Først flyttede én familie. Så én mere. Selv om den lille by Stauning ved Ringkøbing Fjord har Dagli'Brugs med apotekssalg og posthus, en lufthavn og en havnerestaurant, der serverer rødtunge med cremet citron og asparges på mors dag, kom flere og flere forældre forbi skoleleder Jakob Agerbos kontor med budskabet om, at de flyttede fra byen. Jakob Agerbo tænkte, at det tegnede skidt. Han tog telefonen i det lyse kontor på første sal af skolens nyrenoverede bygninger og ringede til den daglige leder af børnehaven. Han gik hen over skolegården og ind ad lågen til børnehavens lave bygninger. De to ledere konstaterede sammen, at antallet af børn på stuerne de kommende år ville falde, og med ét stod det lysende klart, at om få år risikerede byen at stå uden skole og Jakob Agerbo uden et job. Medmindre han gjorde en ekstraordinær indsats.

»Umiddelbart var det helt umuligt at få elever fra Skjern til at vælge vores skole. Der er så kort fra Stauning til Skjern, men så langt fra Skjern til Stauning. Vi måtte komme med et eller andet helt specielt tilbud, hvis vi skulle have nogle elever til at rejse den vej«, sagde han til formanden for skolebestyrelsen. Men hun mente ikke, at skolen stod med et alarmerende problem.

Trim økonomien

Jakob Agerbo havde været to år på skolen i 2010, og med en baggrund som både lærer og kontoruddannet og med to års erfaring som daglig leder på et stållager var han i fuld gang med at trimme skolens budget. Han opsagde alle skolens leasingaftaler. Han installerede IP-telefoni og skrottede faxmaskinerne. »Der trængte virkelig til at blive ryddet op«.

Han sørgede for, at det ikke længere var ansatte lærere, der var støtte på elever, men ansatte i stedet en lærer i fleksjob eller en pædagog.

»Når jeg ansætter en fleksjobber, er det til en tredjedel af lønnen. Vi har ikke en skole, fordi der er nogle lærere, der skal have et arbejde. Vi har en skole, fordi vi skal skabe det bedste tilbud for børn og borgere. Jeg tror, der nogle steder er lærere, der får lukrative ordninger, fordi de er kørt trætte og har været længe på skolen. I stedet burde de måske gå ned i tid og ikke få så meget i løn. Vi laver ikke skole for lærernes skyld«, insisterer han.

Stauning Skole havde to gange i træk været placeret på førstepladsen i kommunens forældretilfredshedsundersøgelse. Skolen var i langt bedre stand end byskolerne i Skjern, og Jakob Agerbo havde de ti lærere, han allerhelst ville have, han havde et overskud på 1,5 millioner og kampgejst. Skolen var for god til at lukke, tænkte han.

Formand for den lokale lærerkreds, Fjordkredsen, Inger Hjort mener, at mange små skoler ligesom Stauning Skole er truet.

»Vilkårene er, at man skal ud og profilere

sig på den måde og hive elever fra andre steder. Det burde ikke være det vilkår, som er i folkeskolen«, siger Inger Hjort.

Skolen skal være attraktiv

IPads, lektiecafé, frugtordning, idræt og vejledende timetal som et minimum. Ideerne væltede frem, da Jakob Agerbo indkaldte lærerne og bestyrelsen til møde om, hvordan Stauning Skole skulle gøres mere attraktiv. Sammen med ledelseskollegerne fra børnehaven og skolen begyndte visioner at blive til mål på papir. Forældrene i Skjern skulle gøres opmærksomme på, hvilken fremragende skole deres børn kunne få i Stauning. Skolen skulle råbe højt for at få flere elever på de høje stole i de nymalede klasseværelser, og flere elever skulle tilføre flere penge og give mulighed for et endnu bedre skoletilbud, som også gavnede landsbyens egne børn.

Når Jakob Agerbo sad på kontoret og i det fjerne kunne skimte vandet i Ringkøbing Fjord, tænkte han, at det i grunden også var for dårligt, at den skønne havudsigt ikke skulle bruges til andet end braklagt landbrugsjord. Hvorfor ikke bygge boliger, hvor der kunne bo børn, der skulle i skole?

De to ledere fra børnehaven samarbejdede med skolens to ledere, men så skete det, der ikke må ske, når ideer skal blive til virkelighed.

Lederen af børnehaven blev langtidssygemeldt med stress. Viceskolelederen blev deltidssygemeldt. Forældresamtaler og årsplaner tog tiden, og kun sjældent blev de visionære planer for skolens udvikling klikket frem på den stationære computer.

