Bevar os vel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolen er den lille, minimale verden

og en slags model på samfundet. Det er den!

Her skal læres gennem hele skolegangen,

børn får også lært om livet lidt på vrangen,

her er pligter, her er krav, man bli'r sociale,

her er plads til skæve børn og geniale,

her er medgang, modgang, yde for at nyde

- og hvad livet ellers måtte kunne byde.

Her er lærere, jovist, vi er der stadig,

selvom tanken dukker op såmænd, for hvad i

dog alverden gør vi her? Men lad det ligge.

Det er ej på denne undren, vi skal kigge.

Skolens unger gøres klar til samfundslivet.

Det er faktisk hele skoleperspektivet.

Skolens voksne er derfor en slags modeller,

her er bløde mænd og rasende mamseller,

her er lidt af hvert, de dovne og de vakse.

Uanset så møder børn de mange slagse,

som vil dukke op, når de på egne bene

skal sig klare i vort samfund helt alene.

Skolens minisamfund har tilmed en leder.

Dette ser man nemlig alle andre steder,

og til sådan én skal børn sig også vænne,

før vi kan eleven ud i livet sende.

Når man ser på jobannoncerne, der søger

efter nye folk som skoleinspektører,

ses det tydeligt, hvad lederens talenter

dog skal rumme. Han er nemlig bare den, der

samarbejder, lytter, favner og fornemmer,

og med klogskab er han lidt dén, der bestemmer,

og så har han også humoren på sinde.

Undskyld, 'han' kan også sagtens være kvinde.

Se, her knækker filmen ganske og aldeles,

hvis der skal til hele landets leder skeles.

Her er samarbejde, humor, lytteevne

ikke kvaliteter, som er værd at nævne.

Hvis en skoleleder holdt så tæt på magten,

røg han dælme meget hurtigt ud af vagten.

Denne Anders, som nu taburetten gæster,

minder mest om skolens fortids skolemester,

som med spanskrør eksekverede hårdhændet.

Skolen er som vores samfund - dog husk 'men'et...

Når det gælder vores samfunds store 'fædre',

så er skolelederne sgu meget bedre.

Fru Fischer

Når det handler om opgaver, skal eleverne i dag kunne definere eget emne, finde artikler, bøger og information på internettet samt kunne bruge interview og spørgeskemaer og udvælge de rigtige informationer. Nu er der hjælp at hente på www.skrivopgave.dk - en hjemmeside, som åbnede den 25. februar.

Der er ikke tale om en opgavesamling til at skrive af efter, men derimod en vejledning, der kan guide eleven gennem opgaveprocessen fra a til z, eller når en enkelt del af opgaven skal laves. Som for eksempel litteraturlisten. Siden henvender sig direkte til unge, som kan bruge den hjemmefra eller på biblioteket og i skolen.

Skrivopgave.dk er et tværkommunalt projekt, som nogle af landets biblioteker har lavet. Ønsker man flere oplysninger om projektet, kan man henvende sig til projektleder Ditte Jessing på Københavns Hovedbibliotek. Hun har nummer 3342 6685.