»Eleverne lærer mindre med inklusion« var overskriften på en artikel i Folkeskolen den 16. maj 2012. Artiklen er foranlediget af en panelundersøgelse foretaget af Scharling Research for Folkeskolen. I artiklen konkluderes, at: »Både almindelige og inkluderede elever får et fagligt dårligere udbytte på grund af inklusionen«. Allerede ved læsningen af dette bliver jeg simultant interesseret, overrasket og, ikke mindst, bekymret.

På trods af at vi ved, at en individorienteret problemforståelse ikke er befordrende for en inkluderende praksis i skolen, viser panelundersøgelsens spørgsmål, at individperspektivet som forklaringsmodel lever i bedste velgående. Det undrer mig, at artiklens og undersøgelsens fokus er på elever med diagnoser såsom ADHD og autisme. Denne snævre fokusering fjerner desværre fokus fra de elever, der i virkeligheden er eksklusionstruede - elever i komplicerede læringssituationer, der ikke har en diagnose.

Forholder det sig virkelig således, at elever lærer mindre i en inkluderende praksis?

Vi ved fra national og international forskning, at systematisk og analytisk pædagogisk praksis, der er forankret i forskningsbaseret viden, kan forene god inkluderende praksis og et højt læringsudbytte.

I de bastante og postulerende typer i artiklen »Eleverne lærer mindre med inklusion« ser vi en konstrueret og misvisende mening om inklusion og læringsudbytte, der ingenlunde er befordrende for det fantastiske arbejde, en stor del af landets lærere og pædagoger gør for at sikre alle elevers deltagelse i skolens læringsfællesskaber.

Svar til Thomas Engsig