Trine Hemmer-Hansens elever har bl.a. prøvet pickleball.

Anbefalinger

Fra Trine Hemmer-Hansen, idrætslærer på Virupskolen og faglig rådgiver på folkeskolen.dk/idræt

Offentliggjort Sidst opdateret

Ud af huset Kom ud i de lokale foreninger

Det er højsæson for udendørsundervisning i idræt, og her kan det være en rigtig god ide at alliere sig med sportsklubber og andre samarbejdspartnere i lokalområdet. Det er til gavn for begge parter.

Klubberne har ofte faciliteter og instruktører til rådighed, som skolens budget ikke rækker til. Omvendt kan eleverne få interesse for at begynde til en sportsgren, de ellers ikke havde på radaren. Selv har jeg haft mine elever ude af huset for at prøve pickleball, kajak og bueskydning i lokale foreninger.

Forløb Den røde tråd

Det er en kendt udfordring i idrætsfaget at skabe progression i, hvad eleverne lærer op gennem klassetrinnene. Dansk Skoleidræt er netop udkommet med et nyt forløb til indholdsområdet fysisk træning. Det forsøger netop at skabe en rød tråd mellem indskoling, mellemtrin og udskoling, ved at eleverne alle steder arbejder med styrke, koordination og kondition – på forskellige niveauer.

Ud over fysisk træning har forløbet også fokus på trivsel og samarbejde. Det anbefales at køre forløbet i de tre uger op til efterårsferien, så det afsluttes med Skolernes Motionsdag.

skolernesmotionsdag.dk/inspiration

Bog Temabaseret undervisning

En anden kendt udfordring for mange idrætslærere er at gøre faget temabaseret i stedet for aktivitetsbaseret. Her vil jeg anbefale bogen ”Tjek på idræt – tema og teori” af Birgitte Hedeskov og Kasper Gade. Den har nogle år på bagen, men er fortsat i høj grad værd at konsultere, hvis man vil have inspiration til at gøre sin undervisning mere temabaseret.

I bogen er der tekster til 12 temaer – lige fra ”idræt og køn” til ”den gode kamp”. Lige til at gribe fat i og eksperimentere med i egen undervisning.