Hvis svaret er ja, så skal vi i gang med aktivt at forsvare det. Den største fare for demokratiet er hverken fundamentalistiske religioner eller islamofobisk nationalisme. Den største fare for demokratiet er den skjulte underminering af det i den offentlige sektor og dermed af velfærdssamfundet. De bebudede ændringer i folkeskoleloven er blot en lille, men såre vigtig del af denne samfundsændring, som stiller nye krav til offentligt ansattes faglige organisationer.

Den demokratiske underminering foregår ved, at styreformerne i kommunerne efterligner styreformerne i private virksomheder, hvor det øverste formål er at maksimere resultaterne med færrest mulige omkostninger. Alt - også de ydelser, som velfærdssamfundet tilbyder sine borgere - skal kunne måles og sammenlignes, så der kan handles med dem. Efterhånden som det formål bliver accepteret som et uimodsagt faktum, så forstummer den demokratiske debat om indretningen af vores fælles offentlige institutioner.

Lærernes arbejde har hidtil haft som formål at give hver enkelt elev de bedste muligheder for at udvikle sit eget potentiale - også kaldet alsidig personlig udvikling. Dermed får vi nogle selvstændigt og kritisk tænkende unge mennesker. Det kaldes demokratisk dannelse. Disse unge mennesker kan forholde sig til indretningen af hvad som helst - også til organiseringen af de arbejdspladser, de kommer ud på - og de gør det - ofte uden at være blevet spurgt.

Men demokratisk dannelse er kun til besvær, når der skal styres efter »mest muligt udbytte med færrest mulige omkostninger«. I det regime er der kun brug for én, der bestemmer, og et par stykker, der regner den ud. Alle andre ansatte skal bare gøre, hvad der bliver sagt.

Derfor skal hele skolens dagligdag ifølge ændringen i formålsparagraffen ikke længere bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Den skal bare være præget af det. Der er faktisk en forskel.

I sommeren 2005 udtalte Bertel Haarder til Folkeskolen: »Skolen er alt for vigtig til at være demokratisk«. Når lærernes indsats tvinges i retning af at forberede eleverne på at klare de rent fagligt orienterede test, så bliver træning i demokratisk samtale nedprioriteret. Det kan - uanset lærernes gode vilje - ikke undgås.

Finansminister Thor Pedersen har sagt, at for ham er demokrati lig med »frit valg«. »Frihed« er så sammen med »demokrati« blevet reduceret til at kunne vælge frit mellem konsumgoder - og nu også til frit valg mellem velfærdsydelser. Valget er naturligvis ikke lige frit for alle - friheden afhænger i høj grad af tykkelsen på tegnebogen, men det er en anden historie.

Demokratisk indflydelse på velfærdsydelserne erstattes af kontrakter indgået mellem lukkede kontorer i direktion og institutionsledelse. Borgeren bliver til forbruger - og forbrugerens »frie valg« har erstattet borgerens demokratiske indflydelse.

I DLF er vi heldigvis enige om, at underminering af velfærdssamfundet ikke standses ved at sikre arbejdstid til et øget bureaukrati i folkeskoleloven. Lærernes modvilje mod ændringerne af folkeskoleloven går på det pædagogiske indhold, og det bakkes op af DLF. Den nuværende politiske virkelighed stiller nye krav til vores forening om at blande sig politisk med bud på, hvordan demokratiet kan bevares.

Alle offentligt ansatte er udsat for afprofessionalisering og risiko for at blive marionetter som følge af en markedsgjort offentlig sektor. Dermed har vi et fælles grundlag og et fælles ansvar for sammen at fortælle, hvad der foregår.

Dorte Lange er lærer og kredsformand