Det lille lerklinede hus er proppet med børn. Over 40 sidder på det fugtige lergulv i det ene af husets to rum, mens 23-årige Lungile Lucia Zikalala underviser. Børnene er i alle aldre op til 18 år.

Flere af børnene her i Matfuntini NCP (Neighbourhood Care Point) i den nordlige del af Swaziland burde være i skole, men da de ikke har råd, kommer de i stedet her for at få et måltid mad og være sammen.

Lungile Lucia Zikalala arbejder hver dag i NCP'en. Hun har fået et kursus på syv dage i at undervise.

»Jeg er den eneste i min familie, der har en uddannelse«, fortæller hun.

»Jeg deler børnene op en del af dagen, så de små på mellem ét og fem år leger i det ene rum, mens jeg underviser de ældre i det andet rum. Jeg lærer dem at tælle og lidt matematik og engelsk«.

På kurset har hun fået undervisning i, hvordan man kører en NCP, og hvordan man kan støtte traumatiserede børn. Og hun har fået informationer om forebyggelse af hiv og aids, informationer, som hun kan give videre til børnene.

Hjælper børn mod overgreb

Lungile Lucia Zikalala fortæller om en af de store drenge på 15 år, der længe har boet alene med sin bedstemor. Men nu er hun kommet på hospitalet, så han er helt alene. Naboerne giver ham lidt mad, og så kommer han i NCP'en, hvor han får et måltid hver dag. Lungile arbejder på at få drengen i skole. Han er kommet her, siden NCP'en åbnede i 2002 henne under det store træ. Nu har lokalsamfundet bygget et hus af grene, sten og ler, hvor de seks kvinder kan tage sig af børnene.

Flertallet af børnene bor sammen med syge forældre. Fem af dem har mistet begge forældre.

Lungile Lucia Zikalala siger, at to af pigerne netop er kommet til hende for at fortælle, at de er blevet voldtaget. Så nu arbejder kvinderne på at hjælpe dem. Når pigerne overhovedet har sagt noget, skyldes det projektet »Lihlombe Lekukhalela«, der betyder »En skulder at græde ud ved«, hvor hun har lært børnene, at de skal gå til en voksen og tale om problemer som for eksempel overgreb.

I NCP'en lærer børnene sange og danse. Ofte spiller de små teaterstykker, der for eksempel kan handle om, at nogle dør af aids. Sang, drama og dans bruges både til oplysning og til at udtrykke følelser.

Frivilligt arbejde

Kvinderne fører protokol over børnene. I den kan man læse, om det enkelte barn er forældreløs eller måske bor sammen med nogle søskende. Børnene bliver krydset af hver dag, og hvis de i en periode ikke dukker op, vil en af de frivillige tage hjem til dem og se, om der er noget galt.

Børnene bliver også målt rundt om overarmen, så man kan bedømme deres ernæringstilstand.

Matfuntini NCP får ikke fødevarehjælp, men dyrker sin egen have. Herfra kommer majs, bønner og en spinatlignende grøntsag, der udgør måltidet denne dag.

Børnene stiller sig roligt op i kø, henter mad på en plastictallerken og sætter sig ned på jorden for at spise med fingrene. De er koncentrerede og stille, mens de spiser. Store portioner til ofte meget små børn, men for mange er det dagens eneste måltid.

Kvinderne møder tidligt om morgenen for at samle brænde og gå i gang med at koge bønner og majsgrød.

NCP'erne fungerer udelukkende på frivillig basis. Filosofien er, at de frivillige skal være så engagerede, at de ikke kan lade være. De skal ville det, fordi de ønsker at gøre noget godt for børnene, ellers dur det ikke. For det er hårdt arbejde, når man også selv har en familie at tage sig af.

Alle NCP'er har en kasse med undervisningsmateriale - »school in a box«. Meningen er ikke, at NCP'en skal erstatte skolen, men snarere at det er her, børnene skal lære de ting, de ellers ville have lært af deres forældre.

Samlet under et træ

NCP'erne er næsten alle begyndt under et stort skyggefuldt træ, men efterhånden har lokalsamfundene flere steder bygget lerklinede huse og enkelte steder stenhuse. Her har folk samlet penge ind ved at gå fra hus til hus. Hver familie har givet op til 50 emalangeni, cirka 50 danske kroner, og forskellige organisationer har støttet.

