Kommunerne skal ikke reservere plads til kvindelige skoleledere, men de skal gøre mere for at få en mere ligelig kønsfordeling.

Nakkehårene rejser sig hos de fleste danskere, når snakken falder på kønskvotering. Ikke mindst hos kvinderne selv.

I stedet kan kommunerne gøre noget mere for at gøre det mere attraktivt for kvinder at søge job som skoleledere.

'I Norge og Sverige har man tradition for en helt anden ligestillingspolitik end i Danmark, hvor man tror, at en skæv kønsfordeling ikke står til at ændre. Det kan den', siger lektor og kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.

Det kræver, at man beslutter sig for at gøre noget ved det. Ellers får man ikke gjort op med den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt, der betyder, at man ansætter dem, der ligner én selv.

'Kønskvotering er alt for banalt og firkantet, men i ord og handlinger kan en kommune signalere, at den ønsker flere kvindelige ledere. Det gælder lige fra borgmesteren over kommunaldirektøren til skoledirektøren. De kan direkte opfordre kvinder til at søge, og så skal de behandle dem ekstra omhyggeligt. Formelle kvalifikationer er ikke det eneste afgørende for at blive en god leder. Hvis ansættelsesudvalget i højere grad kigger efter potentialer hos ansøgerne, får de måske lettere øje på kvinderne', siger professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus.

Lærerne har et ansvar

Kommunerne kan blandt andet signalere til kvinder i jobannoncerne. Ord som åben, fleksibel, samarbejde, udvikle, tillid og trivsel appellerer mere til ansøgerens feminine sider, mens målrettet og resultatorienteret, lyst til administrativt arbejde og evne til at prioritere i en travl hverdag i højere grad spiller på det maskuline.

Men man kan ikke gennemføre ligestilling udelukkende oppefra. Det skal også ske nedefra. Derfor skal kommunerne gøre noget for overhovedet at få kvinder til at søge videre som skoleledere, mener Anette Borchorst.

'Kommunerne skal prikke kvinderne på skulderen, når der er et ledigt job. Og så skal de se på, om de kan indrette lederjobbene mere fleksibelt, så de appellerer til flere kvinder. Danmarks Lærerforening har også et ansvar. Den skal få lærerne til at bakke op om, at det er vigtigt med flere kvindelige ledere', siger Anette Borchorst.

Steen Hildebrandt peger også på, at lærerne har et ansvar.

'Jeg har undervist lærere, der ikke turde sige hjemme på skolen, at de gik på et førlederkursus', siger Steen Hildebrandt.

'Det er hårdere for kvinder at trodse kulturen om, at man ikke skal stikke snuden for langt frem, mens nogle af kamphanerne ser stort på, at de risikerer at blive udstødt af fællesskabet'.

Nye mentale billeder

Det kan hjælpe flere kvinder på vej, hvis vi gør op med vores mentale billeder af en ledelse, mener Steen Hildebrandt.

'Hvis man vælger at blive leder, så vælger man at blive det for livet. En leder kan ikke gå ned på halv tid eller sige, at hun kun vil være leder i en periode, fordi hun har lyst til at undervise i tysk igen. Hvis en person ikke længere er leder, må der være noget galt. Så har hun nok taget af kassen, tænker vi. I hvert fald vil det virke suspekt, hvis hun igen får lyst til at blive leder. Så vil hun blive spurgt nøje til, hvad det var, der skete dengang for syv år siden'.

Det billede har mange svært ved at se sig selv i, og så undlader de at søge et ledigt job. Men det burde ikke være utænkeligt at holde op igen. Steen Hildebrandt ser store perspektiver i for eksempel mere fleksibilitet omkring orlov og ansættelsesperioder.

'Mange steder vil man undre sig over en leder, der beder om et halvt års orlov for at rejse verden rundt. Men der vil være lærere nok, der gerne vil prøve at arbejde med ledelse og derfor gerne vil være vikar for hende. Hvis det ikke går, er det ingen skam at vende tilbage til sit gamle arbejde, når lederen kommer igen', siger han.

stan