Trusler og stempler er helt og aldeles uden virkning på dem. Stille elever fylder ikke bare meget lidt i deres eget liv. De fylder også alt for lidt i den offentlige debat.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org