Folk i lokalområdet har stået for byggeriet. Som én af de aktive kvinder pointerer, så fortalte de ved indsamlingen, at man altid skal huske, at selv om man er rask i dag, så kan det hurtigt ændre sig, så man bliver syg og selv har brug for hjælpen fra NCP'en.

I oktober 2002 begyndte en kvinde at lave mad til 15 børn i lokalsamfundet. Børn uden forældre eller med syge forældre. Børn, hun kendte, og som hun så gik sultne og alene rundt. Hun lærte dem også lege og gav dem lidt uformel undervisning.

Efter to måneder kom der 115 børn til hendes hus for at få mad.

Sådan opstod Neighbourhood Care Point-idéen. I 2003 begyndte Unicef at støtte etableringen af Neighbourhood Care Points (NCP'er) med blandt andet store sorte jerngryder, sæbe og nogle få undervisningsmaterialer. NCP'erne støttes af flere organisationer. For eksempel får NCP'erne i tørkeområderne fødevarehjælp fra World Food Programme - majsmel, bønner og lidt madolie - ligesom de frivillige medarbejdere modtager et kursus i, hvordan de bedst kan støtte børnene.

I slutningen af 2005 var der i alt 415 NCP'er i Swaziland, og de hjalp omkring 33.000 børn.

Swaziland er et smukt land med en grum historie. Det lille kongedømme med 1,1 million indbyggere ligger klemt inde mellem Sydafrika og Mocambique og gemmer på en grusom hemmelighed: Omkring hver anden er smittet med hiv-virus eller er aids-syg. Blandt unge gravide kvinder er 56 procent hiv-smittede ifølge de nyeste tal.

Det høje antal hiv-smittede betyder, at gennemsnitslevealderen er faldet fra 57 år i 1997 til 37 år i 2005. Og det betyder, at antallet af forældreløse og særligt sårbare børn i dag er på omkring 132.000.

Dertil kommer, at der har været tørke i landet i fire år, så mange er afhængige af fødevarehjælp for at overleve.

Den gode nyhed er, at det ser ud til, at de unge i aldersgruppen mellem 14 og 19 år har den laveste hiv-procent. Årsagen er oplysning og undervisning i, hvordan man undgår at blive smittet.

»Hver måned dør ti lærere af aids. Dertil kommer alle dem, der er syge og må blive væk fra arbejde i ugevis«, fortæller Swazilands undervisningsminister Constance Simelane.

»Jeg har hørt, at der i Zambia er hundrede lærere, der dør af aids hver måned, men landet har også en befolkning, der er cirka ti gange større end Swazilands, så situationen dér er magen til vores«.

Især mangler der lærere til primary school, og på de ældre klassetrin mangler der naturfagslærere. Det tager to år at uddanne en lærer til primary school og fire år for de lærerstillinger, der kræver universitetsuddannelse. Flere steder har man nu indsat kortuddannede hjælpelærere.

»Vi har et stort problem i at finde uddannede lærere til at erstatte de lærere, der dør«, siger undervisningsministeren.

- Hvert minut dør et barn under 15 år af aids.

- 15 millioner børn har mistet en eller begge forældre på grund af aids.

- Hver dag smittes 1.800 børn under 15 år med hiv - de fleste ved fødslen.

- Aids-epidemien rammer især hårdt i landene syd for Sahara.

Danskerne samlede sidste år over 38 millioner kroner ind via DM i indsamling. Pengene gik til forældreløse børn i Afrika. En del skoler deltog i indsamlingen. Nu følger Unicef op på indsamlingen med en ny kampagne for børn ramt af aids.

Læs mere på www.unicef.dk

I 1990'erne gik 95-97 procent af børnene i Swaziland i skole. I 2002 var tallet 67 procent. Det er en konsekvens af aids-epidemien.

Men Unicef fik 4.000 børn i skole i 2002 og 7.000 i 2003. Nu har regeringen overtaget arbejdet med at få børnene i skole eller tilbage i skole.

Det koster cirka 250 kroner om året i skolepenge for et barn.