»Lasse er ked af at komme i skole i dag«. Jeg var ved at indtage min morgenmüsli klokken 7.30, da jeg blev ringet op af Lasses far.

Jeg vidste godt, hvorfor Lasse var ked af det. Dagen før var han kommet til at sige noget til en anden dreng ude i skolegården, som var imod vores klasseaftale i 3.x.

»Jeg ved godt, hvorfor du er god til at stå i mål, Hassan. Det er, fordi du er så tyk, så du fylder hele kassen!« havde han sagt.

Som klasselærer havde jeg fået det at vide, og nu frygtede Lasse at komme i skole, fordi han skulle igennem min vridemaskine. Det fortalte jeg faren.

»Vil det sige, at du skammer ham ud, mens de andre elever i klassen hører på det?«

»Ja, det skal jeg love dig for, jeg gør. Hvad Lasse har gjort, er imod vores klasseaftale, og det er noget, alle kan lære af«.

Faren, der er en fornuftig mand, var ikke uenig i, at hans dreng havde gjort noget forkert, men han frygtede, at der skulle gå skår af drengens selvværd.

Selvværd er blevet en helligdom i børneopdragelsen, psykoterapien og moderne pædagogik. Nogle betragter simpelthen opdragelse som et overgreb mod barnet. Men uden omgivelsernes krav og en komplementær samhørighedsfølelse får vi opblæste og selvovervurderende børn og unge med manglende opmærksomhed, tillid og evne til at hengive sig til andet end sig selv.

Hvilket unægteligt giver visse problemer i folkeskolen.

Sidst har vi set det udtrykt i to nye undersøgelser. Den ene viser, at 24 procent af eleverne i Ballerup kræver særlig opmærksomhed og tid. Den anden viser, at hver femte lærer i Middelfart tager medicin for at klare jobbet, og 64,5 procent af lærerne angiver elevernes adfærd som den mest stressende faktor. Er det ikke et wake-up-call?

Skolen kan ikke unddrage sig sit opdragelsesansvar, for opdragelse til ansvarlighed over for den anden, kammeraten, fællesskabet, er en naturlig nødvendighed for en velfungerende skole. Men de seneste års pædagogiske fokusering på radikalt individualiserede læringsformer og den enkelte elevs selvværd fremmer ikke en alsidig personlig udvikling og skaber ikke de bedst mulige læringsmiljøer.

Derfor er der grund til at advare mod den stigende opløsning af klassens fællesskab og en undervisning, der har glemt, at fælles viden, fælles normer og samtale fremmer respekten, ansvarligheden og sansen for det fælles bedste.

Erik Schmidt