Kender du jobbet?
Katrine Bøndergaard Jensens bachelorprojekt handler om humor i håndværk og design. Hun har læst på læreruddannelsen i Aarhus.
Foto: Tor Birk Trads
"Humor fortjener at blive taget seriøst"
Det begyndte med en undren. Når humor spiller så stor en rolle i dagligdagen i skolen, hvorfor fylder det så ingenting på læreruddannelsen? I dag bruger Katrine Bøndergaard Jensen humor i sin egen undervisning.
Hvordan kom du på at skrive bachelorprojekt om humor?
”Jeg startede egentlig med at ville skrive om, hvordan man kunne komme i flowtilstand. Men så begyndte jeg at læse op på forskellige kreativitetsteorier og opdagede, at humor blev nævnt flere gange. Det undrede mig. For efter fire år på læreruddannelsen synes jeg, at humor har fyldt meget lidt, og det på trods af at humor spiller en stor rolle ude i folkeskolen, hvor både lærere og elever ofte bruger det”.
Er det sjovere at have håndværk og design end matematik eller dansk?
”Der er i hvert fald flere af eleverne, der giver udtryk for, at der er bedre plads til humoren i undervisningen. Lokalet og undervisningsformen er anderledes, der er mindre tavleundervisning, mere bevægelse og mange små interaktioner mellem elever og lærere. Det er alt sammen gode forudsætninger for, at humor kan opstå naturligt. Men jeg synes også, at humor fortjener at blive taget seriøst i et større dannelsesperspektiv, for den findes også i alle de andre fag”.
Kan humor være med til at vække kreativitet?
”At bruge humor er faktisk en form for kreativitet i sig selv. Hvis man for eksempel gerne vil sige noget, der er sjovt, bliver man nødt til at skabe tankeprovokationer og bryde med traditionelle tankemønstre – ligesom når man skal være kreativ. Samtidig kan humor være med til at lette stemningen i undervisningen og reducere frygten for at fejle. I den kreative proces er det nemlig uundgåeligt at fejle. Her kan humor være med til at skabe et rum, hvor der er plads til at grine af sine fejl. Det gør det nemmere at udvikle sig og være kreativ uden at føle sig hæmmet af, at alt skal være perfekt”.
Bruger du selv humor i din undervisning?
”Jeg bruger mest humor, når jeg skal håndtere elever, der har det lidt svært i den kreative proces, eller som er frustrerede over, at tingene ikke går, som de havde håbet. Men når jeg bruger humor, er det i høj grad ubevidst, og det er ikke sådan, at jeg tænker i planlægningen af min undervisning: 'Åh, nu skal jeg sørge for at være sjov'. De lærere og elever, jeg har interviewet til min opgave, giver også udtryk for, at det helst ikke må blive forceret. Her ligger der et lille paradoks, for jeg mener, det er en god ide at bruge humor i sin undervisning, men man kan heller ikke tvinge det frem, hvis det ikke kommer naturligt”.
Skal man selv være sjov for at bruge humor i sin undervisning?
”Som lærer skal man ikke være komiker, man skal være lærer. Og selv om man ikke selv er den store humorist, handler det i lige så høj grad om at turde give plads til elevernes humor. Det kan godt være, at man ikke lige havde tænkt, at løsningen på en given opgave kunne være sjov, men derfor skal man alligevel turde give plads til, at humor kan være en del af elevernes løsninger”.
Hvorfor valgte du at læse til lærer?
”Jeg har tidligere læst en bachelor i kunsthistorie. I den forbindelse havde jeg et studiejob som omviser på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Her fandt jeg ud af, at jeg elskede den direkte kontakt med eleverne, og det gav mig muligheden for at dele min passion for kunst med børn og unge. Det fik mig til at indse, at jeg skulle sadle om”.