»Der er så mange gode tanker, men det er svært at få sat dem i værk«, sukker Jakob Agerbo.

35.000 for en elev

Sirenen på skolen hyler. Ikke for at advare om brand, luftangreb eller skolelukning, men for at markere, at frikvarteret er slut. Timen skal begynde. Klokke og alarmsystem er det samme, og det er simpelthen for dyrt at investere i blidere toner, forklarer Jakob Agerbo beklagende.

Barnefødder tramper ind over skolegården. Mod dobbeltdøren med skolens nye logo på. Hvert par fødder er menneskelig kapital. 35.000 årlige kroner udløses, når fødderne vælger Stauning Skole frem for andre.

Ringkøbing-Skjern Kommune har skruet bissen på. Kommer de små skoler under 75 elever, må de lukke. Og hvor det tidligere var antallet af klasser, der udløste skolekroner, er det nu antallet af elever.

Pludselig tager skolebestyrelsesformanden Jakob Agerbos bekymring alvorligt.

Planerne om at få elever fra andre skolers distrikter til at vælge Stauning Skole bliver taget frem på skrivebordet igen.

»Problemstillingen var lysende klar. Indtil nu vidste vi ikke, om vi skulle fortælle folk, hvor langt vi var nede, og at vi måske lukkede. Vi valgte, at vi lige så godt kunne spille med åbne kort. Nogle af de ting, vi skulle gøre, kunne vi ikke gøre selv. Det krævede, at forældrene tog over. Det gjaldt om at få flyttet det ud fra skolen og bestyrelsen. Det eneste, jeg ville være involveret i, var at komme med et godt skoletilbud«.

Derfor kontaktede han forældre på skolen og mennesker i lokalsamfundet, som han mente ville gøre en forskel.

»Stauning er en lille by. Jeg ved godt, hvem man skal hive fat i. Forældrene skulle engageres«, siger Jakob Agerbo.

Han holdt talen, da støtteforeningen blev oprettet af syv forældre. Skolen betalte et reklamebureau for at udforme en ny visuel profil. Men det var forældreforeningen, der betalte reklamebureauet for at lave annoncer med det nye logo og for at interviewe en gruppe forældre fra Skjerns skoler om, hvad der skulle til, for at de skulle flytte deres børn til Stauning.

»Jeg lyttede med. Og det var klart pædagogikken, det faglige og ikke mindst muligheden for, at børnene kunne komme frem og tilbage, der betød noget for forældrene«, siger Jakob Agerbo.

Kaprer elever i skolebus

»Jeg bruger iPad i undervisningen«, »Vi kan komme i lektiecafe«. Store, farverige talebobler er trykt på den lille grønne skolebus, der holder i skolegården. Stauning Skoles logo pryder siden af minibussen, som støtteforeningen har investeret i.

Pedellen har nøglen til bussen, men han er også kasserer i støtteforeningen. Efterlønnere og forældre er buschauffører. Forældrene finder sponsorer og indrykker annoncer i de lokale aviser for at fortælle om frugtordningen, iPads og anerkendende pædagogik. Jakob Agerbo er ikke direkte involveret, men han læser teksterne igennem og retter til.

»Det hjælper jo ikke, hvis de pludselig lover, at vi har franskundervisning - for det har vi ikke«. Skolen og støtteforeningen deler udgiften til elevernes frugt.

Da det hele gik i gang, var der røster i byen, der spurgte, hvorfor man skulle bruge så meget energi og så mange penge på at tiltrække elever fra andre skoler.

»Men det kommer jo alle eleverne til gode. Vi laver bedre skole. Og hvis vi ikke tiltrækker elever, får byens børn alligevel meget ud af det«, siger Jakob Agerbo.

I boghandlen og i idrætshallen i Skjern hænger plakater, og under dem kan man tage en pjece og læse om, hvordan eleverne på Stauning Skole får en iPad, når de begynder, at de får frugt to gange hver dag, at de som minimum får det vejledende timetal, og at der hver dag ud over undervisningen er indlagt tid til en ekstra aktivitet, som kan være motion eller læsning. Pjecens afsendere er både støtteforeningen og skolen, men Jakob Agerbo siger, at han ikke står bag den.

»Det er meget vigtigt, at vi ikke bruger skolens penge på kampagnen. Skolen skal betale for driften, og det er den, som jeg skal tage mig af«, siger Jakob Agerbo.

Men alt går ikke glat. For andre skoler begynder at lægge mærke til kampagnen.

