Der er sikkert mange elever, der ikke ved, hvad ordet sløjddækker. Det er ligesom undervisningen i sløjd i fare for at blivehistorisk. Vi har lånt ordet fra svensk, hvad der ikke kan undre, ibetragtning af at fagets indførelse var inspireret af erfaringerfra Sverige og Finland.
Selv lærte jeg meget af årene med sløjd på skemaet, selv om jegikke blev ret dygtig til det. Jeg lærte blandt andet, at nogle afde kammerater, som ikke var ret gode til de boglige fag, kunne havesærlige talenter i de praktiske fag. Gert fra min klasse hørte ikketil de dygtige, men han var fænomenal til sløjd, og jeg beundredeham vildt. Mine egne sømkasser og fuglebure var ret mislykkede.
Vi skulle i begyndelsen save i takt, og mens man i gymnastiktalte ét-to-(tre-fire), talte man, når savene skulle i sving, irækkefølgen to-ét: et forsigtigt skub fremad med saven under to, også en kraftig savebevægelse under ét. Det stod jeg så og funderedeover. Pigerne i klassen havde i stedet hjemkundskab, som i datidensslang oftest blev kaldt frikadellesløjd; det ord er vist ogsåblevet pensioneret slang.
I artiklen til venstre for denne kan man læse skolebestyrer EmilSlomanns opfattelse af sløjdundervisningen: »Det er Sløjdenssærlige Evne, at den tilfredsstiller Børnenes naturligeFrembringelseslyst ...«. Det sidste ord bruges ikke mere iskolesammenhæng. Man taler om kreative og praktiske fag, og førordet frembringelseslyst kunne man bruge ordet vindskibelighed, sombetegnede virketrang, initiativrigdom og lignende. Den førstelæsebog i faget dansk i latinskolen havde et helt afsnit medhistorier om vindskibelighed. Bogen hed »Store og gode Handlingeraf Danske, Norske og Holstenere« (1777), og der var i hvert faldikke tænkt på sløjdundervisning.