Yngre lærere er mest mobile
Når først lærere har fundet sig til rette på en skole, er de ikke særligt tilbøjelige til at søge udfordringer andre steder
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis du er lærer og gerne vil se forskellige arbejdspladser indefra, så er det en god idé at skifte job, mens du er ung.
Folkeskolen er et af de områder på arbejdsmarkedet, hvor der er tradition for, at man bliver ved med at være ansat det samme sted i mange år. Hører man til gruppen af ældre lærere, er der stor sandsynlighed for, at man bliver på samme skole, indtil man skal pensioneres.
>Vi får ikke mange ansøgninger fra ældre lærere. Når en lærer er kommet godt op i årene, er det almindeligt, at han eller hun siger: Nu bliver jeg, hvor jeg er<, siger skoleinspektør Kim Brøbech.
Hans erfaring som leder af Vestre Skole i Silkeborg gennem 10 år er, at de mest mobile lærere er de yngre plus/minus 40.
>Med mindre det er en avancementsstilling til for eksempel et skolelederjob, så er de ældre lærere ikke så mobile<, siger Kim Brøbech.
Forklaringer er der flere af. En af dem er, at ældre lærere ved, hvad det kræver at skulle starte forfra på en ny skole.
>En lærer skal skabe sig en platform både i forhold til kolleger og i forhold til skole-hjem-samarbejdet. Det tager tid at opbygge, og det er man mere indstillet på, når man ikke er så gammel i gårde. I dag, hvor samarbejdet med forældrene og de personlige kontakter fylder meget, betyder det en hel del. Dermed adskiller lærernes jobmarked sig fra mange andre dele af arbejdsmarkedet<, siger Kim Brøbech.
Evner organisationen - sådan som mange folkeskoler gør - at være i konstant udvikling, er der ikke incitament hverken for lærere eller ledelse i jobskift. Det er med til at begrænse mobiliteten. Næstformand i Odense Lærerforening Gitte Mejland peger på et par andre forhold: Hvis der, som det er tilfældet på Fyn, er en del ledige lærere, kan det få ældre lærere med et godt job til af solidariske årsager at blive, hvor de er. Ældre lærere er også på grund af anciennitet dyrere at ansætte end nyuddannede, og nogle skoleledere vil også foretrække at ansætte yngre lærere.
Det sidste gælder dog ikke i Kim Brøbechs tilfælde.
>Jeg har som udgangspunkt, at vi hele tiden skal ansætte de bedst kvalificerede, og med de krav, der er til folkeskolen i dag, er erfaring ikke at kimse af. De nyuddannede kommer med en opgraderet viden på mange områder, men i lærerjobbet er personen og personligheden i spil, og mange undersøgelser viser, at læreren, der har noget på hjerte, gør en forskel. Og jeg oplever heldigvis, at mange lærere, der har år på bagen, stadig har meget at byde på.<
Men måske er lærerne ved at tilnærme sig forholdene på de dele af arbejdsmarkedet, hvor man arbejdslivet igennem er parate til at skifte job.
>Vi ser en øget mobilitet blandt ældre lærere, specielt dem der har nogle specialer, der er eftertragtede. Det kan være inden for specialundervisning, kendskab til nogle specielle elevtyper, man har taget en PD, eller man har en usædvanlig fagkombination<, siger næstformand i Gladsaxe Lærerkreds Poul Hansen.
Han understreger dog, at det også i Hovedstadsområdet stadig er de yngre lærere, der flytter mest.