En dag får Jakob Agerbo et opkald fra skoleleder Katja Uth fra Amagerskolen i Skjern. Samme skole, som Jakob Agerbo tidligere har været lærer på i fem år. Katja Uth er ikke tilfreds med, at forældre fra støtteforeningen fra Stauning Skole stemmer dørklokker i hendes skoledistrikt. Og at forældrene slår på, at hendes skole ikke gør det godt nok, og Stauning Skole kunne være et alternativ.

Rå konkurrence

»Vi har frit skolevalg, og man må gerne annoncere. Vi er på vej mod et amerikansk system med rå konkurrence. Vi kan ikke konkurrere på prisen, så vi må konkurrere på kvaliteten. Da jeg kom til som skoleleder på skolen for to år siden, skyldte Amagerskolen en million kroner. Vi kan endnu ikke give det vejledende timetal, og iPads er udelukket. Det er et helt andet udgangspunkt end en skole, der har sparet penge op. Det er ulige vilkår«, siger Katja Uth, der generelt støtter Jakob Agerbos kamp for skolens overlevelse.

Jakob Agerbo reagerer med det samme på opkaldet.

»Jeg blev nødt til at kalde støtteforeningen til møde. Jeg synes ikke, det er etisk forsvarligt, at man går rundt på den måde. Så det har jeg bedt dem lade være med«, siger Jakob Agerbo.

»Men jeg kan ikke styre, hvad alle forældrene siger. De forældre, der har skiftet, har haft dårlige oplevelser på de skoler, de er kommet fra«.

Mangler plads i bussen

To gange om morgenen og to gange om eftermiddagen kører skolens minibus mod Skjern. Foreløbig har kampagnen betydet, at ti elever har valgt skolen i byen fra og i stedet søgt ud til landsbyskolen. Der kan ikke være ti elever i bussen, og derfor må den køre to gange. Til sommer har seks elever, der hører til andre skoler, meldt sig ind i børnehaveklassen.

»Vi har hentet 16 elever på et år. Det er gået over al forventning. Målet har været at få nogle fra Skjern til at sende børn herud. Vi har hentet børn fra alle tre skoler i Skjern. Vi har bevist, at vi kan noget, i kraft af de fortællinger som forældre kommer med. Vi behøver ikke annoncere mere. Nu kommer forældrene tilbage og fortæller, hvordan det er. Det virker«.

Flemming Libner er skoleleder på Kirkeskolen i Skjern. Indtil nu er én elev flyttet til Stauning Skole. Han synes, at støtteforeningens kampagne går langt over hans etiske grænse for en skoles markedsføring.

»Vi har altid været i konkurrence med hinanden, men vi har altid været det på en ordentlig måde. Man har ikke gået på hugst i hinandens område«, siger Flemming Libner.

»Det er en måde at gå på rovdrift i andres distrikter på. Men det betyder jo bare, at pengene forsvinder fra vores skole. Det er jo ikke til gavn for skolevæsenet i sin helhed«.

Konkurrence skaber bedre skole

Jakob Agerbo håber på, at konkurrencen vil gavne hele kommunens skolevæsen. Hans egen søn går i 1. klasse på en af de skoler, som han forsøger at lokke elever fra. Og hans yngste søn starter i børnehaveklasse til sommer. Han synes ikke, de andre skoler gør nok for at skabe god skole.

»Jeg håber, det her får en betydning for hele skolevæsenet. De kan se, at det her er dyrt for dem. Når jeg får ti elever fra en skole, så svarer det til 350.000 kroner - og er altså en hel lærerstilling. Jeg håber, det får dem til at stramme op, så hvis de har en lærer, der ikke magter opgaven, så skal der gribes ind. Nogle skoler er ikke ret langt pædagogisk. Der bliver kørt sort skole, og jeg kan slet ikke forstå, at det er sådan i 2012. Jeg håber, det her kan være med til at ændre på hele skolevæsenet. Og jeg føler, at min administrative chef og politikerne bakker mig op«.

Og det gør de. Formand for børne- og familieudvalget i Skjern Lennart Qvist fra Venstre mener, at Jakob Agerbo gør en stor indsats, og at etikken i kampagnen er i orden.

»Stauning Skole har taget sagen i egen hånd. Og det synes jeg er godt. Der er to parametre, der skal overholdes, for at konkurrencen er etisk forsvarlig - det må ikke være kommunens kroner, der bruges på det, og man skal i kampagnerne fokusere på egne kvaliteter frem for andres mangler«.

Men Jakob Agerbo ved også, at skolelederne på de store skoler har en større opgave end han selv, når der skal ske skoleudvikling.

»Det er lettere at få ti lærere til at gå i samme retning. Det er meget sværere, hvis man har 70. Men kom ind i kampen«.