Hver dag modtager undervisningsministeriet i Swaziland en ny sag om en lærer, der har voldtaget eller seksuelt krænket en elev. Og det er kun den øverste top af isbjerget, for mange af eleverne har ikke mod til at fortælle om overgrebet.

I ministeriet taler man med det krænkede barn og prøver at få en sag lagt frem for politi og retsvæsen, fortæller en embedsmand. De ansatte er uddannet til at tage sig af børnene og rådgive dem, hvis der bliver en sag ud af det.

Men det er utroligt svært for børnene at fortælle om et overgreb i en kultur, hvor den slags nærmest er hverdag, og hvor børnene ikke er vant til at have en stemme.

Kommer sagen endelig for retten, oplever børnene ofte yderligere overgreb i form af dommernes sprog og opførsel over for dem, fortæller kvinden fra undervisningsministeriet. Kun én ret i landet tackler sagerne på en ordentlig måde for børnene, siger hun.

Et lille fremskridt inden for de seneste år er, at landets aviser er begyndt at skrive om sagerne. Både om lærere, der voldtager elever, og om overgreb fra andre voksne tæt på børnene.

Unicef har lanceret en kampagne med navnet »Lihlombe Lekukhalela«. Det betyder »En skulder at græde ud ved«. Et initiativ, hvor man fortæller børnene, at det er vigtigt at gå til en voksen, hvis man har oplevet et overgreb.