Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er så mærkeligt og fremmedartet, at det er svært at forstå. Men det sker. Lige nu bliver der således indført nationale test, obligatoriske elevplaner og obligatorisk kvalitetsrapportering i skolen. Politikere og kommunale arbejdsgivere efterlyser »sikker viden om, hvad der virker«, og der stilles krav til uddannelsesforskningen om at kunne levere en sådan viden til politikere og praktikere.
»Det er måske de største forandringer, der er sket i dansk uddannelse i 150 år«, siger lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Katrin Hjort.
Grundidéen i de mange nye tiltag er, at den undervisning, der foregår i skolen, skal være baseret på evidens. I den »amerikanske version« betyder evidens, at undervisningen skal være baseret på beviser, og beviserne er elevens score i faglige test.
I sådan et system bliver opgaven for de pædagogiske forskere at finde frem til de undervisningsmetoder, der giver den højeste score i test. Lærerne skal så bruge disse metoder, og skolelederne skal aflægge regnskab for, at det sker.
Den effektive skole er ineffektiv
Systemet, der kaldes »School Effectiveness« eller »effektiv skole«, er gradvist blevet indført i England og USA gennem den sidste snes år med henblik på at styrke elevernes faglighed. Det viser sig imidlertid, at systemet ikke virker. Elevernes testscore stiger ikke, og kløften mellem fagligt svage og fagligt stærke elever bliver ikke mindsket. Alligevel kommer tankegangen nu til Danmark.
»Vi må indstille os på, at hvis der ikke gøres noget andet, så har vi en måde at drive skole på om ti år, som er radikalt anderledes end den, vi har kendt de sidste 150 år, og som kommer meget tættere på den måde, man styrer skoler på i USA«, siger Katrin Hjort.
De styringsredskaber, man bruger i »det amerikanske system«, bliver nemlig nu lagt ind i det danske uddannelsessystem. I Danmark hedder det ganske vist evalueringskultur i stedet for account-ability-systemer, men princippet er det samme: Opstilling af faglige mål, der kan testes, så stat og kommuner kan kontrollere, at læreren leverer varen.
»Systemet i USA fungerer på den måde, at man har standardiserede, snævert fagligt definerede mål, og så tester man løbende eleverne meget tæt i forhold til disse mål«, fortsætter Katrin Hjort.
»Skolerne skal hvert år aflægge regnskaber for, hvordan deres elever har scoret i hvert fag, og for hvilke økonomiske resurser der er brugt. Herudfra kan man føre statistik og beregne, hvad man får for pengene«. »Mere uddannelse for pengene« hedder det i Danmark.
Test som styringsredskab
Testregnskaberne og statistikkerne er et styringsredskab for politikerne, ikke kun i USA, men også i Canada, Australien, New Zealand og England: De giver således økonomiske belønninger til de skoler, der scorer højt, og til de skoleledere og lærere, hvis elever scorer højt.
Princippet har også vundet indpas i Finland, hvor gymnasielærerne nu får løn i forhold til deres elevers faglige resultater. Ifølge en handlingsplan fremlagt for et par uger siden skal det også snart gælde Københavns skoleledere.
I de angelsaksiske lande er det desuden et krav, at skolerne hæver elevernes testscorer år for år, ligesom det kan være en erhvervsbestyrelses krav, at virksomheden øger indtjeningen med eksempelvis to procent om året. Giver skolen derimod »underskud« - altså faldende testscore - så kan myndighederne lukke den.
I USA er skolerne endvidere lovmæssigt forpligtet på at undervise med videnskabeligt efterprøvede metoder. Det vil sige:
»Når man som uddannelsesforsker arbejder med testresultater statistisk, kan man også forske i metoder. Er der et statistisk sammenfald mellem elevernes score og anvendelsen af bestemte undervisningsprogrammer, metoder eller undervisningsmaterialer? Det er det, man kalder at skabe evidens for en metode eller afdække 'Best Practice'. De amerikanske skoler skal nu bruge evidensbaserede metoder, altså metoder, som statistisk set har en effekt på elevernes læring«.
»Den form for evidensforskning er det, der hedder økonometriske analyser, statistiske analyser af sammenfald mellem bestemte metoder og bestemte testresultater, og den bruges i USA og mange andre lande til at diktere lærerne bestemte former for praksis. Her skal man bare huske, at statistisk sandsynlighed ikke betyder, at noget sker hver gang, og at et gennemsnit ikke gælder for alle. Den form for evidens er derfor ikke nødvendigvis til megen hjælp, når man står med individuelle elever i en situation, der er ny hver gang«.
Men nu begynder det også at vise sig, at systemet ikke virker efter hensigten.
