Folkeskolen har omtalt det sprogpolitiske udvalgs rapport »Sprog til tiden« på en relevant måde ved at lægge vægt på anbefalinger vedrørende skole og læreruddannelse. Rapporten anerkender det store arbejde, lærere og pædagoger i samspil med gode undervisningsmaterialer har udført for at lette børns vej til skriftsproget, og Pisa-resultaterne fra de tidlige skoleforløb har da også bedret sig.

Men rapportens fokus lå i den anden ende af uddannelsesforløbet. Ikke fordi skolen ikke skulle være den vigtigste institutionelle faktor for udviklingen af et godt sprog, for det er den, men fordi der er grund til skærpet opmærksomhed over for udviklingen af dansk som undervisnings- og fagsprog på de højere læreanstalter.

Flere universiteter og fakulteter arbejder på at placere engelsk stærkere og dansk svagere som undervisningssprog, men meget få universitetslærere behersker engelsk så godt, som de selv tror, og de fleste studerende ved danske universiteter har lettere ved at tilegne sig nyt stof på dansk end på engelsk. Så omkostningen er stor, når der undervises på engelsk, og de studerendes aktivitetsniveau falder: Der er ikke overskud til kritisk bearbejdelse af stoffet, en stor del af energien går med at forstå, hvad der siges, og den kritiske bearbejdelse og medleven bliver begrænset.

Hvordan kan det være, at universiteterne ikke tager kritisk stilling til dette? Det kan skyldes, at man ikke i tilstrækkeligt omfang har taget hensyn til, at universiteterne har tre hovedopgaver: Forskning, uddannelse og formidling. Den første opgave skygger for de andre, og den første bliver i virkeligheden heller ikke tilgodeset. Forskning er nemlig en kreativ proces, hvor man har brug for alle marginale resurser og koblinger. Men disse har såvel som originale associationer et begrænset råderum i et univers, hvor man er på sproglig udebane.

Dertil kommer, at samfundsfinansierede institutioner som universiteter og skoler skal medvirke til at forsyne landet med veluddannet arbejdskraft, herunder akademikere, der kan kommunikere med alle i det danske samfund og ikke bare stille op til konkurrence i en kommercialiseret forskningsverden. Lad bare en-to procent af de universitetsuddannede specialisere sig på et verdenssprog. Men det er ikke universiteternes eneste opgave. Det går nemlig helt af sig selv.

Professor Higgins