Næsten alle ungerne i min by går rundt med en mobiltelefon. Det gør deres forældre også. Man kan i dag hele tiden orientere sig om hinandens bevægelser og opholdssteder. Det er i grunden tragisk, at vore børn ikke gør oprør imod os voksne, men derimod kopierer os. At køre i en HT-bus (Hovedstadsområdets Trafikselskab) i København er blevet et mareridt på grund af mobiltelefonerne. De ringer uafbrudt rundt omkring en med deres individuelle ringetoner. Vor individualitet synes at være blevet vor ringetone. Ufrivilligt skal man høre om folks cyster og kønsvorter. Vi må føle os meget betydningsfulde i vore dage, når vi anser os selv for så vigtige, at folk skal kunne få fat i os hvor som helst og når som helst. Ingen tør være et sted, hvor de ikke kan nås af en telefon eller i det mindste nå andre med en telefon.

Tror pokker, at man er så bange for døden, hvor man totalt mister forbindelsen! Jeg siger bare: Vi voksne sår frø i vore børn. Vi lægger hele tiden noget ned i dem, og uden vi ved af det, gror det, vi sår, langsomt. Det er os, der har sået mobiltelefonerne i dem. Forleden dag gik jeg gennem min landsby. Der er næsten ikke et hus, der ikke har en parabolantenne. Alle antennerne peger med deres dybe skåle mod syd. I og for sig et komisk syn. Det er altså vor kultur. For at undgå at tænke eller snakke med hinanden sætter vi antenner op på vore husgavle, så vi kan hente 20-30 underholdningsprogrammer ned. Og så sidder vi i vore stuer og bliver en nation af tilskuere, der snakker med hinanden gennem mobiltelefoner. Jeg siger bare: Vi er som frugtbar muld. Hvad der bliver sået i os, vokser, uden at vi aner af det. Alle de tomme udsendelser, alt gøglet fra fjernsynet, er som frø, der sås i os. Uden vi ved af det, vokser det og gør os tomhjernede og passive, og de eneste lyde, der kommer ud af os, er lallende bip-blop-lyde, som når man trykker på en mobiltelefons tastatur. Vi tror selv, at vi siger noget. Men vi siger intet. Bi-blop-bi-blop. For tyve år siden besøgte jeg en lille landsby på Peloponnes. Der manglede et eller andet ved byen, som gjorde mig utryg. Pludselig gik det op for mig. Der var ingen tv-antenner. Fjernsynene var endnu ikke kommet til landsbyen. Inde i hvert hus var der derimod en ikon. Hvilken vidunderlig parabolantenne. Man sætter ikonen mod øst, det hjørne, som Paradis siges at ligge i. Og gennem ikonen henter man de guddommelige kræfter ned i sit hjem. Jeg siger bare: Vi er som muld. Hvad der sås i os, vokser, og uden vi ved af det, bliver det større og større, og til sidst overtager det os helt. Derfor varer det ikke lang tid, før der vokser antenner op af vor hovedbund i ste-det for hår. Det Ny Testamente har nogle ord, der gør mig urolig: 'Som en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes'. Alt hvad vi siger til vore børn, alt hvad vi gør, er som frø, vi sår i dem, der giver sig til at vokse. Vi ved ikke hvordan. Er det, vi vil så i børnene, et liv, hvor man kommer i kontakt og overvåger hinanden gennem mobiltelefoner? Eller er det noget helt andet? Der er et spørgsmål, man en gang imellem bør stille sig selv om aftenen, inden man lægger sig til at sove: 'Har jeg i dag levet på sådan en måde, at jeg også i morgen og i overmorgen og i dagene fremover kunne tænke mig at leve sådan?' Vi får hele tiden at vide, hvad vi skal passe på at spise og drikke. Men hvis nu vore sjæle er som frugtbar jord, så er det jo heller ikke ligegyldigt, hvad det er for åndelige frø, der sås i os. For frøene vokser - vi ved ikke hvordan.

Poul Joachim Stender er sognepræst