Der er et gammelt ordsprog, der lyder: Det sete afhænger af øjnene, der ser. Og det kan lige så godt have været overskriften for denne lille bog, der på mange måder er interessant og vigtig læsning.

Meget af det kan lyde som selvindlysende sandheder, men er det desværre ikke. For vi perciperer alle forskelligt med vore forskellige fagligheder, så vores virkeligheder og kompetencer stemmer ikke overens.

Det er vigtigt, at alle trives. Det kan vi ikke blive uenige om. Og at mange børn og mange lærere ikke trives i skolen, er så absolut et problem, der skal gøres noget ved. Men hvad skal der gøres? Og hvordan skal det gøres?

De forskellige børns historier, der opstilles i bogen, er ikke ubesværede og vellykkede historier, men de er alle genkendelige – både fra eget lærerliv og fra et forældreliv til et inklusionsbarn og specialskolebarn.

Et af nøglebegreberne er, at samarbejde er noget, der skal læres, og noget, der skal prioriteres. Desuden er forebyggelse værd at satse på, da de usynlige tiltag for inklusionsbørnene også hjælper de andre børn i skolen, og det gælder, både når der er tale om fysiske handicaps, og med hensyn til inklusion af børn med samarbejdsproblematikker, indlæringsvanskeligheder og sproglige udfordringer.

Samtidig er tid også en faktor, der skal tages alvorligt i en travl hverdag, hvor vi slynger om os med definitioner og begreber, der måske ikke helt betyder det samme i den pædagogiske praksis.

Det er nødvendigt, at forældre, politikere, pædagoger, lærere og forskere arbejder sammen om at skabe en inkluderende folkeskole. Og alle lærere og pædagoger ved, at det inkluderende arbejde handler om at håndtere paradokser. Derfor skal denne bog hjælpe os alle med at kunne tale om de paradokser, som vi alle oplever.

Der er ingen løftede pegefingre i denne bog. For selv de allerdygtigste lærere og pædagoger oplever undertiden børn, der ikke trives. Klasser, der ikke fungerer socialt. Lærer- og pædagogsamarbejder og forældresamarbejder, der ikke fungerer, fordi vi ikke altid oplever det samme, og fordi vi ikke altid er klare på, hvad vore forskellige roller og kompetencer er i et samarbejde. Det nytter ikke noget, hvis flere lærere har forskellige måder at gå til børnene på, for så opstår der forvirring omkring fællesskaberne. Vi må kunne tale sammen om, hvad vi gør. Og det kræver sprog, og det kræver tid, og det kræver, at vi skal tale sammen på lige vilkår med respekt for hinandens faglige forskelligheder.

Vi skal tænke i mangfoldige og mange forskellige slags fællesskaber. Og lad det så være nok i denne anmeldelse. Tilbage vil jeg blot skrive: Læs denne lille sag. Den tager ikke ret lang tid at læse, og det er godt skrevet, og det vil derfor ikke stresse nogen at skulle læse den. For det handler jo om, at vi sammen skal finde ud af, at samarbejde og inklusion er to sider af den samme bog.