'Jeg tog altså hjem lidt før i dag, alle bedstemødrene kastede sig over flødeskumskagerne den sidste time, og jeg kan ikke holde ud at sidde ned længere'. En typisk kommentar fra min mand, når han kommer hjem fra et sjældent kursus eller nogle temadage. Bedstemødrene er altså hans kvindelige kolleger, som han påstår hele tiden viser billeder af børnebørnene og helst ikke vil ud i den helt vilde fysiske aktivitet. Han underviser på tredje år i indskolingen efter syv år i efterskolen.

Når jeg så læser Folkeskolen nummer 9, forstår jeg, at det ikke kun er hans personlige trang til mere handling og mindre snak. Det er åbenbart genetisk funderet - mange yngre mænd har det svært i folkeskolen. Som kvinde lyder det lidt, som om de alle vil være ledere/konsulenter, honoreres ekstra for deres indsats og helst vil videreuddannes snarest. En simpel grund til, at folkeskolen ikke er attraktiv.

Men min mand er altså hverken karriereorienteret eller utilfreds med lønnen. Han er ved at blive sindssyg af alle de kvinder, der konstant omgiver ham med deres konstante trang til at sidde over en kop kaffe og snakke om de vilde, umulige drenge.

Ja, jeg bliver sgu' nødt til at sige det. Han ville aldrig kunne gøre det i al offentlighed. Og jeg refererer vores køkkensnak derhjemme, fordi det bliver grunden til, at han søger væk fra folkeskolen - åbenbart sammen med en masse andre engagerede, dynamiske, mandlige lærere. Dem, vi alle ved er vigtige for folkeskolen. Hvis ungernes oplevelse med institutionerne de første ti år ikke skal domineres alene af det kvindelige univers.

Det er da et ledelsesproblem. Og en kønsdebat, vi bliver nødt til at forstå. Nu ved jeg jo ikke, om min mand refererer særligt objektivt over køkkenbordet. Det er da egentlig også lige meget. Han oplever, at de kvindelige ældre lærere (de fleste i indskolingen) synes, han er en grønskolling - han er sidst i 30'erne - med alt for mange fysiske aktiviteter og for lidt snak i pauserne.

Min mand vil bygge bål, trave rundt i anlægget og synes, at ungerne skal kunne lappe en cykel. Han kan ikke holde alle de lange snakke snakke-møder ud og gider ikke sidde og drikke kaffe efter alle timerne. Det er sgu' da en massiv kritik af folkeskolen som arbejdsplads.

Og jeg er fløjtende ligeglad med, om der nu er en masse midaldrende, tjenestemandsansatte jubilæumslærere, der flipper ud med kaffen i hånden. Der er alt for mange unge mænd, der er ved at gå til i den pædagogiske grød i folkeskolen - den der, hvor man snakker og ikke letter røven. Og hvis ledelsen ikke snart tager det op som et alment pædagogisk problem - et, der skal belyses og handles ud fra - så er alle de unge mandlige og måske kvindelige lærere løbet skrigende væk og ud i det private erhvervsliv.

Det har vi da vidst i lang tid. Ventede måske på, at pensioneringerne løste problemet. Men det gør de ikke, for det er ikke, fordi de unge mandlige lærere er bedre end de ældre kvindelige. Bestemt ikke. Men de er anderledes. Og den anderledeshed er livsvigtig for en folkeskole, der skal rumme mangfoldighederne.

Kolleger skal bruge hinanden, inspirere hinanden, provokere hinanden . . . men det er da lederne, der skal skabe rammerne om den dialog. Derfor skal vi have forskelligheden til at være et brugbart instrument til at håndtere folkeskolens væld af opgaver. Så kom væk fra den computer, hr. skoleinspektør, og få snakket dine medarbejderes ressourcer/ønsker igennem med den enkelte og hele personalet og så handl derudfra - nu.

Benedikte Valentin

Fredericia