Anmeldelse

Undervisning af ordblinde elever i alle fag

Ordblindhed er ikke løst med en it-rygsæk

Ny antologi tager fat om myten om at it er løsningen på alt, når det kommer til at inkludere ordblinde elever.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Undervisning af ordblinde elever i alle fag” er en antologi, der tager livgreb med den didaktiske og pædagogiske udfordring, det er at undervise ordblinde elever i alle fag på alle klassetrin. Antologien har et bredt afsæt og beskæftiger sig således både med fagundervisning, skrivedidaktik og mere almenpædagogiske problemstillinger knyttet til inklusion af elever med skriftsprogsvanskeligheder generelt. Ligesom antologien også giver stemme til ordblinde og deres udfordringer og succeser i skolen.

Fakta:

Titel: Undervisning af ordblinde elever i alle fag

Pris: 270

Sider: 156

Serie: Didaktikserien

Forlag: Akademisk Forlag

Bogens anslag er den meget kendte myte om, at hvis bare eleverne har en digital rygsæk med alle de nye teknologiske vidundermidler, der findes, så er meget ansvar fjernet fra læreren og lærerens didaktiske planlægning og gennemførelse af almenundervisningen i alle fag. Antologien gør op med myten og alle bidragene i antologien peger ind på det gennemgående spørgsmål, som stilles, hvordan kan en undervisning didaktisk planlægges, gennemføres og evalueres som elever med skriftsprogsvanskeligheder inkluderes bedst muligt både fagligt og socialt?

Hele vejen gennem antologien problematiseres forestillingen om, at it-rygsækken klarer det hele, så læreren ikke skal redefinere sine didaktiske refleksioner. Antologien påpeger, at der skal en didaktisk indsats til, hvis hardware, kurser og programtræning med ordblinde elever skal blive til noget. Antologien præsenterer mange forskellige perspektiver på, hvordan en inkluderende didaktik, der har fokus på inddragelse af elever med skriftsprogsvanskeligheder i højere grad kan fungere i klasserummet.

Antologien understøtter et behov i skolen og et reelt fokus på, at ansvaret for ordblindes muligheder i fag som for eksempel matematik og naturfag ikke udelukkende er læsevejlederens ansvar men også faglærerens ansvar. Det vidste man måske godt i forvejen, men antologien giver nogle ret gode bud på, hvordan undervisning i fag som matematik og biologi kan forløbe. Ligesom den også har et mere generelt almenpædagogisk sigte, som netop også kan understøtte elever, der har skriftsprogvanskeligheder.

Det er mit håb, at lærere, lærerstuderende og læsevejledere vil læse bogen og bruge den aktivt i deres videre planlægning af undervisning, hvor ordblinde også skal tilbydes faglige muligheder og udfordringer.