»De amerikanske undersøgelser har ikke kunnet vise, at elevernes faglige præstationer, målt på test, går op. Testene giver selvfølgelig en rangordning af eleverne, men der mangler afgørende bevis for, at de fremmer den faglige tilegnelse hos den enkelte elev. Tværtimod er der noget, der tyder på, at de faktisk har den modsatte effekt, nemlig at de børn, der scorer lavt, bliver fastholdt i en lav score«.
Politikerne bør tænke sig godt om
Disse kendsgerninger fra den ret omfattende amerikanske evidensforskning kunne de danske politikere godt interessere sig mere for, mener Katrin Hjort.
»Blandt andet Socialdemokraterne argumenterer med, at de nationale test er et pædagogisk redskab, som forældre og lærere skal bruge for at støtte børnene, så deres faglige resultater kan forbedres, men der er altså ikke noget i den amerikanske forskning, der peger på, at de faktisk fungerer sådan«.
»Man kan heller ikke bevise, at systemet bryder den negative sociale arv. Den etniske selektion - det er jo det, man interesserer sig for i USA - er fortfarende, som den altid har været. I England viser målinger af effekter på kort sigt, at det faktisk er lykkedes at løfte hele testrangstigen en anelse, men det sociale gab er stadigvæk, fuldstændig som det altid har været«.
Til gengæld fremmer det »effektive skolesystem« korruption på alle niveauer, siger Katrin Hjort, og så er dropout-raten i øvrigt steget, i takt med at accountability-systemet er blevet implementeret, både blandt lærere og blandt elever.
»Lærerne søger væk fra skolerne. De kan ikke lide at være der, fordi de ikke synes, de har noget at skulle have sagt. Så der er mange ting, man skal kigge alvorligt på, inden man bare lader sådan et tog køre«.
Ganske vist er det en international trend, som heller ikke de nordiske lande kan undgå at forholde sig til, men der er forskellige måder at gøre det på.
»Sverige har for eksempel ikke sat accountability-vognen på skinner, på samme måde som man har valgt i Danmark. Det ser ud til, at Danmark er det land, der med størst iver forsøger at gøre det på den amerikanske måde. Men det er ikke en naturlov, at det skal gøres sådan. Det er stadig en politisk beslutning«.
Hvorfor indfører politikerne et system, som evidensforskningen viser ikke virker?
»En vigtig årsag er, at regeringen læser globaliseringen sådan, at vi bedst styrker Danmarks konkurrencedygtighed ved at kopiere de styringsmekanismer, som man har i økonomisk stærke lande som USA«.
Der er mere fremtid i kreativitet
Efter Katrin Hjorts mening ville det dog være bedre købmandskab ikke at uniformere og kopiere »de store«, men at satse på det unikke, det vil sige på de kvaliteter, der har været dyrket i det danske uddannelsessystem: Kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevne. Evner, som netop er i høj kurs i den moderne vidensøkonomi.
En anden årsag til, at evaluering og evidens nu kommer så stærkt på tale, kan være efterspørgslen efter nye styringssystemer i den offentlige sektor.
Kontraktstyring og resultatstyring er de aktuelle bud inden for offentlig ledelse, og de ser tillokkende ud, specielt hvis man ikke er hæmmet af faglig viden om, hvor komplicerede størrelser undervisning og læring er.
»Det er i Danmark ikke politisk muligt at privatisere uddannelse og sundhed i samme udstrækning som i USA. Landingen efter de sidste 10-15 års tovtrækkerier er blevet, at disse ydelser stadig skal finansieres over skatten, men at alle offentlige institutioner skal opfattes som private virksomheder, der fungerer på markedsvilkår«.
»Myndighederne skal købe ydelser af de 'private' virksomheder, for eksempel skolerne, og skal så kunne føre kontrol med, om de faktisk får det for pengene, som der er blevet lovet. Det er et helt andet rationale end i den klassiske velfærdsstat. Skolerne skal nu 'sælge' deres ydelser til kommunerne eller staten efter samme købmands-logik, som når man bygger om på sit hus. Man skriver kontrakt med håndværkerne om, hvad de skal lave, og hvad det skal koste«.
»Og kvalitetskontrollen skal være eksakt: Hvor høje karakterer får vi for pengene? Hvor meget brudt social arv får vi for pengene? Hvor meget sundhed får vi for pengene?«
Det er et system, der bygger på low trust, hvorimod den klassiske velfærdsstat byggede på high trust, påpeger Katrin Hjort. Dybest set er der tale om et skifte i menneskesyn og samfundssyn, mener hun.
»Vi må indstille os på, at hvis nogen ikke gør noget, så har vi en måde at drive skole på om ti år, som er radikalt anderledes«